Kære alle,

Mit fly styrtede. Efter to dage på stoffer og et afbud til DHL, tjekkede jeg ind på Bispebjerg. Jeg var styrtet ind i bjergene, og intet var til at rede. Jeg slæbte stumperne fra flyet til psykiatrisk. Et vandrør var sprængt. Det kunne ikke lappes. Sygeplejersken tog min puls og blodtryk, og spurgte hvorfor jeg var kommet. Jeg kan ikke længere se en udvej, det eneste der ligger forud er kolde vandringer i de snebeklædte bjerge.

Dette er en introduktion til Hospitals Noter.

Jeg har lyst til at give ind til det rablende vanvid der gradvist lokker mig i dens fælde. Men jeg er ikke helt klar endnu. Jeg er ikke modig nok. Dagen hvorpå min undergang finder sted, sker når jeg er blevet for træt til at træde vande. Det mørke vand vil omsvøbe og kærtegne mine længe ventede lyster og ønsker. Jeg vil imødekomme denne dag med åbne arme. Her skal min undergang ikke længere være en tanke. Nu skal den leves. Min krop bliver jorden og universets eje. Kemiske processer vil splitte mig til ukendelighed, og her skal jeg blive til et lille carbon-print på en verden dømt til døde.

Hvor starter man? Hvor starter jeg? Har jeg mistet min evne til at sammensætte ord? I mit hoved er der tomt. Jeg kan ikke komme i tanke om hvad jeg tænker. Det er bagsiden af den medicin jeg får. Før medicinen vrimlede det med tanker. Tankemylder med en overvægt af negative tanker. Notesbøger blev fyldt med usammenhængende tanker. Jeg tog noter på telefonen, i bussen, toget, på farten. Det føltes for vigtigt til at skulle glemme det. Samtidig var det et redskab til at holde styr i tankerne og få arkiveret dem der kom ind, så de ikke skulle blive siddende. Mange af disse segmenter er netop det, registrerede tanker. Og ligesom mit indre, er alt hvad jeg har skrevet fragmenteret og usystematisk. Dette er ikke et projekt for folk der kan lide at læse ting i kronologisk rækkefølge. Sådan fungerer min hjerne ikke. Men et sted skal man jo starte. Så nu prøver jeg.

Jeg har altid haft problemer med mine tanker. Før havde jeg for mange, nu har jeg ingen. Det er svært at skrive når man ingen tanker har. Jeg tænker, derfor er jeg. Hvad er jeg? Jeg er en levende død. Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst var i live. Hvornår jeg sidst følte. Jeg føler, men det er en overvejende tristhed. Jeg tænker stadig på hvor jeg skal starte min historie. Hvis jeg koncentrerer mig grundigt, kan jeg måske få skrevet et par linjer.

Kærligst Johanne

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.