Her på det seneste, har jeg haft lyst til at tage nogle kurser på aftenskolen. Der er imidlertid nogle ting, der holder mig tilbage, udover det åbenlyse, tabuet. Noget er effekter af at have været i socialpsykiatrien i mange år. Andet er psykologiske mekanismer, der kommer af, at jeg har haft nederlag.

 

EFFEKTER AF AT VÆRE I PSYKIATRIEN

Jeg har boet på bosted og er kommet i socialpsykiatrien i mange år. I slutningen af min tid der, tog jeg nogle kurser på aftenskolen. Indtil da bestod min eneste kontakt med det omgivende samfund af min familie og venner, som jeg kendte i forvejen. Da jeg havde fået det godt, fik jeg meget gratis respekt af personale og brugere. Personalet på bostedet ser meget tungt, så de har behov for at dyrke det positive. De bruger også ros, som middel til at bygge én op. Blandt brugerne fik jeg også mere positiv respons, da jeg havde det godt. Når jeg kommer ud på almindelige vilkår, går dén automatiske respekt fløjten.  Der er jeg ikke blandt de velfungerende. Alle mine anstrengelser for at få det godt, har fået mig op på et niveau, som er lidt under almindeligt. Så der er er en kontrast og det kan holde mig fast i psykiatrien, hvor jeg  kan jeg skabe en karriere af at have fået det godt, fx ved at fortælle min historie. At have det godt tæller ikke slet ikke i samme grad udenfor murene.

Efter mange års samtaler med personale om mine problemer og recovery kurser, ligger mine grænser et andet sted, end de gjorde før jeg kom ind i psykiatrien. Det bliver hurtigt meget personligt. Når jeg tager et kursus på almindelige vilkår, skal jeg huske på ikke at udlevere mig selv eller spørge ind for nært og for hurtigt.

 

EFFEKTER AF NEDERLAG

Jeg har nogle nederlag i bagagen og det påvirker mig på flere måder.

Jeg er blevet afhængig af accept. Hvis ikke jeg bliver accepteret, føler jeg, at jeg ikke kan klare det. Sådan havde jeg det ikke, før jeg blev syg.  Det er rart at blive accepteret, men accept fra andre spillede ikke ind på, om jeg gennemførte ting. På et aftenskole kursus, fortalte en af deltagerne at hun ikke havde fundet sig til rette på et af de andre hold, så hun tog det her hold i stedet. Hvis det havde været mig, ville jeg have konkluderet, at jeg ikke følte mig tilpas på holdet, fordi jeg ikke var god nok socialt. Det er en meget sårbar position at være i. Min løsning er at vælge kurser hvor min motivation er at emnet virkelig interesserer mig,  Hvis folk kan lide mig og jeg kan lide dem er det fint, men det er ikke det, det kommer an på.

I den tid jeg har haft det dårligt, har jeg fået en forestilling om, at folk der ikke har en psykisk sårbarhed, bare kører derudaf og det hele spiller. På de kurser jeg tog på aftenskolen, fandt jeg ud af at raske mennesker er opreklamerede😉. Der var én på et af kurserne, der havde nogle problemer med sit hus og det påvirkede hende tydeligvis meget. På et mindfulness kursus havde en del af deltagerne det svært i deres parforhold. Det gør det nemmere for mig at tage kurser, at jeg ikke lader mig narre af folks facade.

SKAL DET  VÆRE ALMINDELIGE VILKÅR?

Efter min mening er det ikke nødvendigvis bedre at tage kurser udenfor psykiatrien end i psykiatrien. Hvis noget er godt, så er der ingen grund til at vælge det fra, bare fordi det er i psykiatrien. Sideløbende med at jeg tog mindfulness kurset på almindelige vilkår, tog jeg et i socialpsykiatrien, hvor teorien blev forklaret bedre. Der er imidlertid mange emner, der ikke bliver udbudt i psykiatrien og der meget andet spændende i verden end psykiatri. Hvis jeg kun skulle befinde mig i psykiatrien, ville jeg føle mig begrænset. Jeg tror, at det er sundt at basere sin identitet på interesser, der ikke handler om sygdom, også selv om man risikerer nogle hak i tuden.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.