Hvor åben skal man være omkring sin sygdom?

Det er svært at svare på. Jeg har altid gået ind for gennemsigtighed og ærlighed, også fordi jeg vil vise at jeg er mere end min sygdom, og måske i håb om omverden, ville kunne forstå det bedre hvordan det er at være mig. Men, jeg passer også på med hvad jeg deler. Jeg tænker det ofte mange gange igennem, inden jeg lægger noget ud. Nogen gange kan det også hæmme mig lidt. Jeg har ikke set dokumentaren “Døde pigers dagbog” (endnu) men jeg kan udefra dens omtale og kritik godt føle det er lidt ekstra svært at stå frem offentligt. Jeg vil nødigt blive opfattet som en som dyrker min lidelse, og det er lidt synd, hvis det budskab jeg havde, faktisk kunne være vigtigt at få ud i samfundet. På den anden side har det også motiveret mig at prøve være mere offentlig. Fordi jeg vil vise at min sygdom kan have mange nuancer. At jeg tager afstand fra at dyrke det sygelige, men derimod sprede åbenhed og viden og bruge det konstruktivt.

Det berygtede netværk.

Uden at komme til at spille hellig eller gå i forsvarsposition, har jeg aldrig delt billeder af fx. direkte selvskade, eller mindes jeg har skrevet/lagt noget ud som kunne være dybt bekymrende. Jeg vælger at forholde mig neutralt til noget som priv, fordi jeg både kan se fordele og ulemper ved netværket. Jeg tror bestemt ikke nogen ønsker hinanden ondt derinde. Indforstået at nogen direkte skriver til hinanden at de skal tage deres eget liv, eller man skal gøre sig selv ondt. Det er mere dynamikken derinde, jeg tror er problemet. At man kan komme til at skade hinandens udvikling, selvom man forsøger at hjælpe hinanden i god tro. Giver det mening? Som andre har nævnt: Måske skulle man også kigge på hvorfor folk vælger at søge ind i sådan et forum. Handler det i bund og grund også om manglende tilbud og ressourcer i psykiatrien? At priv bliver en form for selvtægt, når systemet svigter og ikke forstår en, og man mangler en ligesindet.

At passe på sig selv på nettet.

Jeg har flere gange i mit liv og stadigvæk været åben omkring mine tanker på nettet. Det er jeg også nu, kan man sige, ved at skrive for Outsideren. Jeg kunne dog aldrig finde på at true med selvmord på de sociale medier, eller skrive voldsomt bekymrende opslag. Jeg er ærlig, men passer på med hvad jeg skriver, og hvordan modtageren opfatter det. Hvis jeg fx. skulle tage mit eget liv, så ville det være mit eget private valg, og jeg ville ikke efterlade andre med skyldfølelse eller ekstrem dårlig samvittighed. Jeg lærte lektien engang som 14 årig, hvor at havde taget en overdosis, og faktisk blev bange. Jeg skrev desperat i en gruppe på facebook at jeg havde taget piller, og hvorvidt den mængde jeg havde taget var farlig og om jeg skulle søge hjælp, i forhold til jeg faktisk fortrød jeg havde slugt piller. Det endte ud med nogen kontaktede min mor og endda min dengang bedste veninde, fordi de ville have fat i mine forældre.

Min egen oplevelse.

Personligt har jeg ikke følt det har påvirket min sygdom. Jeg er ikke blevet mere “syg” af internettet, men heller ikke mere “rask”. Min sygdom har udviklet sig, eller været i ro uafhængigt af det. For mig har det været andre faktorer som har spillet ind, som har gjort jeg har fået det værre eller bedre i perioder. Måske er det derfor jeg prøver se det i perspektiv? Jeg kan godt forstå hvis man har svært ved at slippe et sted som priv. Nemlig angsten for at føle sig alene med sin sygdom, særligt hvis psykiatrien svigter en flere gange. Den værste følelse af ensomhed som jeg også selv kender, og mange andre med psykisk sygdom sikkert kan genkende. Følelsen af være alene med sine mørke tanker uden nogen at tale med. Det kan være vigtigt at være åben, men også med måde, tror jeg.

Foto: Privat

Om Forfatteren

Jeg er 18 år gammel og har haft psykisk sygdom inde på livet siden jeg var tolv. Jeg har blogget siden jeg var femten, dog har jeg holdt pauser. Jeg holder meget af kunne skrive, hvilket gjorde jeg i sin tid, valgte at blogge for Outsideren. Håber i kan lide mine indlæg.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Jeg synes, at du åbner for en meget vigtig debat. Jeg har ofte selv haft den overvejelse, om der kan være en ytring, man selv har fremsat, som kunne have de mest uheldige konsekvenser for andre. Derfor finder jeg, at det ønskværdige må være, at man altid skriver ud fra det overskud, at man kan vægte det, man skriver, ud fra, hvad andre kan få ud af det, man skriver. Og hvor ofte er dette tilfældet? Når jeg tænker på, hvor mange mærkelige tilstande, jeg selv tidligere har gennemlevet, har det mange gange været tilfældet, at jeg kun kunne anskue problemerne ud fra den synsvinkel, der var mig aktuel i netop den situation. Man har i andre sammenhænge kunnet iagttage, at selvmord greb om sig; det var bl. a. tilfældet, dengang Goethe offentliggjorde sin tekst om ”Den unge Werthers lidelser” som bevirkede en romantisering af selvmordet. På den anden side ser vi jo i disse dage at skuespilleren Henning Jensen i disse dage lader udsende en bog om hans rentud groteske oplevelser om depression, som jeg, uden at have læst dem, men kun hørt om dem, tror, at jeg kan anbefale for dem, der har denne lidelse. Det er blevet fortalt, hvordan han skulle kæmpe sig vej gennem en kødrand af alternative helbredere og yogaspecialister, for til sidst at komme til en medicinmand med kvalifikationerne i orden, og som kunne bringe ham i behandling med relevant medicin. Henning Jensen har offentligt hyldet SSRI-præparaterne; selv har jeg ikke kunnet bruge denne stofgruppe til noget, men skulle have noget stærkere, og i maksimumdosis – det tog mig mange års forgæves forhandlinger med psykiatere at få udvirket dette. Men konklusionen må være, at det ligger i de psykiatriske tilfældes natur, at der skal forskellige løsninger til hver enkelt, og dette er den vigtigste lære af alle de mange samtaler, jeg har haft med medpatienter gennem årene. Der gives ingen patentløsninger eller generalkonklusioner på psykiatriske sygdomme, og det er en vigtig lære, alle burde skrive sig bag øret. Ofte er den forståelse, den enkelte opnår omkring egen sygdom, en specialindsigt, der ikke har generel gyldighed, men som til gengæld i mange tilfælde tjener til at minde os andre om, hvor psykologisk indviklede forholdene omkring psykiske sygdomsprocesser kan være. Jeg råder i øjeblikket over to generelle modeller af psykiske processer, som jeg har beskrevet i artikler her i bladet, og det interessante ved disse modeller er, at de i ingen henseende snakker sammen. Dette skal tjene til at minde os om, at det der med psykologi er svært. Selv må jeg nok indrømme, at jeg er modstander af den teoridannelse, der lægger vægten på adfærd. Der er meget andet ved menneskelig psykologi end adfærd, og det forhold, at det menneskelige sprog sætter os i stand til en indlevelse i den anden, en mulighed, som dyrene kun har i langt ringere grad, gør begrænsningen af psykologisk iagttagelse til blot at betragte adfærd som noget nær meningsløs. Og det skal nok her bemærkes det forhold, at den cognitive psykologis idé hviler tungt på den positivistiske idé om hvad der er meningsfuldt, alternativt hvad der er meningsløst, efter min opfattelse er en alt for snæver tilgang til psykologi, og udtryk for en uvilje til at gå ind i problemstillinger, der synes meningsløse. Sigmund Freud var jo inde på den, efter min opfattelse, meget vigtige ide, at en meget stor del af vore psykiske processer synes helt løsrevet fra enhver idé om logik. Andre, såsom hjerneforskeren Albert Gjedde, har helt kasseret disse anskuelser, og kalder Sigmund Freuds tilgang for skønlitteratur. Jeg deler ikke denne opfattelse, og er aldrig blevet præsenteret for en tekst, der har kunnet bevirke en ænding i min opfattelse. Men det betyder jo ikke, at jeg ved alt. Der er blot tale om forskellige anskuelser, funderet på, hvad man nu engang har mødt i sit liv.

    Svar
    • Tynoa

      Jeg forstår godt hvor du vil hen med dit indlæg.
      Jeg prøver at være åben og ærlig, men nogle gange når jeg har delt noget tænker jeg også “ups.. Far det for meget”?
      Jeg vælger at være ærlig om det jeg kæmper med, for livet er ikke en dans på roser og nogle gange kan det være med til at give lidt, for en periode.
      Tak fordi du deler

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.