.. men det tager måske lidt tid at finde hjem igen, og du får nok brug for hjælp.

Jeg vil nu fortælle dig en lille historie. Den virker måske lidt banal, men hvis du læser videre, er der en pointe, du måske kan bruge til at lade dig selv fare mere vild i dit liv – uden at gå i panik.

Jeg var i sidste uge ude og gå en tur i skoven lige ved siden af, hvor jeg bor. Som altid for jeg vild. Jeg havde en podcast i ørerne som fangede min opmærksomhed, og lod benene vælge, hvilken vej jeg skulle gå. Derfor, lidt med vilje, men også på grund af min elendige stedsans, endte jeg et sted, jeg aldrig havde været før. Og jeg havde ingen ide om, hvordan jeg kom hjem igen.

Det er ikke første gang, det er sket. Men selvom jeg altid har fundet hjem igen, blev jeg alligevel et kort øjeblik grebet af en smule panik, da jeg endte i en blindgyde et sted, jeg aldrig havde set før.

Brug for tid og hjælp

Da jeg stod der i udkanten af skoven, et sted jeg ikke vidste eksisterede, var jeg nødt til at spørge om hjælp. Men hvem spørger man om vej, når man er helt alene? I dette tilfælde var min iPhone med Google Maps min bedste ven.

Min podcast var lige slut efter over en times lyd i ørerne, så jeg var nået et godt stykke derudaf. Jeg var sikker på, at jeg var rimelig tæt på at være hjemme, for jeg syntes, at jeg var gået i den rigtige retning. Men som så mange gange før, havde min (ikke-eksisterende) stedsans spillet mig et pus, og der var næsten fire kilometer hjem.

Dermed måtte jeg konstatere, at turen hjem var præcis lige så lang som den tur, jeg allerede havde gået. Men jeg kom hjem. Og jeg var glad. Både for at være kunne sætte mig ned efter to timers gåtur, men også fordi jeg var faret vild.

Mange kan ikke lide at fare vild

Og det forstår jeg godt. Men det er svært at undgå en gang i mellem at miste retningssansen i en verden som vores. Særligt hvis man har udfordringer at slås med. Og jeg tror alle, der har kontakt til psykiatrien på den ene eller anden måde, har prøvet at føle, at de er faret vild.

I vores samfund handler det i høj grad om at have kontrol. Over sit liv, over sin fremtid. Men vi har meget sjældent fuldstændig kontrol. Og selv når vi har kontrol, føles det ofte ikke som om vi har det. Derfor er det vigtigt at kunne finde en vis ro i at fare vild. Både i skoven, men også i sit liv mere generelt.

Det er nemlig ikke farligt at fare vild.

Hvorfor er det vigtigt at fare vild en gang i mellem?

Selvom det kan virke farligt ikke at vide, hvor man er (eller hvem man er), og hvor man er på vej hen, så er det også her, vi får mulighed for at påvirke den vej, vi går. Især hvis vi accepterer, at det måske tager lidt tid før vi finder “hjem” igen, og nok får brug for at række ud til enten vores nærmeste eller mennesker, vi ikke før har kendt.

Min historie om at fare vild i skoven virker måske lidt banal i forhold til pointen om, at det er vigtigt at fare vild i det virkelige liv. Kan man overhovedet sammenligne det at være faret vild i to timer med en krise i livet, hvor man ikke ved, hvem man selv er?Men for mig er det en øvelse, jeg laver en gang i mellem for simpelthen at øve mig. Øve mig i ikke at vide, hvor jeg er. I at slippe kontrollen og lade min intuition styre showet. Også selvom den i dette tilfælde er helt hen i vejret og fører mig til steder, hvor jeg er nødt til at gå og kigge på et kort hele vejen hjem for at nå hjem, før det bliver mørkt.

Og turen i skoven gjorde mig glad. Jeg så steder, jeg aldrig havde set før. Jeg lod kroppen styre, hvilket er noget, jeg er nødt til at øve mig meget mere på. Ligesom så mange andre. Og jeg fandt hjem igen og kunne tænke tilbage på en dejlig, lang gåtur, der havde gjort min krop dejlig træt og tømt mit hoved.

Derfor vil jeg anbefale, at du lader dig selv fare vild en gang i mellem. Og hvis du føler, at du allerede er faret vild, så prøv at stole på processen. At du altid er i bevægelse, selvom det ikke føles sådan. Spørg om hjælp. Og giv din krop den tid, den har brug for, for at finde vejen.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.