Samfundets forventninger vs. mig

Dette er mit første indlæg, men kunne tydeligt mærke at det jeg står i lige nu, er virkelig der hvor jeg kan mærke at samfundet og mit netværke stiller krav. De krav som samfundet stiller er tit og ofte, du skal have en uddannelse, du er ingenting hvis du ikke har en uddannelse, hvad med din fremtid osv.

Bare til lidt info, er jeg en kvinde sidst i 20’erne, har et barn og er igang med pædagog uddannelsen, udover det er jeg diagnosticeret med ADHD, borderline og periodevis depression, har tidligere været diagnosticeret med en form for bipolar type 3, men den har jeg ikke mener de. Jeg har alle de år som jeg har været i psykiatrien haft den fornemmelse af, at det har været svært at putte mig i en kasse. Alle som har været inde i psykiatrien og som ikke lige har passet i en kasse ved hvad jeg mener ift, ikke at kunne få en skræddersyet behandling, men man skal have forskellige former for behandling, når man har flere diagnosere, også er det lidt op til en selv hvordan man kan bruge den behandling. Første gang jeg var i kontakt med psykiatrien, var i forbindelse med et selvmordsforsøg da jeg var 14 år, gangen efter var jeg 17 år og tilbragte 5 dage på den psykiatriske skadestue. Der fra har det været lidt ind og ud af systemet, da de ikke helt vidste hvad de skulle gøre op med mig, udover de kunne konstatere at jeg havde en depression. Men jeg gav op ift at få hjælp, så jeg prøvede selv at acceptere hvordan jeg nu engang havde det, og valgte bare at tro på at jeg var mærkelig, og det kunne der være mange årsager til.

Som tiden gik, blev det mere og mere ulideligt at være mig, og jeg valgte at prøve at søge hjælp igen, på dette tidspunkt er jeg 22 år, og jeg er flyttet til en ny by. Jeg bliver taget seriøst for første gang inde i psykiatrien. Det tager lige omkring 8 måneder for at jeg bliver udredt, og jeg ender op med intet mindre end 1 primær diagnose, periodevis depression og en personlighedsforstyrrelse med 8 blandninger, det var virkelig et slag i hovedet. De afprøvede medicin af på mig som skulle hjælpe på min bipolar lidelse, men det hjalp på ingen måde, tværtimod jeg blev en zombie, jeg sov 18 timer i døgnet og kunne ikke fungere, så jeg blev heldigvis hurtig pillet af det igen.

Jeg gik i terapi ca. Et års tid herefter, og jo det hjalp da en smule, men i dag kan jeg stortset ikke huske hvad jeg lærte. Men jeg lærte at analysere min egen adfærd og fik en sygdoms indsigt, (men jeg var min lidelse på det her tidspunkt). Jeg havde stadig kontakt med psykiatrien on/off grundet destruktiv adfærd, ikke som sådan selvskade men selvmordstanker, og destruktiv omkring mine relationer.

Omkring 2 år efter at jeg havde fået de første diagnosere, valgte en ny psykiater at kigge på mig, da hun synes det var spøjst at jeg ikke var bedre behandlet. Hun valgte at genudrede mig, hvor jeg så endt ud med ADHD. Da jeg læste omkring diagnosen, fik jeg en enorm lettelse, for jeg kunne se så meget af mig selv i den.  Jeg var lige pludselig ikke bare mærkelig mere eller hende der altid skulle skille sig ud, nu var der faktisk en årsag. Fortsættelse følger herfra, nu springer jeg lidt ned til hvor jeg er lige nu.

Lige nu står jeg et sted hvor jeg har kæmpet for at få min uddannelse i 5 år, og den tager ”normalt” kun 3,5 år, jeg har intet imod at det har taget det længere tid, men jeg mangler stadig et helt år. Igennem de 5 år har jeg haft 3 sygemeldinger, og er lige nu endt på min 4. men mit netværk forstår ikke hvorfor jeg ikke bare gør den færdig. Men hvordan forklarer man mennesker som aldrig selv har prøvet det, at det er en kamp hver eneste dag, bare at komme ud af sengen, komme i bad, få tøj på osv. Og når jeg ikke kan overskue det hvordan skulle jeg så kunne overskue et studie, samtidig med at jeg skal hænge sammen derhjemme. Jeg kæmper med mig selv, om jeg skal fortsætte eller om jeg skal stoppe, det er så svært at forklare til mennesker som ikke selv har prøvet at kæmpe med psyken, men her vil jeg prøve.

Hver dag inden jeg skal ud af døren, bruger jeg rigtig meget energi på at forberede mig selv, jeg står op på nogenlunde samme tid hver dag uanset om det er hverdag eller weekend, jeg spiser det samme tid morgenmad osv, har de samme rutiner og hvis bare en af de rutiner går i kludder, bruger jeg ekstra meget energi. Jeg kører afsted i god for at være helt sikker på at jeg ikke kommer forsent, (hvis jeg skal et nyt sted hen, kører jeg som regel derhen forbi inden for at være sikker på at jeg kan finde det). Jeps jeg har et KÆMPE stort kontrol behov, men når jeg så er kommet ud af døren, bruger jeg resten af min energi på, ikke at falde i staver og på at koncentrer mig om at forsøge at sortere alle de sanse indtryk og stimuli jeg får ind (lyde, lys, lugte og smage). Men jeg kæmper videre for at leve op til de forventninger som nu engang er sat til mig, men hvor længe skal jeg leve på andres forventninger og ikke leve som jeg gerne vil, og som jeg kan holde ud.

edf