Kære Alle,

I 2017 fik jeg diagnosen skizotypi, og senere periodisk depression. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte med skizotypien. To år efter og jeg har ingen symptomer. Jeg tænker at jeg er rask? Men så igen, jeg får 20 mg abilify. Antipsykotisk medicin. Anti-stemmer, anti-mikro-psykoser, anti, anti, anti.

Jeg læste af Sartre forleden dag. Han beskriver hvordan hans verdensopfattelse pludselig fra den ene dag til den anden er fundamentalt anderledes. Sådan havde jeg det også, men for mig tror jeg det startede ved min fødsel. Et eller andet satte sig på min hjerne og påbegyndte en programmering og 22 år efter var den færdig. Fra den ene dag til den anden så alt anderledes ud. Jeg var ikke alene, når jeg troede jeg var alene. Det føles som om jeg var en solodanserinde på den kongelige ballet og at der ude i mørket, står en masse mennesker og kigger på mig. Anwesenheit har jeg senere lært at det kaldes, følelsen af at man ikke er alene. Pludselig var jeg i tvivl om der er grønt lys eller rødt lys. Hele min verden var vendt på hovedet, enten var det mig eller verden der var anderledes.

Jeg ligger i sengen og det eneste der holder mig nede til jorden, er kugledynen. Jeg føler mig som en ballon, der ved et lille vindpust flyver væk. Jeg har brug for at mærke min krop. At afgrænse den. Tramper i gulvet for at få jordforbindelse. Mærker mig selv over hele kroppen. Her er mine arme, her mine ben. Det hjælper med kugledynen, uden den ville jeg flyve væk.

Håber i alle har en dejlig dag.

Kærligst Johanne

 

Om Forfatteren

Jeg hedder Johanne og kan udover her også findes på https://www.instagram.com/johanneaaltonen/?hl=da : johanneaaltonen, hvor jeg poster om psykisk sygdom og min rejse igennem de snebeklædte bjerge. Jeg har desuden skizotypi og periodisk depression. Lige nu er jeg indlagt og er ved at blive udredt. Kærligst Johanne

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.