Jeg har længe haft et ønske om at blogge hos jer og er nu bare glad for at det lykkedes. Jeg har en blog på bloggersdelight, hvor jeg blogger om min vej til et bedre selvværd og mere selvkærlighed. Jeg er opvokset i en dysfunktionel familie, som bl.a. bar præg af narcissisme og en alkoholiseret far. Jeg blogger om min vej ud af perioder med symptomer af depression, angst og spiseforstyrrelse.

Jeg ønsker at blogge i et forum som Jeres, for at kunne fortælle om min vej, som forhåbentlig kan inspirere andre i lignende situationer og give et nuanceret behandlingsperspektiv. Jeg har taget et aktiv valg om ikke at lade mig behandle i psykiatrien, men derimod igennem en psykolog og en psykoterapeut/kropsterapeut, hvilket har været den helt rigtige vej for mig. Jeg håber at min historie kan inspirere/oplyse om at der også kan være andre veje at gå end den behandling der udbydes i psykiatrien.
Jeg blev i sommers uddannet sygeplejerske og har i mine praktikker blandt andet fået et lille kendskab til psykiatriens tilgang og deres definition af en holistisk tilgang, hvor jeg især i mødet med min psykoterapeut og kropterapeut har fået en helt ny forståelse og opfattelse af det. Jeg arbejder ikke som sygeplejerske, da jeg har svært ved at identificere mig med tilgangen i psykiatrien, og har derfor valgt at videreuddanne mig og studere nu en kandidat i pædagogisk psykologi.

Under min sygeplejerskeuddannelse blev vigtigheden af at have en holistisk tilgang i sin omgang med patienterne påpeget som værende meget vigtig og helt essentiel. Jeg erfarede dog meget hurtigt i min praktik i psykiatrien, at vi slet ikke havde samme opfattelse af hvad en holistisk tilgang var. Jeg manglede at personalet så patienterne. Symptombehandlingen var i mine øjne for dominerende, og gjorde det umuligt at se hele patienten og dermed finde frem til årsagen til at man har påtaget sig en depression, angst, en spiseforstyrrelse eller en anden psykiatrisk lidelse. Jeg er overbevist om at finde frem til årsagen er essentiel og at lidelserne ”blot” er et symptom på årsagen. Jeg er klar over at vejen til årsagen muligvis kræver flere ressourcer på nuværende tidspunkt, men jeg er også overbevist om at det på sigt vil give færre genindlæggelser, et mindre brug af psykofarmaka og dermed færre bivirkninger, som jeg også har indtrykket af kræver tid og ressourcer at behandle og ikke mindst er yderligere en belastning for et menneske der i forvejen har det skidt.
Men det vil nok allermest kræve at der skete en ændring af psykiatriens definition af en holistisk tilgang, da jeg er skeptisk overfor deres tilgang, når de ikke udbyder et mere dybdegående arbejde og forsøger at finde frem til årsagen til problemet sammen med patienten.

Det er vigtigt for mig at påpege, at det ikke er et forsøg på at gøre den ene behandlingsform mere rigtigt end den anden, jeg forholder mig blot meget kritisk på baggrund af egne og andres erfaringer. Jeg håber derfor meget at der er nogle af jer, som ønsker at dele ud af jeres erfaringer med psykiatrien og andre behandlingstilbud, både de gode som de knap så gode.
Pas på jer selv <3

Foto: Privat

4 Kommentarer

  1. En Udramatisk Stemme

    Hej

    Tak for et spændende indlæg om en vigtig debat. Det glæder mig på dine vegne at du har fundet en behandling, der har virket så godt for dig.
    Jeg synes tit at positionerne i debatten om årsager bliver sat alt for skarpt op, fordi de handler om kernerne i de forskellige faggruppers faglighed i psykiatrien og fordi der er mange følelser i det fra bruger side.
    Jeg tænker, at selvom man mener at sygdommen/sårbarheden er skabt af traumer, er det ikke det samme, som at så skal man ikke tage medicin. Så kommer det an på, hvor meget man mener, at man kan med terapi. Det dårlige er jo sket og har sat spor og spørgsmålet er om terapi kan ændre det. Jeg kender eksempler på folk der har gået i terapi mange år og det tilsyneladende gik fint. Når der så kom en grundlæggende forandring i deres liv der var dem imod, så røg de ind i gamle mønstre.
    Omvendt, selvom man mener at sygdommen ikke skabes i barndommen, så er det ikke ensbetydende med, at der ikke er noget, der har været problematisk i barndommen og at man bare skal ignorere det. Der kan være nogle ting fra barndommen, som ikke er direkte relateret til sygdommen, men som påvirker evnen til at leve med sygdommen eller bare giver smerte. Disse problemer får man et bedre liv af at tage hånd om, selvom man ikke mener, at det vil gøre en forskel for sygdommmen.
    Jeg synes at der er to måder at gå ned i medicin på. Den ene går ud på at man ikke synes der er noget galt med én, så man vil ikke tage medicin. Det går sjældent godt. Den anden måde er at man erkender at man har en sårbarhed og trapper ned i medicin. Det kan det nogle gange lykkedes, fordi man erstatter medicinen med refleksion og redskaber. Det er noget andet end at sige, at der må ikke være noget galt med mig og slet ikke ville beskæftige sig med sin sygdom/sarte psyke. Dem jeg kender der har gjort, det kan have et normalt liv i nogle måneder, fordi de ikke er sløvet af bivirkninger. Ind imellem tager de nogle uger ud af kalenderen og plejer sig selv. Om man kan gå ned i medicin på denne måde afhænger af hvor dårligt man får det, når man har belastet sig eller noget går en imod.
    Personligt får jeg ikke noget ud af at snakke med psykologer. Jeg har gået to år til gestalt terapeut da jeg var helt ung, men debuterede alligevel med skizofreni som 24 årig. Jeg har haft mange psykologsamtaler i psykiatrien med kognitive psykologer og det har heller ikke hjulpet. Mindfulness, recoverykurser med brugere som undervisere og at bo på bosted er det, der har hjulpet mig. Jeg begyndte først for alvor at få det bedre på bostedet, da jeg holdt op med at gå ned i medicin, hver gang jeg fik det bedre.
    Jeg tænker at vi ikke kan sige med sikkerhed om psykisk sygdom har biologiske eller sociale rødder eller en kombination. Man ved mere om hjernen end man gjorde for ti år siden, men så meget ved man heller ikke. Det kan også variere fra person til person. Jeg kan godt have en større biologisk komponent end en anden bruger. At det ikke virker på mig at gå til psykolog, er ikke det samme som at så vil det heller ikke virke for andre.

    Svar
    • Min egen kamp

      Hej.
      Du må undskylde at jeg først får dig svaret nu.
      Tusind tak for dit meget fine og reflekterende svar. Jeg har netop skrevet et indlæg om min egen erfaring med forskellige behandlingsformer, hvoraf den ene også indeholder det kropslige aspekt, som har gjort en stor forskel for mig. Du nævner at mindfulness, recovery kurser og dit bosted, har været effektfuldt for dig, har du lyst til at sætte lidt flere ord på omkring hvad det har gjort for dig og hvorfor det har hjulpet dig?
      Og endnu engang tak fordi du ville kommentere og håber at du vil forsætte med dette.

      Svar
  2. Loucia Annachanell

    Hej. Jeg håber virkelig, at du vil skrive mere om emnet. Jeg er meget, meget nysgerrig på at høre mere uddybende om den holistiske tilgang, både rent fagligt og ud fra dine egne erfaringer.

    Jeg har fuldstændig samme opfattelse af psykiatrien, og mener helt klart, at en helhedsorienteret indsats er den eneste rigtige vej frem. Spørgsmålet er bare – hvad er helhedsorienteret? Et helt menneske er jo en væsen bestående af krop, sind og sjæl. I recovery sammenhængen ser jeg den helhedsorienterede indsats præsenteret som en helt anden model, hvor der udover sundhed bl.a. bliver kikket på identitet, beskæftigelse, relationer, misbrug og fysisk velbefindende. Men intet af det er vel helhedsorienteret, men mindre vi tager absolut alle aspekt i betragtning.

    Af hensyn til erfaringer, så har jeg oplevet stor interesse for opvækst og mulige traumer i forbindelse med udredningen, men overraskende nok, så fik jeg det indtryk, at de på forhånd havde lavet en gruppering: Disse oplevelser kan give Borderline, disse oplevelse sikrer dig en skizofrenidiagnose osv. Er det virkelig så enkelt?

    En psykiater alene har ikke nok kompetencer til at udrede psykiatriske diagnoser. Jeg havde både en psykiater og psykolog ved udredningen, og psykologen reddede mig fra at få endnu flere diagnoser, da han kunne se, hvilke af de såkaldte symptomer bare var tillært adfærd og dermed noget, jeg selv skulle arbejde med. I dag, hvor jeg er ude af den akutte fase og har fået sygdomsindsigt, klarer jeg mig udelukkende med terapi og selvterapi.

    I psykiatrien savnede jeg den terapeutiske tilgang. Jeg savnede også, at jeg som patient selv bliver stillet til ansvar, f.eks. ansvar for, hvad jeg putter i min mund, om jeg dyrker sunde søvnvaner og generelt skaber en sund tilværelse for mig selv. Piller var løsningen for alt, også mine dårlige vaner. Jeg savnede også, at der bliver arbejdet på at styrke patientens emotionelle intelligens.

    Jeg er enig i, at psykisk sygdom blot er et symptom, men jeg har også erfaringer med, at årsagen ikke er den samme fra gang til gang. Jeg har flere gange oplevet at blive sendt i en depressionsgruppe, hvor jeg i stedet havde behov for at blive tvangsindlagt. Lige som jeg har oplevet at blive indlagt eller få piller, hvor jeg i stedet havde brug for traumeterapi eller et længerevarende forløb, hvor jeg kunne lære at regulere mit adfærd. Resultatet var selvfølge ikke særlig tilfredsstillende.

    De forskellige årsager gør det svært at køre pakkeløsninger, så der mangler ressourcer til at tage et grundigt kik på patienten her og nu i kombinationen med livet før og muligheder for individuelt tilpasse forløb fra gang til gang.

    Velkommen til i fællesskabet. Jeg ser frem til at læse mere fra dig.

    Svar
    • Min egen kamp

      Kære Loucia 🙂
      Tak for din varme velkomst. Først og fremmest tusind tak fordi du har ville kommentere på mit indlæg. Jeg synes det er nogle spændende tanker du har gjort dig omkring den holistiske tilgang, og er glad for din store interesse for området.

      Du nævner at der var en psykolog med ved udredningen, men hvor meget var psykologien ellers inddraget i forbindelse med din behandling?
      Jeg er også meget skeptisk overfor den gruppering der bliver foretaget, og jeg mener også at det er meget mere komplekst end som så. Jeg kan tildels godt følge deres argumenter for at gøre brug af disse grupperinger, men jeg tror desværre også at det kan være med til at begrænse det faktum at man ser patienten og ikke blot den diagnose der bliver givet.

      Ud fra det du nævner omkring “årsagen”, er jeg lidt i tvivl om hvorvidt vi tillægger det den samme betydning.

      Du nævner at du idag klarer dig med terapi og selvterapi, hvad var noget af det, som hjalp dig mest og gjorde den største forskel for dig i din behandling?
      Endnu engang tusind tak fordi du ville dele dine tanker om emnet, og vil forsøge at komme med nogle af mine bud på, hvad der kunne bidrage til en mere helhedsorienteret tilgang i psykiatrien.

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.