Skadet på kærlighed

Som barn befandt jeg mig i svære familierelationer, særligt hvad angik en søskenderelation. Når vi sad til bords blev mine bidrag til samtalen enten overhørt, latterliggjort eller seksualiseret med en grov ironi. Hvis jeg var uenig i noget fx et politisk udsagn, blev jeg kaldt for bitch, givet fuckfingre eller blev verbalt truet, og selvom truslerne nogle gange også udviklede sig fysisk, blev de ikke taget alvorligt af de voksne men i stedet tysset hen som ubetydelige. Vi var en splittet familie, min mor arbejdede til sent hver aften, og jeg var alene hjemme og måtte selv sørge for at få spist. Disse familierelationer har haft nogle alvorlige konsekvenser for mit liv.

 

Skadet i sindet, skadet i relationen

Oftest ønsker jeg mig tættere på andre end de ønsker eller er parate til, eller også bliver relationen kvælende for mig, og jeg må skynde mig væk. Hvis jeg føler mig tilstrækkelig presset og oplever svigt og afvisning, og hvis jeg er følelsesmæssigt påvirket, kan der være en risiko for, at jeg igen forsvinder ind i et psykotisk drømmeland, en surreal, smertefuld virkelighed – en form for absurd hjælp.

Når psykosen først rammer, er det som et musisk inferno gennemspiller min psyke og krop. Familiens tragedie og hierarkisering gentages nu i mit eget selskab. Jeg falder ufrivilligt ind i rollen som underdanig, jeg må endelig ikke gøre mig for bemærket. Langsomt men effektivt tager et omnipotent forsvar imod omverdenen fart, og jeg bliver centrum for enhver handling omkring mig. Jeg lægger restriktioner på mig selv fx i forhold til at bevæge mig udenfor, jeg føler mig overvåget og er bange for at begå fejltrin. Nogle gange får denne selviscenesættelse indflydelse på, hvad jeg må købe ind, hvad der er rigtigt at føle og tænke. Når det står på, kan jeg ikke dele noget af alt dette i frygt for, at det vil skade nogle andre. En mærkelig omvendt logik.

 

Frihed og kærlighed

Hvilken frihed og nådegave det så er at komme ud på den anden side og blive skænket livet igen, nu voldens indre spiral har sluppet sit greb i mig. Jeg er ikke længere selvhenførende, men sørgelig sidder jeg tilbage for, hvordan får jeg styr på ikke at havne på dette underdanige, tyranniserende, øde sted igen? Hvor er der en hjælp at hente for dette? Lige nu er der dog en frihedsfølelse, og jeg kan se mine omgivelser i en kærlig duft af nybagt brød, duvende træer, tekster, lysindfald, mindernes tyngde, vandets fald imod mit ansigt.

 

Efterlysning i psykiatrien

Når vi lever vores liv, forholder vi os hele tiden til betydningsfulde forhold, det gælder vores forhold til andre mennesker, til maden der skal sættes sammen hver dag, til et forbipasserende smil, til os selv, til døden og sorgen, hvorfor ikke også forholde os med betydning, alvor og dybde til den psykiske lidelse?

I psykiatrien forholder man sig til betydningsfulde forhold på en afmålt, såkaldt ’objektiv’ og distanceret måde, det store spørgsmål er bare, om ikke det væsentligste går tabt i denne granskningsproces.

 

Hvem er til behandling i psykiatrien – teorier eller mennesker?

Jeg har set kommunikationen i psykiatrien blive afsporet et utal af gange. Jeg føler mig fremmedgjort i det psykiatriske blik på mig og mit liv . Psykiatrien er præget af en retorik, som på kantet vis udgyder mit liv og mit sind med abstrakte teoretiske forståelser, et diagnostisk symptombillede, som tilsidesætter den menneskelige samtale. Jeg forsikres om, at det i hvert fald ikke handler om hele mig for, jeg er jo ikke min psykose, jeg har haft en psykose. Men er det da ikke mig, mit hele liv I her bryder ind i og udtaler jer om? Hvorfor får jeg ikke støtte til at tale om mine psykoser og mit liv? Den lave psykosetærskel er ligefrem noget jeg skal leve med for altid, bliver der sagt.

 

Hvor er det sprog i en psykiatrisk sammenhæng, som vover at ville forstå, hvad der er på færde i psykosen ikke mindst, vover at se på de livshistoriske temaer og relationer, som går forud for en psykose eller anden sindslidelse?

 

Hvor blev mennesket i den psykiatriske behandling af?

Hvor blev skønheden, forstået som det respektfulde møde med næsten, af?

Er det da ikke sårbare menneskelige sind, eksistensen, de svære relationer, det levede liv som burde blive undersøgt nærmere i psykiatrien?

Eller, hvad er det psykiatrien selv mener, at den behandler for?

Hvor fremmedgjort har psykiatrien ikke gjort sig for sig selv?

 

Jeg ville ønske, at folk indefra i psykiatrien stod op for at italesætte de psykiske lidelser på en mere menneskelig og alvorsfuld måde. Det som skulle være en fornuft i psykiatrien, er havnet i ufornuft og mekanik, det er vist som at skyde forbi målet.

 

Billede: Kirkeskib fra Nyord kirke, Møn

 

 

 

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Dit skriv er meget tankevækkende. Jeg har gennem årene mange gange haft lejlighed til at konstatere, hvordan nogle mennesker vælger et dysfunktionelt familieliv, i stedet for de muligheder, helt nye, og ikke-familiemæssige konstellationer, kunne indebære. Min konklusion består i at konstatere, at det familiemæssige indebærer nogle spørgsmål, som kræver svar, og hvor disse svar ofte aldrig gives.

    Selv har jeg ikke opgivet min familie, men kan konstatere at de i tankegang og mentalitet står så milevidt fra mig, at jeg kun i begrænset omfang ønsker at ofre krudt på dem. Sædvanligvis taler vi pænt til hinanden, og det er nok store sager, når jeg tænker på, hvad jeg har hørt af familiehistorier fra andre. Nej løsningen for mig har været at lære nye mennesker at kende, og i den proces er der naturligvis rigtigt mange, der er røget af i svinget. Jeg er kritisk og kræsen, når det gælder valget af venner, men en væsentlig forudsætning herfor er, at det står én klart, hvad man selv vil og ønsker sig, og jeg tror, at dette er vanskeligt for mange. Ja, undertiden beror problemerne på noget så elementært som et ordforråd, der sætter én i stand til at formulere, hvad man kan lide og ikke lide.

    Der er mennesker, hvis formulering i forhold til denne og hin, eller måske i forhold til alle mennesker, består i overgrebet. Det være sig verbalt eller fysisk. Og ofte består båndet mellen overgriberen, og den, som overgrebet går ud over, i det berømte Stockholmsyndrom. I computerverdenen har man et begreb, der hedder dead lock. Men det kan også bruges i denne sammenhæng. Der består et bånd mellem overgriberen og den overgrebne, som i mange tilfælde først bringes til ophør, når en af parterne dør. Men der er også den mulighed, at den, overgrebet går udover, frigør sig mentalt fra det hele. Men det kræver åndsevner og kræfter, som mange ikke besidder. Selv undrer jeg mig over mine medmennesker, hvordan de frivilligt indforskriver sig i idéologier og andre magtforhold, som man ikke skulle tro var mulige. Men et betydeligt udsnit af menneskene søger magten uden selv at stå på mål for noget. Det så man under 2. verdenskrig, hvor nogle solgte frihedskæmpere til tyskerne for penge. Sådanne typer har vi jo også i dag. Der er mennesker som i forhold til etik er fuldstændigt blinde og døve. Ja, når vi ser på skolelivet, er der jo skoleelever, for hvem hele skolen og gymnasiet er én lang pinsel, og hvor pinslen ikke alene består i lærerne, men i høj grad også i eleverne. Og i mange tilfælde ved forældrene intet om, hvad der foregår, og vil heller ikke vide det. Og når man endeligt så langt som til at formulere en klage, så er de deraf følgende foranstaltninger så håbløse, at det er uværdigt. Jeg synes i høj grad, at din artikel har noget at meddele til mange mennesker.

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Jeg tror nok, at det pågældende computerudtryk i virkeligheden er ”deadly embrace”, hvilket er et endnu mere malende udtryk.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.