Skib fra Nyord kirke på Møn

Menneske eller maskine?

Skadet på kærlighed

Som barn befandt jeg mig i svære familierelationer. Vi var en splittet familie, min mor arbejdede til sent hver aften, og jeg var oftest alene hjemme og måtte i en lang periode selv sørge for at få spist. Følelsen af ensomhed og overladthed til sig selv i barndommen, har haft nogle alvorlige konsekvenser i mit liv.

 

Skadet i sindet, skadet i relationen

Oftest ønsker jeg mig tættere på andre end de ønsker eller er parate til, eller også bliver relationen kvælende for mig, og jeg må skynde mig væk. Hvis jeg føler mig tilstrækkelig presset og oplever svigt og afvisning, og hvis jeg er følelsesmæssigt påvirket, kan der være en risiko for, at jeg igen forsvinder ind i et psykotisk drømmeland, en surreal, smertefuld virkelighed – en form for absurd hjælp.

Når psykosen først rammer, er det som om et musisk inferno gennemspiller min psyke og krop. Familiens tragedie gentages nu i mit eget selskab. Jeg falder ufrivilligt ind i rollen som underdanig, jeg må endelig ikke gøre mig for bemærket. Langsomt men effektivt tager et omnipotent forsvar imod omverdenen fart, og jeg bliver centrum for enhver handling omkring mig. Jeg lægger restriktioner på mig selv fx i forhold til at bevæge mig udenfor, jeg føler mig overvåget og er bange for at begå fejltrin. Nogle gange får denne selviscenesættelse indflydelse på, hvad jeg må købe ind, hvad der er rigtigt at føle og tænke. Når det står på, kan jeg ikke dele noget af alt dette i frygt for, at det vil skade nogle andre. En mærkelig omvendt logik.

 

Frihed og kærlighed

Hvilken frihed og nådegave det så er at komme ud på den anden side og blive skænket livet igen, nu voldens indre spiral har sluppet sit greb i mig. Jeg er ikke længere selvhenførende, men sørgelig sidder jeg tilbage for, hvordan får jeg styr på ikke at havne på dette underdanige, tyranniserende, øde sted igen? Hvor er der en hjælp at hente for dette? Lige nu er der dog en frihedsfølelse, og jeg kan se mine omgivelser i en kærlig duft af nybagt brød, duvende træer, tekster, lysindfald, de fode minders tyngde, vandets fald imod mit ansigt.

 

Efterlysning i psykiatrien

Når vi lever vores liv, forholder vi os hele tiden til betydningsfulde forhold, det gælder vores forhold til andre mennesker, til maden der skal sættes sammen hver dag, til et forbipasserende smil, til os selv, til døden og sorgen, hvorfor ikke også forholde os med betydning, alvor og dybde til den psykiske lidelse?

I psykiatrien forholder man sig til betydningsfulde forhold på en afmålt, såkaldt ’objektiv’ og distanceret måde, det store spørgsmål er bare, om ikke det væsentligste går tabt i denne granskningsproces.

 

Hvem er til behandling i psykiatrien – teorier eller mennesker?

Jeg har set kommunikationen i psykiatrien blive afsporet et utal af gange. Jeg føler mig fremmedgjort i det psykiatriske blik på mig og mit liv . Psykiatrien er præget af en retorik, som på kantet vis udgyder mit liv og mit sind med abstrakte teoretiske forståelser, et diagnostisk symptombillede, som tilsidesætter den menneskelige samtale. Jeg forsikres om, at det i hvert fald ikke handler om hele mig for, jeg er jo ikke min psykose, jeg har haft en psykose.

Det forstå jeg, men.

Psykosen har virkelig forandret mit liv, så selvom den akutte psykose er slukket , er jeg her stadig, forandret af den også socialt, det gælder min økonomi, hvor jeg nu færdes og med hvem. En psykose er ikke uden betydning for det levede liv. Hvorfor får jeg ikke støtte til at tale om mine psykoser og mit liv? Den lave psykosetærskel er ligefrem noget jeg skal leve med for altid, bliver der sagt, og det er måske rigtigt.

 

Hvor er det sprog i en psykiatrisk sammenhæng, som vover at ville forstå, hvad der er på færde i psykosen ikke mindst, vover at se på de livshistoriske temaer og relationer, som går forud for en psykose eller anden sindslidelse?

 

Hvor blev mennesket i den psykiatriske behandling af?

Hvor blev skønheden, forstået som det respektfulde møde med næsten, af?

Er det da ikke det sårbare menneskelige sind, eksistensen, de svære relationer, det levede liv som burde blive undersøgt nærmere i psykiatrien?

Eller, hvad er det psykiatrien selv mener, at den behandler for?

Hvor fremmedgjort har psykiatrien ikke gjort sig for sig selv?

 

Jeg ville ønske, at folk indefra i psykiatrien stod op for at italesætte de psykiske lidelser på en mere menneskelig og alvorsfuld måde. Det som skulle være en fornuft i psykiatrien, er havnet i ufornuft og mekanik, det er vist som at skyde forbi målet.

 

Billede: Kirkeskib fra Nyord kirke, Møn