Det er et evigt dilemma, når man har en psykisk sårbarhed, om man skal være åben om sin sygdom. Der er flere aspekter i det. Dels kan man skjule sin sygdom for ikke at blive diskrimineret, dels opfattes svære følelser i vores kultur som personligt, så man overskrider folks grænser ved at snakke om dem. Jeg har valgt at være åben om min sygdom af flere grunde.

 

GRUNDE TIL AT SIGE SANDHEDEN

Den vigtigste grund til at jeg er åben om min sygdom er, at det er enklere at holde sig til sandheden. Det kan være svært at hitte rede i, hvad man har sagt til hvem. Helt grundlæggende er det mig imod at lyve og det hænger sammen med at man ikke kan stole på folk, der lyver. Det er også svært at komme videre fra en løgn. Min sygdom er så gennemgribende, at den ikke kan skjules ved fortielse alene.

At være åben handler om værdighed. Det er vigtigt for mig at være mig selv bekendt. Det er svært at skulle skjule noget, jeg ikke skammer mig over, for jeg skjuler det ikke instinktivt. At skjule en psykisk sygdom er noget andet end fx ikke at tale om en sorg efter et forlist forhold. Det er hårdt at have en hemmelighed, så man skal skjule noget, som ville gøre, at folk tænker ringere om én, hvis de vidste det.  Så ved man aldrig om ens venner eller kæreste ville forlade én, hvis de opdagede sandheden.

Den sidste grund til at jeg er åben er, at hvis ikke vi som har sygdommen står frem, bliver ingenting anderledes. Vi er med til at skabe tabuet, når vi ikke står frem. Det er godt med ”En af os” kampagner, men det er ikke nok.

 

HVORDAN KAN MAN TALE OM SIN SYGDOM

 

Jeg tror, at måden man taler om sin sygdom er meget afgørende for, om man slipper afsted med at være åben om sig sygdom.  Det er også forskelligt i forskellige situationer, hvor svært eller relevant det er at være åben. Hvilke miljøer man færdes i, betyder også noget for den reaktion man får, når man er åben.

Når jeg taler om min sygdom til folk jeg ikke kender, prøver jeg at gøre det så overordnet og udramatisk som muligt. Formålet er gøre det så upersonligt som muligt, så jeg ikke overskrider deres grænser mere end højst nødvendigt.

Det spørgsmål jeg frygter mest er:  ”Hvad laver du?”. Jeg kommer nemt til at svare på noget helt andet, end det folk spørger om, fordi jeg ikke har et arbejde. De vil bare gerne have en samtale i gang. Jeg kunne godt sige, at jeg arbejder på Outsideren, men det ville være lodret løgn. Jeg siger, at jeg er førtidspensionist, men jeg skriver frivilligt for et blad og laver smykker som jeg sælger på Etsy. På den måde bidrager jeg til, at samtalen kan komme videre. Hvis folk begynder at spørge ind til hvorfor, jeg er førtidspensionist, skifter jeg emne. Jeg kommer mest i miljøer, hvor der ikke er had mod folk på overførselsindkomster, så det er relativt neutralt svar.

Den situation hvor jeg har haft flest vanskeligheder ved at åben, er på dates. Det er et dårligt udgangspunkt for et forhold at lyve. På en date sagde jeg, at jeg var førtidspensionist og havde en psykisk sygdom. Hans svar var at man siger heller ikke, at man har en vorte på ryggen. På næste date sagde jeg ikke noget om sygdom eller førtidspension. Han fik det indtryk, at jeg ikke kunne finde ud af noget og spurgte hvad mit drømmejob var. Derefter bestemte jeg, at jeg ville være ærlig og så må det briste eller bære. Jeg siger det kort og siger direkte at jeg har styr på det, så folk ved, de ikke skal være psykolog for mig. Når dem jeg er på date med spørger ind, svarer jeg så kort og præcist jeg kan. Nu har jeg mødt én, som er ok med det.

En grund til at jeg slipper afsted med at være åben, er også hvordan jeg reagerer, når jeg ikke slipper af med det. Min indstilling er, at folk kan hoppe i havet. Folk tænker det de vil om én og det de tænker er lige så meget en refleksion af dem selv. Alle vil alligevel ikke kunne lide mig. Jeg er ikke åben for at få accept, det er op til folk selv om de vil acceptere mig. Man kan ikke kræve kærlighed. Det er imidlertid nemt for mig at sige, fordi hverken min familie eller mine nære venner har afvist mig på grund af min sygdom, tværtimod har de bakket mig op. Jeg har mistet venner, men det var ikke på grund af, at de kendte til min sygdom, det var på grund den måde jeg opførte mig på.

Om man vil være åben om sin sygdom er et individuelt valg. For mig gør åbenheden mig stærkere og mit liv nemmere.

 

 

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Kære Kirsten Døssing!
    Det er altsammen meget rigtigt, men der er jo også de store linier at tænke på. Hvis vi ikke hoster op med vore historier, får vi jo aldrig gjort noget ved den massive uvidenhed og alle de fordomme, der er om psykisk sygdom. Jeg har haft den interessante erfaring, at jeg på værtshuse, hvor jeg er faldet i snak med folk, jeg ikke kender, og hvor jeg ærligt har fortalt om mine forskellige psykiske sygdomme i større detalje – så har folk mange gange, i tillid, fortalt, at de også havde psykisk sygdom at slås med – så det er mere udbredt end det syner, men folk er tilbageholdende med at berette. Det er rigtigt, at der er en risiko ved at åbne op, men jeg mener, at de af os, der tør det, gør os alle en tjeneste – ikke mindst i forhold til at vinde forståelse for den position, at dette samfund i alt for ringe grad prioriterer det psykiatriske system. Ikke at jeg mener, at hospitalspsykiatri er svaret på alle spørgsmål. Men i dag er der en skrigende mangel på hospitalspladser til de svære tilfælde, og jeg har mistanke til, at denne tingenes tilstand er resultat af en skjult opinion i befolkningen, som går ud på, at de psykisk syge bare skal tage sig sammen, og at det er hypokondri det hele. Det er en diskussion, som aldrig bliver taget.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.