Her må du ikke flyve

 

Vores eventyr starter det på et af de mindst eventyrlige steder, du kan komme i tanker om. Du skal møde to særlige børn, der hver især har tilbragt deres liv ind og ud ad psykiatriens svingdøre. De er blevet zombificerede af medicin og placeret i kasser hvorfra deres lemmer stak ud. Psykiatere forsøgte at brække deres arme for at få dem til at passe ned i den begrænsende firkant, men lige lidt hjalp det da deres arme med ét blev erstattet med vinger. Børnenes fantastiske vinger havde al verdens farver og hver eneste fjer var fyldig og stærk. Under børnenes indlæggelse ville ingen tro dem når de fortalte om deres bevingede eventyr ud i verden. De oplevede en kultur hvor deres blotte eksistens var nok; her var ingen krav til at de skulle være på en særlig måde for at blive accepteret af fællesskabet. De var nok fordi de var dem.

– I har stækket vores vinger mens vi sov
for her, må vi ikke flyve, hvis vi ikke har fået lov,
sagde Thomas, mens han slog sine vinger ud og fløj afsted med sin bror og ven, Mikkel, der var blevet beriget med samme fjerpragt som sin bror.

Hvis man havde set op på himlen mens de to brødre fløj afsted fra psykiatrien, ville enhver have en bevidsthed om at deres dans på himlen der var bygget af nyfunden frihed. Thomas så på Mikkel – Jeg sagde jo at vi bare skulle derind tre gange og så ville vi få vores vinger igen! Sådan er det altid i eventyrene, Mikkel.
Mikkel nikkede og stak Thomas et vagt smil. De tre ophold på afdelingen havde næsten knækket ham fordi han hele tiden blev fortalt, at hans måde at være på, hans måde at se verden på og hans natur var forkert og utilstrækkelig.
Den slags udtalelser har det med at bore sig ned igennem hvert eneste hudlag og sprede sig ud i blodet så man ender med at konsumeres af omverdens normer. Hver gang Mikkel kunne mærke at han var ved at flyde ud tænkte han på sin mor, der altid havde opfordret ham til at være sig selv og aldrig lade sig kue af andres ord. Han nåede altid at gribe sig selv inden han blev opslugt og taget til gidsel af et usandt jeg.

 

De to drenge flyver over en skov da de ser lysglimt skyde op ad de grønne trækroner. De bliver hurtigt enige om at undersøge hvor lyset stammer fra så de skyder vingerne let tilbage og lader deres kroppe dale mod jorden. Træerne, der stod med tunge øjenlåg og sov, åbnede langsomt øjnene og hilste høfligt på drengene da de elegant landede på jorden.
– Ååhhh! Hvor er jeg dog glad for at jeg fik jeres opmærksomhed, drenge! Åhhh!
Drengene så forundret fra hinanden til den mand de stod overfor. Han havde en høj, spids hat på hovedet og en troldmandskappe i en dyb flaskegrøn farve. Rundt i kappens kant er der syet med gylden sytråd. Troldmandens skæg var gråt som stål, hans øjne havde identisk farve som kappen og disse udstrålede en stor visdom.
På trods af troldmandens noble fremtoning fremgik det med al tydelighed, at denne mand var fortvivlet og desperat. Han for frem og tilbage foran træerne, der som sædvanligt var rolige midt i stormen. Nu stod troldmanden stille og så på drengene. Han trak vejret dybt tre gange inden han begyndte at tale.

Troldmanden berettede om en prinsesse der havde brug for drengenes hjælp. Hendes sind var blevet taget til fange af en ondsindet drage. Dragen havde taget hende til fange på et stort slot, hvor den på flere områder behandlede prinsessen godt, særdeles til at begynde med, men der gik i længe før den pointerede alle prinsessens fejl, hvad enten noget ved hendes personlighed, hvordan hun agerede eller hendes udseende. Det var svært at se hvor ondskabsfuld og manipulerende dragen var, men prinsessen sind blev mørkere og mørkere for hver dag der gik for til sidst at være en skygge af sig selv.

Thomas og Mikkel var usikre på hvilken hjælp de kunne være, så de afslog troldmandens forespørgsel om at hjælpe til med at redde prinsessen.

– Men lad mig i det mindste tale færdig, sagde troldmanden, og så kan I træffe jeres endelige beslutning.

De to drenge blev lovet en belønning hvis redningsaktionen lykkedes og troldmanden ville være ved deres side hele vejen. Drengede sagde ja.

De fløj i tre dage før de nåede det enorme slot, hvor prinsessen opholdt sig. Selvom slottet var stort tog det dem ikke lang tid at finde hende. Hun boede i et kæmpe rum, men som hun fortalte drengene følte hun at væggene omsluttede hendes krop og holdt hende nede. Når hun gik rundt på slottet, som hun kunne gøre frit, havde hun en oplevelse af at nogen havde snoet et enormt reb rundt om hele hendes krop, så hun ikke kunne bevæge sig som hun ville eller trække vejret helt ned i maven. Denne følelse kunne Thomas og Mikkel relatere til, for det var præcist sådan de havde haft det under deres indlæggelse på det psykiatriske sygehus for ikke så længe siden.

De brugte mange timer på at fortælle hinanden historier. Nogen var lyse, mens andre var mørke, men de var alle gode og skabte et bånd mellem de tre børn.
De fortalte prinsessen om deres ærinde, og selvom hun blev usikker og nervøs, takkede hun dem for at de ville befri hende. Nu gik drengene ud for at finde troldmanden, de vidste at fandt de ham ville dragen være samme sted. Mikkel var dobbelt så nervøs som Thomas for han havde lovet at lade sig spise af dragen, som en slags bytte for prinsessen. Da de mødte dragen gik der heller ikke længe før Mikkel lå i dens mave og kunne se al den ondskab som dragen var lavet af. Selvom dragen var manipulerende, hensynsløs, havde storhedsvanvid og manglede empati, fik Mikkel ondt af den. Det var hans lod i livet – han sympatiserede med selv de mest ondskabsfulde mennesker, for han vidste at nogen måtte have gjort noget forfærdeligt imod dem siden de var blevet sådan.

Troldmanden stod sammen prinsessen og Thomas da Mikkel kravlede hun fra det hul som Troldmanden havde skåret i dragen. Prinsessen fortalte om sit kongerige, hvor der var plads til alle hvad enten de havde syv ben, to hoveder eller vinger i stedet for arme. Hun gav dem halvdelen af kongeriget og selvom de havde alt hvad man kan drømme om resten af deres liv, levede de både lykkeligt og ulykkeligt til deres dages ende.

 

 

 

 

Citatet “I har stækket vores vinger mens vi sov
for her, må vi ikke flyve, hvis vi ikke har fået lov”
er fra sangen “Tættere på stjernerne” af Sys Bjerre.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.