Hvis diagnoser ikke er stationære, hvorfor så overhovedet få dem?

Jeg har lært så meget om diagnoser, de sidste 6 år. Jeg er gået ind af døren hos en psykiater med én diagnose og ud med en anden, men jeg har også været en del af langvarig observation og diskussion.

Jeg troede, naivt måske, at diagnoser var stationære. Jeg troede, at de var mere ens – at to med den samme diagnose mindede om hinanden på nogle punkter. Og så troede jeg, at diagnoserne kunne ses udefra. At en god psykiater kunne diagnosticere mig, uden jeg fortalte, hvad jeg rummede.

Det burde da være sådan ik? At hvis man er paranoid skitzofren, så kan det ses på ens liv. Det kan da ikke være en usynlig sygdom… men det er jo netop det det er. En usynlig sygdom…

Hvor er jeg blevet meget klogere.

Du kan ikke se på mig, at jeg er skitzofren. Du kan ikke se på mig, at jeg er bipolar. Jeg ser helt normal ud.

Du kan heller ikke se det på mit liv. Jeg har to velfungerende børn. Jeg har et pænt hjem (i hvertfald når jeg får besøg) og et godt kærligt forhold til børnenes far. Jeg er vellidt på børnenes skole. I forældregruppen og hos personalet.

Jeg er udenfor arbejdsmarkedet på vej til førtidspension. Men det kan forklares med min smertesygdom. Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 10 år gammel. Jeg har gennemført gyminasiet. Jeg er uddannet pædagog og har arbejdet med mit fag i 10 år. Jeg er en kompetent fagperson.

Så hvad er en diagnose så?

For mig er det et arbejdes redskab. Et kompas og et fælles sprog, som jeg kan bruge med mine behandlere og sagsbehandlere. Det er et redskab, der har givet mig et lykkeligere liv.

Diagnosen som redskab:

Det er altid hårdt for mig, at få en diagnose. Det tager tid. Det starter en manisk proces, hvor jeg prøver, at forstå så meget som muligt på så kort som mulig tid. Det er noget jeg har mulighed for at lære og jeg ville helst have lært det i går;)

Så kommer sorgen og den depressive fase, hvor jeg accepterer, at det er sådan det er. Jeg har nu fået en ny diagnose. Så starter processen i et roligere tempo.

Jeg gennemgår diagnoselisten. Hvad indeholder jeg? Er der nogle af de ting som jeg oplever, som kan forklares med disse ord? Jeg samler viden og jeg prøver, at forstå..

Er mine ånder, især dem der følger efter mig, bizarre vrangforestillinger?

-Og her kommer det svære for mig. Og det kan godt være, at det bliver lidt indviklet. Så må du bære over med mig-

Fordi jeg er jo godt klar over, at mine ånder er virkelige;)

Men jeg kan godt acceptere, at de for andre virker som bizarre vrangforestillinger. Det er jo bla. Derfor jeg ikke fortæller andre om dem;)

Men at acceptere beskrivelsen giver mig flere handlemuligheder.

Nu kan jeg se mine ånder og lade mig optage af det univers eller jeg kan holde en afstand. Jeg kan klassificere mine oplevelser som en vrangforestilling. Og så kan jeg hoppe direkte til mine handlemuligheder.

Jeg har en vrangforestilling, så må jeg godt nok være stresset/presset. Hvordan får jeg ro?

På samme måde er jeg begyndt, at tælle hallucinationer og illusioner.

Hvis jeg ser en stor skygge udenfor mit vindue, så ser jeg ikke efter, hvem det er. Jeg registrerer, at han er for stor til, at være menneske. Så er det en hallucination.

Er der en ting, der hvor jeg så den? Nej, så er det en hallucination. Hvis der er en ting, så er det en illusion.

Hvorfor betyder det noget?

Fordi hallucinationer er alvorlige, de er første skridt for mig på vej mod en vrangforestilling.

Hvis jeg ser en hallucination om dagen, så har jeg haft for mange aftaler.

Hvis jeg ser flere, så skal jeg stoppe op og aflyse noget.

Det er vigtigt, for det holder min sygdom på et niveau, hvor jeg selv kan håndtere den.

Illusioner er mildere. Jeg kan godt tåle, at se en illusion eller to uden, at reagere på det. Illusioner er noget vi alle sammen ser.

Prøv selv, at gå en skovtur i skumringstimen, så vil alle træstubbe ligne noget andet, end det de er:)

Diagnoser som fælles sprog:

Der er så stor forskel på behandlere og sagsbehandlere. Nogen forstår fint, det jeg kalder “psykose sprog”.

De forstår, når jeg siger; at jeg gik ind i ti mennesker på vej til mødet – som ikke var der.

Men de tager det ikke lige så seriøst, som hvis jeg bruger deres sprog og siger; at jeg er bekymret, fordi jeg har så mange hallucinationer, at jeg tror, jeg er igang med en vrangforestilling.

Nogle behandlere taler slet ikke psykose sprog og min sagsbehandler gør SLET ikke.

Her virker det ikke, at sige, at mine tanker fylder for meget. Men jeg kan sige, at jeg oplever tankemylder og tankeekko.

Det virker heller ikke, at sige, at jeg har det dårligt. For alle mennesker har det dårligt. Så jeg nedskriver mine observationer og gengiver dem.

I dag var jeg i praktik, jeg skulle male et hegn. Tidligere ville jeg have fortalt, at det gjorde mig virkelig dårlig. Og så have regnet med, at hun forstod.

Nu siger jeg: Det gav mig angst, paranoide tanker og bekymrings tanker. På vejen hjem så jeg 2 hallucinationer (det er mange for mig). Jeg havde angst hele natten og vågnede med tankemylder. Tankemylderet gik først væk tre dage efter.

DET forstå hun.

Tak fordi du læste med❤

 

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Der er jo den pointe i en diagnose, at det er et arbejdsredskab for lægen i forhold til valget af medicin. Men meget ofte er der tale om blandingstilstande; i forbindelse med schizofreni kan der være depression, OCD, bipolar, angst af forskellig beskaffenhed osv., som alle hver især kræver medicinsk behandling. Det er med andre ord kompliceret, hvorfor lægerne godt kan være lange i spyttet mht. at kalde en psykisk forstyrrelse det ene eller det andet. Derfor skal man som patient ikke lægge alt for stor vægt på en diagnose. Hvis man har regulære hallucinationer, er det nok en form for schizofreni. Da jeg selv røg ind i den schizofrene lidelse, var det mig fuldstændigt umuligt at skelne hørehallucinationerne fra virkelige stemmer, og der var en egen logik i hallucinationerne, som ikke var til at komme udenom. Til alt held bevirkede to måneders behandling med antipsykotika, at hallucinationerne forsvandt, men det tog meget længere tid for mig at vende tilbage til den form for logik, almindelige mennesker betjener sig af. Jeg havde fået et kig ind i en verden, som bevirkede, at jeg efterfølgende ikke mere var så skråsikker i min normale opfattelse af verden. Nå, men efterfølgende viste det sig, at jeg også havde en svær depression, men det tog mange år, før jeg fik en tilstrækkelig behandling af dette problem. Undertiden er det næsten umuligt at få hul igennem til ens psykiater. Og endelig var der det problem, at den dosis antipsykotisk medicin, jeg dengang fik, havde jeg mange ubehagelige bivirkninger af, så jeg havde brug for at skaffe mig adgang til at eksperimentere med dosen med henblik på at orientere mig i forhold til hvad, der var den rette dosering. Men dette lykkedes, og jeg er i dag bivirkningsfri. Men jeg skal ikke nyde noget af at holde op med medicinen.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.