Året er 2020 og alt er pludselig forvandlet! Jeg er flyttet mod det mere selvstændige, men også blevet beriget med meget mere støtte, både behandlingsmæssigt men også mentalt.

Jeg startede for 3år siden med at flytte til Møn og aldrig tro at jeg ville komme videre. Mine veje vendte da jeg stiftede bekendtskab med jordens dejligste værested, nemlig Toronto i Præstø. Aldrig har jeg følt mig mere velkommen på et sted og mødt en fantastisk personalegruppe som støtter op om deres borgere, men også den udefra.

Jeg begyndte at binde mig så meget til personalet, at jeg ikke kunne give slip igen, og da lederen begyndte at tilbyde hjælp hvis jeg boede i nærheden, begyndte min vej at flytte sig længere og længere væk fra Møn (hvor jeg ikke længere følte mig som en del af det hele)

Jeg søgte lejlighed og fik som nr. 10 i køen en dejlig 3 værelses i hyggelige omgivelser og med en bekendt i samme omgang. Dette blev starten på min recovervy rejse.

Kort tid efter min indflytning fik jeg tildelt paragraf 85 hjemmestøtte og hurtig start, desværre blev hende jeg fik tildelt sygemeldt med stress med det samme og jeg fik i stedet en midlertidig, hende har jeg stadig, og det er godt, for hun præger mig på en god måde og hjælper mig virkelig fremad, trods det at hun normalt slet ikke har 85’ere. Hun er den engel jeg har manglet i mit liv.

Meget af min vej til recovervy består af KRAP metoden, en metakognitiv måde at arbejde med ens indre på. Jeg var startet på et individuelt DAT forløb (Dialektisk Adfærds Terapi) men blev erklæret “ikke terapi egnet” af min primærbehandler, noget jeg dog ikke er enig i, men DAT gav ikke mening for mig i min hverdag, der gør KRAP derimod!

Min vej i det psykiatriske system har virkelig ændret sig til det positive efter mit navneskifte i oktober 2019. Nogle kender mig som Charlotte, men hun er “død” for nu er der Noa der har indtaget mit indre og hun er god for mig.

En anden ændring er min fastholdelse i ikke at snakke med min biologiske familie længere, og heller ikke ønsket om at prøve længere, den kamp er begravet til ære for dén nye familie jeg har fået skabt. En mor der elsker mig trods mine udfordringer, en mor der støtter mig i tykt og tyndt, men ikke mindst også en mor JEG får lov til at støtte og som ALLE i personalegruppen på Toronto udtaler som et fantastisk bånd mellem 2 personer. Jeg føler mig velsignet over det der sker i mit liv og ser frem til en helt ny start når jeg, forhåbentligt i Maj, ligger mig på operationsbordet og får gjort op med min fortid og får korrigeret min barm, det eneste der er tilbage fra dengang min lille spinkle krop bar på 93kg.

Min rejse har dog ikke været en dans på roser, men jeg priser mig lykkelig for at det der giver mig ro er min førtidspension og forhåbentlig snart en ny læge som virkelig kæmper for sine patienter.

En anden ro er også mine ugentlige nada behandlinger. Noget der startede ved at jeg vandt et 5-turs kort til behandlinger, men som jeg fortsætter, da det giver en pause der er god for mig. Nogle vil kalde det alternativ behandling, men det er vejen frem for mig. I begyndelsen for 3år siden var det ellers troen på Gud, men dén mistede jeg da kirken jeg var en del af, lukkede ned og folk ikke længere holdt sammen i det private, men derimod gik hvert til sit (dette er mit syn på det)

Jeg er glad for den vej jeg har valgt mod recovervy, for det er den rette vej for mig. Måske er det ikke den rette vej for dig, der finder du desværre først ud af, når du har været en masse prøvelser igennem, noget der koster: blod, sved, tårer, indlæggelser, et system der svigter og en masse mennesker der kommer ind og ud af dit liv. Nogle vender ryggen til dig, andre har din ryg og nogle svigter men vender tilbage til dit liv. Hold fast i den, for de bliver din klippe og styrke.

Dette er kun starten på min fortælling om recovervy, men alt her i livet er kun en begyndelse. Noget skal viskes ud og skrives på ny og andet skal skrives i aften, for at være med dig resten af dine dage.

 

Om Forfatteren

Jeg hedder Noa Risom oprindelig født med et andet navn, men skiftet i oktober 2019 navn, da jeg vil gøre op med min negative fortid og skabe en ny og anderledes mig. Jeg er 33 år (bliver 34 til sommer) og bosat i Præstø hvor jeg bor alene. Jeg er førtidspensionist, hvilket jeg har været siden jeg var 23år, men hviler godt i det. Jeg nyder at komme på et værested for andre med psykiske udfordringer. Kommer også på et psykiatrisk værksted hvor jeg er kreativ 1-2 gange om ugen, dog pt. sygemeldt grundet forestående operation. Har fået nogle knubs i livet i form af en fysisk diagnose kaldet Hypermobilitetssyndrom og så er der de psykiske såsom borderline, flashbacks, angst og uspecificeret spiseforstyrrelse. Jeg glæder mig til at tage dig med på min recovervy rejse her på bloggen.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.