Mit liv blev vendt fuldstændig på hovedet tilbage i 2005 hvor jeg første gang hørte ordet “Borderline” for hvad betød det for mig og mit liv?

Alt så pludselig anderledes ud. Min hverdag gav ikke længere mening, for mit humør var sort og hvidt. Ikke meget anderledes end før jeg fik diagnosen, men pludselig var der sat ord på hvorfor jeg var sådan. Min hverdag blev lavet om og jeg gik stille og roligt i stå, men jeg havde også gode dage hvor alt var solskin og regnbuer.

Mørket brød frem og jeg stiftede bekendtskab med psykiatrisk skadestue – for mig en skræmmende velkomst, for pludselig var alt hvidt og nærmest dødt. Sengene var kedelige og uden håb for fremtiden med sine hvide lagener med teksten “Regions vaskerierne” ikke ligefrem noget der skriger på at man får det bedre #mangler farver. Efter nogle dages indlæggelse kunne jeg tage hjem igen, nu med en recept i hånden. What, betyder den her diagnose at jeg ligefrem skal spise medicin? Ja, desværre – dette blev et helvede senere hen, men det kommer jeg til.

I 2007 flytter jeg til en anden kommune = nye øjne på mig og mit indre. Pludselig mente systemet at det ikke var Borderline længere, men nu Paranoid skizofreni. What? Mere medicin blev fyldt i min spinkle ung-pige krop som stille tog form til noget jeg bestemt ikke kunne lide. En stor og rund krop med fedt alle steder. En lille stemme i mit hoved begyndte at fortælle mig at jeg var fed, grim og ulækker! Jeg blev bange, for hvad var det der skete med mig? Hvem er den stemme? Stemmen var en lille pige som fik navnet “Ana” Ana blev min bedste ven, men også min værste fjende, for jo mere hun snakkede til mig, desto mindre spiste jeg – dog kunne jeg grovæde i perioder. Ana udviklede sig i takt med at jeg udviklede mig, det fik systemet til at komme endnu et stempel i min diagnose bog “uspecificeret spiseforstyrrelse” (noget jeg idag stadig kæmper med)

Alt blev mørkere, som lyset der forsvinder når man kører igennem en mørk tunnel. Jeg kæmpede, men kom ingen steder. Jeg fik det værre og værre, men ingen så mig, trods det at min krop voksede og voksede som om jeg havde spist gær. Vægten nærmede sig med tiden de 93kg! What tænkte jeg. Jeg har altid været en tynd og spinkel pige, men nu lignede jeg pludselig mere en dreng med en kæmpe mave og såkaldte “mann boobs” Jeg væmmes ved min krop og alt skreg indvendigt på at Ana skulle komme tilbage, men hun var væk.

 

Hverdagen med Borderline er ikke nogen dans på roser. De stikker, river sig fast i huden og skaber ar – som altid vil præge dig på den ene eller anden måde. For mit vedkommende består arrene i fysiske ar – mine arme, for senere hen blev tanker og følelser svære at styre, hvilket jeg fandt ud af kunne kontrolleres med selvskade. Jeg begyndte at skære i mig selv, for at fjerne den psykiske smerte til noget jeg kunne forholde mig til – en fysisk smerte som også var synlig. Dog ikke nogen smart måde at håndtere tingene på, men hvad kunne jeg ellers – jo ser du, overdosiser af piller og alkohol kunne også bruges, dog kun i en snæver vending.

Tiden gik og lidelsen blev en del af mig. En parasitisk tvilling jeg skal leve med resten af mit liv. Jeg kan ikke blive rask, men jeg kan blive symptomfri – noget af det vil jeg komme ind på i mit næste indlæg som fortæller om min recovery rejse som jeg er på, her 15 år senere.

 

Om Forfatteren

Jeg hedder Noa Risom oprindelig født med et andet navn, men skiftet i oktober 2019 navn, da jeg vil gøre op med min negative fortid og skabe en ny og anderledes mig. Jeg er 33 år (bliver 34 til sommer) og bosat i Præstø hvor jeg bor alene. Jeg er førtidspensionist, hvilket jeg har været siden jeg var 23år, men hviler godt i det. Jeg nyder at komme på et værested for andre med psykiske udfordringer. Kommer også på et psykiatrisk værksted hvor jeg er kreativ 1-2 gange om ugen, dog pt. sygemeldt grundet forestående operation. Har fået nogle knubs i livet i form af en fysisk diagnose kaldet Hypermobilitetssyndrom og så er der de psykiske såsom borderline, flashbacks, angst og uspecificeret spiseforstyrrelse. Jeg glæder mig til at tage dig med på min recovervy rejse her på bloggen.

5 Kommentarer

  1. Steliha

    Kender jo noget af din historie, glæder mig til at følge dine indlæg

    Svar
    • Tynoa

      Det er jo det. Om ikke kommer du også lidt under huden på mig via bloggen.

      Svar
  2. Loucia Annachanell

    Hej Tynoa. Jeg har hørt det før, at man forveksler borderline med skizofreni, og det har undret mig hver gang. Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg kender ikke disse diagnoser uddybende, men umiddelbart lyder det som to forskellige ting.

    Kan du komme ind på ligheder på disse to diagnoser, der gør det så svært for dem at genkende forskellen. Og kunne det måske skyldes medicinen? Jeg har f.eks. oplevet nye symptomer ved opstart af medicin, som resulterede sig i en ny diagnose, hvor medicinstop medførte ophør af symptomerne og diagnosen måtte slettes.

    Svar
    • Tynoa

      Jeg fik ændret diagnosen fordi jeg begyndte at høre stemmer i en sådan grad at de blev i tvivl om det var et enkeltstående tilfælde og en psykose eller om der var mere i det. Jeg blev udredt yderligere og der kom de fem til at det var skizofreni. Lægen der ændrede diagnosen tilbage til borderline mente ikke det var skizofreni, da jeg havde gået uden nogen medicin i knap 3år da den blev ændret tilbage.

      Borderline blev i gamle dage kaldt grænsepsykose da man svinger så grænsen og derfor godt kan have perioder med stemmer.

      Skizofreni et i korte træk stemmehøring, hallucinationer og følelsen af at blive overvåget, hvilket jeg havde på det tidspunkt. Min hverdag bar præg af at jeg var forpint, men senere hen vidste det sig at det har været en længerevarende psykose, da vi gik ind og analyserede på det, så det blev ændret tilbage. De er dog stadig OBS på det når jeg snakker om stemmer, men det er i andre sammenhæng og gør at de ikke ændre tilbage til skizofreni igen. Lægen der ændrede diagnosen tilbage spurgte også om jeg følte at jeg var skizofren hvor jeg også sagde at det har jeg aldrig, jeg har altid følt at det er borderline fordi jeg rammer klokkeklart på alle diagnose kriterier hvilket jeg ikke gør på skizofreni.

      Medicinen jeg fik gjorde mig mere syg end rask. Jeg tog på og min balance var så slem at jeg gik med rollator og i perioder faldt. Jeg fik flere symptomer end jeg blev symptomfri og på et tidspunkt opdager sygehuset at det faktisk påvirkede mit hjerte som også kunne være grunden til mine fald. Jeg var så slem ramt at jeg gik i genoptræning efterfølgende for at få balancen tilbage, noget jeg idag ikke mærker til, da jeg ikke behøver rollator mere og ikke et påvirket af medicin.

      Idag får jeg kun stemningsstabiliserende medicin som jeg kan mærke virker så jeg kan arbejde med mig selv, hvilket min diagnose kræver. Det eneste mærke jeg har fra dengang er en masse lyse strækmærker og en stor barm som hænger, noget jeg i maj skal have reduceret og løftet i det offentlige

      Svar
  3. Maria

    Hej
    Vi er en gruppe på 3 sygeplejestuderende, som på nuværende tidspunkt er igang med vores bachelorprojekt.
    Vi arbejder med patientinddragelse i psykiatrien, hvor vi specielt har fokus på dokumentation i fællesskab med patienten samt relationen mellem sygeplejersken og patienten.

    Derfor ville jeg høre om du kunne have lyst til at svare på et par spørgsmål omhandlende dine erfaringer i forbindelse med psykiatrien?
    Informationerne vil blive behandlet fortroligt og vi anonymisere alle data vi bruger.
    Hvis du vil høre lidt mere om projektet og har lyst til at hjælpe med at besvare lidt spørgsmål, kan du kontakte mig på mail: 259348@via.dk

    Hvis ikke du ønsker at besvare nogle spørgsmål er dette også fuldt forståeligt.

    Med venlig hilsen
    Maria

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.