I dag, den 10 september, er det Verdens Selvmordsforebyggelsesdag. I den anledning, vil jeg gerne dele historien om, hvordan jeg er gået fra at have flere selvmordsforsøg end jeg har tal på, til at jeg nu synes, at jeg ikke jeg har nogen grund til at ville begå selvmord. Når jeg ser tilbage på mit forløb, så har min bedring fulgt to overordnede spor. Det ene spor har været en søgen efter en ny identitet, efter at jeg blev syg og det andet spor har været en benhård kamp for at få nogle gode ting i mit liv. For at kunne forstå hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde, er det nødvendigt at kende lidt til mit liv, før jeg blev syg.

 

MIN BAGGRUND

Som ung var jeg, som Pink synger, ”too school for cool”. Da jeg gik i femte klasse, flyttede vi til en ø. Jeg stak ud i skolen på øen, jeg var den eneste med akademiker forældre. Jeg havde en enkelt veninde at være udenfor fællesskabet med, indtil hun droppede mig, fordi hun ville være populær. Som 16-årig havde jeg mit første selvmordsforsøg, fordi jeg troede, at mit liv ikke kunne blive anderledes. Jeg kom i gymnasiet og det blev min livline. Jeg var dygtig, og jeg fik også to gode veninder.

Imellem gymnasiet og universitetet havde jeg et år, hvor jeg arbejdede, hvor jeg havde det godt, men da jeg kom på universitetet, tog det faglige over. Jeg læste og læste, men jeg klarede mig bedre socialt, end jeg ellers havde gjort og derfor blev jeg på studiet. Jeg syntes også, at fagene var spændende.

Som 24-årig fik jeg en psykose. Jeg vendte tilbage til universitetet og gjorde bacheloren færdig, men derefter begyndte det at gå op for mig, at jeg ikke ville kunne fuldføre uddannelsen. Jeg ville miste det eneste jeg var god til og det eneste sted jeg passede ind. I de følgende år var jeg meget indlagt og var plaget af mange selvmordsforsøg og selvmordstanker. Mine selvmordstanker kom af, at jeg ikke havde nogen accept af min situation og at jeg vurderede mig selv efter den målestok, jeg var vokset op med, som var, at akademisk succes var det vigtigste. De gange hvor jeg har handlet på tankerne og lavet reelle selvmordsforsøg, har det været, fordi jeg havde det så dårligt psykisk, at jeg ikke kunne holde det ud og bare ville have fred.

 

AT KUNNE NOGET

Da jeg stoppede på universitetet, mistede jeg grundlaget for min identitet. Jeg forsøgte at genopfinde mig selv, ved at lave smykker og boligindretning. Det føltes hult. Jeg dømte mig selv hårdt. Det kunne da godt være, at der var meget jeg var god til, men det var ligegyldige ting. Indtil nu havde jeg været succesfuld i mit arbejdsliv, og at undvære de anerkendelser, jeg havde været vant til, gik hårdt udover min selvtillid.

Det endte med, at jeg kom på Sankt Hans og bagefter på bosted. I en terapigruppe på Sankt Hans blev jeg introduceret for værdier, som noget man kan arbejde med. En værdi er noget, som er vigtigt for en, som man lever sit liv efter og baserer sin identitet på, fx at tage hensyn til andre. Man vurderer sig selv ud fra, om man lever op til sine værdier. Som en del af en øvelse i gruppen på Sankt Hans, skrev jeg mine værdier ned, som at bruge mig selv og at kunne noget. Da mine værdier kom op på tavlen, blev en af de andre i gruppen så nervøs, at hun fik ondt i maven og selvom det ikke blev sagt ligeud, fremgik det klart, at underviserne syntes, mine værdier var ubrugelige. Jeg kunne ikke se pointen i at arbejde med værdier.

Senere gik jeg på Vendepunkter, som er et recovery kursus, hvor underviserne selv har erfaring med psykisk sygdom. På Vendepunkter havde vi også om værdier, men her var værdierne delt op i undergrupper, med faglige værdier som mine værdier jo hørte under som en af undergrupperne og personlige værdier som en anden undergruppe. I og med mine faglige værdier blev anerkendt som værdifulde, kunne jeg se, at jeg også havde andre værdier, som fx tolerance og at være til at stole på. Denne gang stod det klart for mig, at værdier er det, som definerer hvem vi er, så hvis jeg skulle genopfinde mig selv, så skulle jeg vurdere mig selv ud fra nogle nye værdier. Samtidig accepterede jeg, at de faglige værdier er en del af mig, men det er det kreative også. Når det at lave smykker føles hult, så er det fordi, jeg også har brug for et intellektuelt og filosofisk element. Hverken det kreative eller det akademiske kan stå alene.

Derefter lod jeg mig inspirere af værdier hos personalet på mit bosted. For dem handler det mere om, hvordan man er som person, end hvad man kan. Jeg er enig i, at det vigtigste er at være et godt menneske, men jeg har også brug for at udfolde mig fagligt og kreativt for at have det godt. Kærligheden er meningen med livet, men jeg finder ikke mit brændstof i kærligheden alene. På denne måde har jeg fået en identitet, der ikke er en fornægtelse af, hvem jeg har været de første 24 år af mit liv, men samtidig er tilpasset min nuværende situation. Jeg fik en målestok at se på mig selv med, hvor jeg kunne leve op til de krav, jeg stillede til mig selv.

Samtidig med at jeg boede på bostedet og gik på kurser, lavede en veninde, som jeg havde fra en læsegruppe på universitetet, et arbejde til mig med at give feedback på sin forskning. Hun gav mig en følelse af, at lige præcis mine faglige styrker, var det hun skulle bruge og derfor genfandt jeg min faglige selvtillid.

Efter at jeg havde afsluttet samarbejdet med min veninde, begyndte min søgen efter at finde min hylde. Efter et frustrerende år med eksistentielle overvejelser, landede jeg på, at det jeg gerne ville, var at skrive.

 

AT HANDLE SIG TIL ET BEDRE LIV

Sideløbende med min søgen efter en ny identitet, forsøgte jeg at få indhold i tilværelsen. I årene efter at jeg stoppede på universitetet, var jeg meget begrænset i min evne til at leve mit liv. Jeg mistede de nye venner jeg havde fået på studiet og kollegiet. Selvom jeg havde gode veninder og en god kontakt til min familie, så havde jeg ikke så mange glæder. De gode ting, der rent faktisk var i mit liv, kunne jeg ikke nyde, fordi jeg havde meget angst. Min families kærlighed til mig er stærk og kunne have været en god grund til at leve, men på en mærkelig måde, så kunne jeg ikke se, at de holdt af mig. Jeg forstod slet ikke, hvordan mine selvmordsforsøg påvirkede dem, eller at det ville være et tab for dem at miste mig.

Som sagt endte det med, at jeg kom på Sankt Hans og der begyndte min kamp for at få mit liv igen. På Sankt Hans havde de et grundprincip, som går ud på at man ikke kan tænke sig til forandring, den eneste måde at opnå forandring er, at handle anderledes end man plejer. Dette princip har givet mig mod til at bryde grænser, hvilket er helt nødvendigt for mig, hvis jeg skal have et godt liv. Der er meget, der er skræmmende for mig, så hvis ikke jeg skal have et frimærke at leve mit liv på, er jeg nødt til at gøre ting, der er grænseoverskridende. Det kræver, at jeg har nogle metoder til at håndtere de svære følelser, der opstår, når jeg går over grænsen.

Jeg har brugt mindfulness, som er en form for meditation, til at kunne rumme ubehagelige følelser. På Vendepunkter lærte jeg at arbejde med handleplaner. En handleplan er en slags drejebog til at kunne håndtere en problematisk situation, hvor jeg på forhånd gennemgår de forskellige scenarier, og udtænker en løsning. At bo på et bosted gjorde det muligt for mig at tage chancer, som jeg ellers ikke ville have taget. Med denne samlede indsats er jeg begyndt at deltage i livet igen, med kurser på den almindelige aftenskole, dating, korte rejser og familiefester og jeg har også været i et langt forhold. For to siden flyttede jeg fra bostedet og det går ok, selvom der er dage, hvor det hele går i skuddermudder.

 

VEJEN VIDERE

Jeg føler nu at jeg har et liv, der er værd at leve, selvom det ikke er det liv, jeg altid har troet, jeg ville få. Jeg kommer aldrig til at forsøge selvmord igen. Jeg synes ikke, at jeg har nogen grund til at ville dø, og selv hvis det hele skulle løbe af sporet igen, så føler jeg ikke at selvmord er en mulighed. Det er begyndt for alvor at gå op for mig, hvad selvmordsforsøg gør ved mine omgivelser. Jeg ved også nu, at selvom jeg mister orienteringen, så kan det blive bedre. Der er stadig meget, der er svært, men jeg har tillid til, at hvis jeg bliver ved med at arbejde med mig selv, så vil jeg på et tidspunkt knække koden. Jeg sætter stor pris på de gode ting, der er i mit liv nu og tager intet for givet.

Ved at begynde at skrive er jeg vendt tilbage til mine rødder, en intellektuel udfoldelse som også er kreativ. Jeg har fundet min hylde. Samtidig er det vigtigt for mig, at arbejdet ikke tager magten fra mig. Det nemmeste, men også det dummeste jeg kunne gøre, ville være at gå helt ind i skriveriet og lade det fylde mit liv. Arbejdets rolle skal være at give mig inspiration og selvtillid, så jeg kan blive ved med at gøre det, der altid har været det allersværeste for mig, nemlig at kaste mig ud i at leve mit liv.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.