Og nej, det er ikke et selvmordbrev. Jeg føler bare ikke, jeg har mere at bidrage med som blogger hos Outsideren. Det kan godt være, at jeg deler vandene en del med denne udtalelse, men jeg synes, jeg er blevet for velfungerende og måske også lidt for outsider agtig, selv til Outsideren. 

Jeg har været glad for at blogge for Outsideren. I starten gjorde jeg det udelukkende, fordi jeg selv havde behov for at dele mine op og nedture. Efterhånden som jeg fik det bedre, delte jeg mere og mere ting, hvor mit formål med bloggene var, at jeg håbede, andre kunne blive klogere af mine tidligere strabadser. 

Der er rigtigt mange virkeligt gode bloggere hos Outsideren, hvor mange beskriver livets svære skyggesider. Oftest er et fællestræk for bloggene sårbarhed, psykisk sygdom og en masse daglige strabadser. Det har jeg ikke længere i en grad, hvor jeg synes, det giver mening for mig at blogge om. Skulle jeg blogge om en ting, jeg synes, er svært idag 30/12/2019 ville det være at: “Sparke mig selv med på biblioteket med min egen selvbiografiske roman Anorektikeren og papvinen og sige til en bibliotekar, at jeg synes, de skal have min roman på deres hylder”. Jeg er lidt nervøs for, hvordan det vil gå… Det er ikke ligefrem depri, mad, fedtforskrækkelse eller mini psykose mit liv handler om. Mit liv er min kæreste, mit forfatterskab, mine skydeklubber, min fiktive efterretningsofficer Kim Kelly (min næste thriller) og min fremtid i det hele taget. 

Nødt til at stoppe

Når det så er sagt, er jeg også NØDT til at stoppe som blogger hos Outsideren, fordi jeg er kommet med i et professionelt blogger og influencer fælleskab. Her må jeg ikke være tilknyttet andre blognetværk samtidigt. Ganske enkelt. Men artikler vil jeg lave en gang imellem til Outsideren, fordi jeg ikke vil slippe dette herlige fælleskab. Selvom jeg bor langt væk fra kontoret i København, slipper i ikke for mig. Nogle har spurgt mig, om jeg ikke bare ville skrive blogs under et nyt navn, men ærligt talt, det gider jeg ikke. Jeg kunne skrive om min fortid i et nyt navn i blogs hos Outsideren, men jeg har skrevet nok om det i min roman. Jeg har tømt mig for skrevne ord om min fortid.

Nu venter fremtiden

Jeg vil gerne påvirke sundhedsfaglige og hjælpe sårbare mennesker positivt fremad, men hvor mange læser Outsideren, fordi de vil læse blogs om forfatterskab eller fiskeolie og sundhed? Det er der, mit fokus i mit liv er nu. 

Jeg håber, du kan se en mening med min beslutning… ellers er det bare ævligt. Jeg er helt mig selv og vil hermed slutte af som blogger hos Outsideren. Tak for denne gang og godt nyt år <3 

Med skydebriller og neglelak; Ida

Billedet er af mig selv, taget af mig selv på en løbetur gennem krat og skov

Om Forfatteren

Skrevet sommeren 2019 Jeg er blevet EN AF OS ambassadør i Region Sjælland. Førtidspensionist fra 2016, krudt i røven og lidt små depri i vinterhalvåret, men er nu ved at finde en meget fin balancen i livet. Jeg har haft anoreksi og alle mulige spiseforstyrrelser og tosset rundt med det i en længere årerække. Er stærk, sund og glad for mad idag. Nogle forskellige afarter af personlighedsforstyrrelser, har jeg også kæmpet med i min pureste ungdom. Jeg er på en del områder en enspænder, og har det bedst bag en skærm i mit kontor hjørne. Men jeg udvikler mig meget og bliver mere udadvendt som tiden går. Jeg er lidt en parodi på den sårbare kunstnertype, der bor i udkants Danmark. Jeg har et stort fortælle og digte behov, og elsker at lave historier ud fra en masse små puslespilbrikker, sætte historier sammen. Jeg er en spøjs kusine med ret så nørdede teknologiske hobbyer, html koder, overvågning, photoshop, efterretningstjenester, youtube videoer og især læselyster (og "glo efter lyster") om efterretningstjenester og politiet. Jeg er opvokset i PET´s "baghave" i Søborg. Jeg er i foråret 2018 blevet headhuntet til StORDstrømmen, den lokal forfatterforening, der holder til på Sydsjælland og Lolland-Falster. Det er en interesseorganisation under Dansk Forfatterforening. Jeg bor i Nykøbing Falster med min vidunderlige kæreste, der er tesla´er værd, og bare tager mig helt, som den forvirrede størrelse jeg er til tider. En blanding af stærk og sårbar.

4 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Hej Ida, og tak for din artikel!
    Der er jo også det problem, at der er et stort flow af blogartikler, så hvad man måtte have skrevet, ryger jo hurtigt i baggrunden. Selv har jeg skrevet meget, i den tidsperiode, hvor der var debatadgang på netaviserne, men det gav en afhængighed af aviserne, som ikke altid var særligt behagelig. Desuden har jeg mange andre interesser, end hvad der er relevant for Outsideren, så jeg har fundet megen glæde i at skrive til det meget eksklusive publikum, jeg selv udgør. Så får man det som man vil have det, og jeg er fuldstændigt uafhængigt af et forlag. Efterhånden finder jeg mere mening i den personlige samtale og den personlige relation – offentligheden er en underlig udefinérlig størrelse, og erfaringsmæssigt er det næsten umuligt at få en debat i gang. Det står mig ikke klart, hvorfor det er sådan.

    Svar
  2. Mit liv med angst

    Kære Ida

    Jeg tror, at 2020 bliver et forandringens år for os begge to 😉
    Tak fordi du kommenterede på mit indlæg “Forfatteren” og på den følgende korrespondance. Det er super fedt at kunne udvide sit netværk og kunne formidle vigtigheden af psykiatriens mange facetter.

    Alt det bedste,
    M

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.