Hvad får du ud af at være sammen med dine bekendte? Hvad lægger du vægt på i relationen med dine bekendte? Sådan lød to spørgsmål på et recovery kursus, jeg gik på. Bekendte er et ømt punkt for mig. Jeg har ikke nogle bekendte og er heller ikke særlig motiveret til at få nogle. Flere gange i mit sygdomsforløb har jeg fået det rigtig dårligt og har mistet halvdelen af min omgangskreds. Det har gjort rigtig ondt. Jeg har lært at spotte, hvem der bliver. Der er bare færre der bliver, end der er, der forlader én. Så feltet af kandidater til nye venner er ikke så stort.  Jeg er ikke interesseret i venner for at blive underholdt, jeg vil gerne have at de mennesker jeg omgås, vil mig.

Personalet i psykiatrien synes, det er et problem, at vi isolerer os. Det er bare ikke os selv der isolerer os. Vi er alene, fordi vi er blevet smidt ud af de sammenhænge, vi var i. Hvis vi opsøgte nye sammenhænge, ville vi ikke blive lukket ind, fordi de ville synes vi var mærkelige. Personalet mener også, at det stigma vi oplever er selvstigmatisering. Hvis man er i tvivl om, der findes stigma mod psykisk syge, så kan man følge debatten, når et bosted skal flytte ind i kvarteret. Vi er uønskede. Det er som om personalet ikke forstår, hvor grumt livet kan være. Det burde ikke betyde noget om man havde et arbejde, om man har penge, om man er gift eller om man har børn, men det gør det.

Jeg er nok ikke så social, jeg trives godt i mit eget selskab. Det er ikke fordi jeg er indadvendt, jeg synes selv at jeg kan snakke med folk. Jeg har venner, men ikke så mange. Jeg bruger kræfter på at være sammen med andre og lader op, når jeg er alene også selvom jeg er tryg ved dem jeg er sammen med.  Jeg kan lave mange flere aktiviteter, når jeg er alene. Jeg er heller ikke på nogen måde institutionsbarn. Som barn boede jeg med min familie i to år i USA, hvor min mor gik hjemme. Da vi kom tilbage til Danmark, kunne jeg ikke holde ud at være i fritidshjemmet. Det synes jeg ikke er en fejl ved mig. Folk er forskellige og ikke alle kan gå i takt.

Jeg gik på et smykkekursus på den almindelige aftenskole og snakkede godt med min sidemand. Da kurset sluttede, sagde hun, at det var ærgerligt, at folk spredtes for alle vinde efter sådan et kursus. Det var jo en invitation til mig, men jeg turde ikke.  Jeg var bange for, at når hun lærte mig nærmere at kende, så ville hun afvise mig. Det følte jeg mig ikke stærk nok til at håndtere en gang til.

Socialpsykiatrien er en mulighed, men jeg har været meget indlagt og boet på bosted i syv år. Jeg har været så meget i det og det er dejligt at jeg ikke er det mere i samme omfang. Alle væresteder ligner hinanden, synes jeg.

Så lige nu ser jeg mest min familie og en håndfuld tætte venner og veninder, jeg har haft i mange år. Jeg er temmelig meget hjemme.  Det er ikke holdbart i længden, mine forældre er i halvfjerdserne, men lige nu er det det jeg kan.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.