Forleden dag anbefalede en veninde mig at læse en artikel, som stiller skarpt på menneskets ufrihed. Artiklen faldt på et ømt sted, da jeg i så lang tid havde gået med tvangsagtige fiaskotanker om ikke at være god nok for arbejdsmarkedet, og da jeg mente ikke at udføre noget af værdi i min tilværelse som førtidspensionist. I disse perioder låses jeg fast i afvisningsfølelse, forladthed og en ufri handlingslammelse. Det er rigtigt, at jeg ikke har formået at kunne præstere på det nuværende arbejdsmarked trods en god uddannelse, gode karakterer og efteruddannelseskurser, for psykoserne har været for voldsomme og fortiden for svær. Men jeg ønsker stadig at bidrage, dele og leve livet sammen med andre mennesker. Og der var mere at sige om ufriheden i artiklen end det at føle sig ufri.

 

Ufrihed er allemandseje

Det er jo omtrent forbudt i vores tid at tale om, at ufriheden er noget iboende mennesket, at ufriheden er et uundgåeligt vilkår i vores eksistens, for hvordan viser den sig egentlig for os, hvor giver vi denne eksistentielle ufrihed en opmærksomhed? På nær lige nu, som artiklens forfatter pointerer, hvor alle med coronakrisen på væsentlige områder er sat skak mat og konfronteret med dette vilkår som et allemandseje. Når skemaer, regneark, rutiner og statistikker lægges på hylden, er vi som mennesker pludseligt underlagt en nagende rastløshed, en livsangst, frygt og utryghed, for hvad skal vi så gøre, hvad skal vi så med hinanden, hvad går livet så ud på? Hvad konfronteres vi så med?

 

Vi holdes tilbage i vores gøren, vores livspotentiale er med coronakrisen sat til tælling men måske fører denne konfrontation med det begrænsende i tilværelsen også til overvejelse? Som artiklens forfatter skriver bunder menneskets ufrihed i, at vi som mennesker er dødelige skabninger underlagt kroppens forgængelighed – vi er ikke herre over vores skæbne. For det er jo ikke kun ved endestationen det forholder sig sådan, ufriheden er noget vi lever med hver dag, og særligt da lige nu gøres vi opmærksomme på den.

 

Hvorfor har vi så ikke et samfund som kerer sig om en så fundamental side af livet? Et samfund som kerer sig om, hvad denne ufrihedens eksistentielle præmis gør ved os som mennesker, måske ligefrem kræver af os mennesker? En præmis som i den grad viser ansigt, når vi bliver psykisk syge og rammes af angst, sorg og pine for også her sættes vi skak mat.

 

Mennesket i den psykiatriske behandling

Menneskets ufrihed har svære vilkår i den gængse psykiatriske behandling. I dag bliver man i den psykiatriske behandling mødt af en ledelsesretorik og management kultur, som bakkes stærkt op af en bestemt kognitiv tækning om de psykiske lidelsers natur. Det er neoliberal politik omsat til kognition og psykiatrisk diagnostik. Du skal acceptere din psykiske lidelse, men er det det samme som at forstå den og lære at leve med den? Og hvor blev blikket for menneskets iboende ufrihed og udsathed af midt i det hele? Dette skrøbelige legeme og sind, hvilende der en efter en på stolen foran behandlerne. Vi vil jo så gerne tilskrive det psykisk syge det begrænsende i tilværelsen, det syge som en slags dæmoni, som samtidig skal overtales, overvindes og bekæmpes med bæltefikseringer og tvangsmedicineringer. Det at tale om følelser handler nu om, hvorhenne på skalaen du mener at kunne sætte fingeren. Psykoedukation er blevet en konsulentydelse, du som patient kan blive henvist til på det psykiatriske hospital eller i distriktpsykiatrien, hvor du på en time oplæres i kendetegnene på maniens eller skizofreniens væsen.

 

Hvilke mennesker ville ikke kunne mødes med et blik for hinandens eksistentielle udsathed og sårbarhed selv i en organisation som psykiatrien, hvor det jo i bund og grund handler om mennesker, gør det ikke?

 

Kan vi skabe nye forbilleder på mennesket i den psykiatriske behandling?

Jeg tror vi ville kunne nå langt, om ikke helt helbrede så gøre den psykiske lidelse betydelig nemmere at bære for mange parter, ikke kun den lidende selv, også de mange pårørende og de flere behandlere i psykiatrien, for de er ved Gud også mennesker. Om vi gav os selv lov til at træde et skridt tilbage og forsøgsvis ændre kursen for, hvordan vi ser os selv som mennesker, dernæst, hvordan vi ser det psykisk lidende menneske. Vi behøver at godtage vores alles eksistentielle start og slutpunkt bundet op på en prisme af ufrihed i den menneskelige eksistens, der viser os, at vi alle er mennesker, der møder tab og håber på glæde, og det er virkelig af værdi. Det er hverken langhåret eller pædagogisk, det er hardcore-existence-on-the-rocks og gør kål på enhver identitet.

 

Fri til at være ufri

Jeg prøver selv hele tiden at komme til en forståelse af mit begrænsede i grunden ufrie liv, jeg falder i og tænker, at det hele i min tilværelse havde artet sig til det bedre og lykkeligere, hvis det var mig, der havde et lønarbejde.

Jeg bærer dagligt min ufrihed uden på, og det har jeg en opgave i at tage mig af, selvom jeg føler mig efterladt og rådvild.

 

Vi kommer ikke udenom at have et blik for den eksistentielle ufrihed, hvad ville der ikke ske, om jeg turde se lidt af mig selv og min egen ufrihed i det andet menneskes blik? Måske ville nye frugtbare møder mellem mennesker opstå af asken fra vores turbulente, vækstidealiserende samfund?

 

På trods af at frygt og nedvurdering i perioder handlingslammer mig, har jeg stadig drømme om et fællesskab med andre, om et frivilligt arbejde, hvor jeg ville kunne deltage samfundsmæssigt og løfte lidt i flok med det udgangspunkt, der er blevet mit.

For jeg vil virkelig gerne dele livet sammen med alle jer andre ufrie skabninger.

Link til artikel: https://www.information.dk/debat/2020/05/svaert-foele-fri-doerene-livet-slaas-igen

 

Billede: “Kvinde på telefontråde” af Lars Bo (1950)

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.