Psykotiske bekendelser

Jeg er igen sluppet ud af dette belastende selvhenførende univers. Ganske stille cirklede jeg om mig selv med et bombardement af historier i hovedet, så voldsom verden pludselig tog sig ud for mit indre blik. Sådanne perioder har med omtrent årlige returneringer ramt ind i mit liv og som oftest smidt en lang fortvivlende livsbane foran mig. Så mange tab der fulgte: tab af kærlighed, venner, familie, arbejde, sammenhæng og selvværd. For hver gang søgte jeg en redningsplanke: indlæggelse, piller, samtaler, forklaringer. Og igen melder sig tiden for både selvransagelse og overvejelse.

Jeg sidder i mit køkken og brygger kaffe, sikkert fylder jeg kruset fra den dampende mokkakande og sætter mig til rette. Jeg kan ikke længere bagatellisere disse returneringer som årlige ”ture”, jeg lige skal have afsluttet for så at tro, at nu kommer livet rigtigt igen med en flod af nye relationer og opgaver, som kræver mit engagement. At nu kan jeg igen begynde kampen for at finde en plads i samfundshierarkiet, et anliggende jeg har bakset med siden afslutningen på studierne, hvor den første psykose bragede igennem, hvor det ikke var til at finde arbejde trods adskillelige virksomhedspraktikker og kurser.

Disse årlige tilbagevendende psykoser, hvad er de ikke for en art indre overtalelse og forførelse? Hvad er det for en anden virkelighed, som med underliggende tavse, men bestandige åndedrag langsomt omslutter mig i løbet af nattens tyste timer?

Det psykotiske for mig starter i dets modbillede, nemlig i den virkelige verden, som regel med et uundgåeligt møde, et møde med et andet menneske, som da jeg mødte dig og bestyrtet blev kastet ud i forelskelse og voldsom stress. Jeg bliver langsomt forført. Selvom gennembruddet kan synes at ske fra det ene øjeblik til det andet, så er det ikke sådan det forholder sig for mig. Der er for meget livshistorie og alvor involveret i psykosen, der er noget der langsomt bygges op i relation med noget andet uden for mig. Jeg bygges op på ny i en parallel tilstand som, med sætning på sætning, følelse på følelse, tanke på tanke, viser mig en bagvedliggende skønhed dog konstant udfordret af en allestedsnærværende frygt og rædsel. Jeg bliver fulgt af et fiktivt ”nogen” men også af et ”noget”, og jeg mærker ikke længere ensomheden og sorgen, som jeg helt og holdent glemmer kan vente mig på den anden side af dette ufrivillige magiske trylleslag imod min fornuft og sanser.

 

Hvad efterlader psykosen mig med?

Det psykotiske bliver begrundet med nok så forskellige årsagsforklaringer knyttet til barndommen, det psykologiske og biologiske, og det er vigtigt og brugbart i en behandling for en psykose. Men psykosen efterlader på den lange bane stadig et liv der skal leves, og det på nogle andre præmisser end før jeg blev psykotisk første gang.

Jeg søger et sprog og en fortælling for det som psykosen har efterladt mig med. Ja, jeg fik tildelt en førtidspension, da jeg ikke kunne holde til det nuværende arbejdsmarked, og ja jeg tager mindstedosis af medicin for især at holde stressen væk og kroppen i ro. Men der har også været uforklarlige oplevelser med en sådan styrke og kraft udenfor mig selv, at jeg uden min vilje blev efterladt sårbar menneskelig og statusløs. Sådanne størrelser tog form i min tilværelse som årene gik, hvem var jeg – uafhængigt af min viden og faglige præstationer? Hvad gjorde denne magtesløshed ikke ved mig? Og hvad er nu realistisk af forhåbninger og forventninger?

Det er nogle andre spørgsmål og ”symptomer” på et levet liv i efterdønningerne af psykosen.

Hvordan påvirker erfaringen med at have haft psykose det liv, jeg kan leve, et liv hvor der stadig opstår håb og ønsker, hvor der er et behov for at søge mening og tage ansvar, mærke friheden og dele kærlighed?

Det er nogle af de spørgsmål, som optager mig, og som jeg vil komme omkring i denne blog i en kombination med det daglige liv som psykisk sårbar og på førtidspension

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.