Jeg startede i psykiatrien for 6år siden. .
Nej, det er løgn. Jeg havde mit første møde med psykiatrien, da jeg var i starten af tyverne. Men der blev jeg glemt.. og det er et emne til et andet indlæg. Så..
Jeg gik ned med stress. Det er 6 år siden nu. Hvis man tager et øjebliks billede af mit liv i 2014, så er jeg pædagog på en skole, hvor jeg varetager specialklasserne. Børnene er udadreagerende og med blandingsdiagnoser. De øvrige ansatte er af virkelig blandet kvalitet.
Jeg er en eftertragtet ansat. Jeg er godt til det, jeg laver. Jeg er skriftlig stærk og har min faglighed i orden. Jeg træner selvforsvar i min fritid og overvejer en instruktør uddannelse. Men noget går galt på min arbejdsplads.
Konfliktniveauet stiger i de øvrige grupper. Min ledelse tager kontakt til mig, for at finde ud af, hvad der foregår. De vil have konflikterne ned, jeg bliver flyttet til en anden gruppe, for at hjælpe dem.
Jeg står alene i så mange situationer og mine arbejdsdage er fyldt med vold og trusler. Jeg har nogle mærkelige oplevelser med nogle af mine kollegaer, der skræmmer mig. Kort tid efter bliver de nødt til, at flytte mig tilbage.
Jeg bliver stresset. Jeg er sygemeldt tre gange, inden jeg endeligt må give op. Efter anden gang starter jeg langsomt op med en optrapningsplan. Jeg kommer tilbage til en arbejdsplads hvor der er endnu mere brug for mig hver gang.
Arbejdspresset vokser. Når jeg er i gruppen, er der ro, men hvis jeg forlader den, udbryder der slåskampe. Min sidste gode kollega bliver sygemeldt. Vikarerne, der skal være en hjælp, bliver slået af børnene, hvis jeg forlader lokalet. Jeg har mange snakke med min ledelse.
Jeg begynder at dokumentere alle voldsomme episoder og fasthold. Mine kollegaer er uenige med mig i metoden. Jeg står ofte alene med flere klasser.
Jeg er alvorligt bekymret. Til sidst er det så slemt, at jeg ikke kan gå på wcet i løbet af min arbejdstid. Jeg føler, at jeg går i krig, når jeg skal på arbejde.
Det sætter sig i min krop og jeg må stoppe cyklen og kaste op på vejen derhen – hver morgen. På vejen hjem overvejer jeg, at slå mig selv ihjel. Jeg er så fuldstændigt brugt op.
Jeg kan ikke spise, uden at kaste op. Mine selvmords tanker tager til. De fylder hele min dag. Til sidst tager jeg stilling til selvmord hvert 10. Minut. Skal Vi leve videre? Tager Vi ti minutter til?
På hjemmefronten er jeg også presset. Jeg har to børn under 5 år og en steddatter, der er teenager og som bor fast hos os. Mit forhold med min mand hænger i en tynd tråd.
Jeg tager på sommerferie i sommeren 2014 – det bliver afslutningen på mit arbejdsliv.
Første diagnose er angst. Det bliver jeg behandlet for løbende, mens jeg arbejder. Den går langt tilbage og kræver løbende psykolog forløb.
Anden diagnose er stress. Den gives af min egen læge, som begrundelse for min sygemelding. Jeg har for meget igang. Hun vil have, at jeg sætter tempoet ned. Det virker nytteløst. Sygemelding fra arbejdet giver mig blot mulighed for at se, hvor langt bagefter jeg er på hjemmefronten.
Min steddatter har problemer. Jeg gør hvad jeg kan for hende, og mange af mine penge prioriterer jeg her – men det ender alligevel med, at hun flytter ud. Siden dropper hun kontakten med os.
Jeg bliver behandlet for stress på jobcenteret, mens jeg er sygemeldt (jeg har 9 mdrs opsigelse). Det gør mig sygere. Jeg ser ting, der ikke er der. Jeg har så meget angst og de oplevelser jeg har haft i mit arbejde, kommer frem i levende mareridt.
Jeg starter op i et træningforløb med kommunen. Det er svært, for jeg får angst af de andre deltagere. Selv den mindste anstrengelses lyd, sætter mit adrenalin igang. Mine levende mareridt tager til.
Jeg tror det er lægen, der først kalder det en belastnings reaktion (diagnose nr. 3) og jeg bliver henvist til en psykiater.
Psykiateren vil gerne give mig medicin, men da jeg ikke vil tage imod det, har han ikke så meget andet, at tilbyde mig. Jeg går derfra med sådan en tom følelse indeni. Efter nogle samtaler sender psykiateren mig til central visitationen.
På central visitationen føler jeg mig taget seriøst og de kalder min tilstand for PTSD (diagnose nr. 4) og jeg bliver sendt til Ballerup psykiatriske center, for at snakke med en psykiater om et pakkeforløb. Jeg læser op på PTSD og kan godt se det give mening. Jeg har taget min mand med til samtalen.
Men det bliver en meget anderledes samtale end vi havde forestillet os. Psykiateren sidder nemlig med papirerne fra den første gang, jeg havde kontakt til psykiatrien. Den gang i tyverne, hvor jeg havde en halv times akut samtale. Sætning for sætning gennemgår han mine ord fra den gang.
Ser jeg stadig ånder? Har jeg stadig selvmords tanker? Føler jeg stadig ikke, at rummet omkring os er virkeligt? Bliver jeg stadig af og til forfulgt af noget, som jeg ikke kan se?
Alt hvad jeg har skjult for hele verden, kommer frem. For svaret er jo ja. Jeg har gået så længe med det nu, at det er blevet helt normalt.
Mit liv er så fuldt af overlevelses mekanismer, for at kunne kompensere for alt det, jeg indeholder. Jeg har mine egne systemer til, at håndtere det. Jeg har mange samtaler med min mand efterfølgende. Det er hårdt, men det giver os en ny ærlig start.
Psykiateren tilbyder mig et forløb på Opus. Det er et to årigt forløb for unge med psykose. Jeg kan lige nå det inden, jeg falder for aldersgrænsen. Diagnosen bliver skitzotypi.
Jeg skal forbi central visitationen igen, for at få forløbet godkendt, men der viser sig, at være ventetid på forløbet. Så jeg henvises til distrikspsykiatrien i mellemtiden.
Her møder jeg en psykiater, der mener, at jeg er en misforstået AD(H)D pige (diagnose nr.6). Han synes ikke, at det giver mening med Opus.
Jeg prøver Ritalin og har noget gavn af det, inden det giver mig et pludselig fald i humøret, med tristhed og selvmords tanker. Jeg stopper øjeblikket. Han synes, at jeg skal prøve et andet præparat, det siger jeg nej til.
På en eller anden måde lykkedes det mig at holde fast i, at jeg vil have Opus forløbet. Jeg husker stadig samtalen med ham om det, alt for tydeligt. Kort herefter bliver jeg indkaldt til behandling.
Jeg rammer heldigt med psykiateren på Opus og han giver sig god tid til, at diagnosticere mig henover en mængde af samtaler. Vi ender på paranoid skitzofreni.
Jeg har nu fået sat ord på en masse ting, som jeg altid har indeholdt. Jeg er så rystet over, at de fleste andre mennesker ikke er som mig.
Jeg har altid følt, at jeg var rigtig dårlig til at være menneske. Jeg har aldrig kunnet forstå, at livet skulle være så svært.
Nu går det op for mig hvor stærk, jeg har været og hvor godt jeg har klaret mig på trods. Jeg får så mange ressourcer med fra Opus. Men det må jeg skrive videre om en anden gang.
Undervejs i Opus behandlingen får jeg pludselig smerter. De er så voldsomme, at jeg ikke kan gå og det næste halve år går med, at udelukke alvorlige sygdomme. De er bekymret for, at det er kræft, så jeg er igennem alle maskiner og undersøgelser.
Mine smerter lukker ned for min psykiske sygdom. Ingen kan forklare hvorfor, men min egen forklaring er, at jeg simpelthen ikke har ressourcer til begge dele.
Mine fysiske smerter resulterer i en Fibromyalgi diagnose og en diagnose for generaliserede smerter i bevægeapparatet. Jeg henvises til smerteklinik og går nu både der og på Opus.
Jeg virker nu psykisk rask. Det er næsten en mirakuløs helbredelse og det er også for godt til, at være sandt. Men det giver en masse bekymring om, hvorvidt min diagnose nu også var den rigtige.
Desværre er min gode psykiater stoppet i mellemtiden. Den nye psykiater er i tvivl. Hun foreslår, at jeg venter 2 år og så får fjernet min diagnose, men jeg er bekymret for tilbagefald. Hun ender med, at henvise mig til distriktspsykiatrien til opfølgende behandling.
Min fysiske diagnose forklarer nu, så mange af mine symptomer. De kroniske smerter og omstillingen fra et aktivt liv forklarer sorg, tristhed og vrede. Det er nu helt naturligt, at jeg har uvirkelighedsfølelse og koncentrations besvær. Jeg begynder, at arbejde på, at få fjernet min psykiatriske diagnose.
I hele min behandlings tid, har jeg været fredet fra jobafklaring. Men nu er det tid. Jeg er rastløs og presser på for, at komme i gang. Jeg vil så gerne kunne arbejde, det er så stor en del af min identitet.
Det er udelukket, at jeg kan arbejde som pædagog, men jeg får mulighed for, at starte i praktik på min drømme arbejdsplads i et andet felt.
Jeg vil så gerne, men jeg kan ikke. Jeg går hver dag over mine egne grænser i et omfang, hvor jeg bliver mere og mere syg. Både fysisk og psykisk. Efter 6 måneder bliver min praktik stoppet før tid. Nederlaget er omfattende.
Jeg bliver diagnosticeret med skitzoaffektiv sindslidelse som den sidste i rækken. Diagnosen er en dobbelt diagnose af skitzofreni og bipolar lidelse. Diagnose nr. 8 på 6 år.
Undervejs har jeg haft:
Stress, angst, belastningsreaktion, ptsd, skitzotypi, ADHD, paranoid skitzofreni og skitzoaffektiv sindslidelse.
Nå ja, og så har jeg kortvarigt været rask:P Hvis du er som mig, så kan det være at du tænker; “og hvad så? Hvorfor betyder en diagnose så meget for dig?” Og det vil jeg meget gerne svare på i mit næste indlæg;)
Tak fordi du læste med❤