Af Anemone.

”En abort er udelukket. Ja, jeg vil bare være nødt til at prøve igen, hvis jeg får sådan én” proklamerer Alice ud i samtalerummet, hvor hun sidder ved bordet overfor en yngre, kvindelig læge. I det tilstødende værelse finder en anden konsultation sted. ”Stemmerne, er det nogen, der taler til dig eller om dig?” Bliver der spurgt, men Alice er for utålmodig til at vente på svaret. ”Det barn, jeg skal sætte i verden, er det som vokser i min livmoder lige nu. Det er ikke et tilfældigt barn x år ude i fremtiden. Men det her,” hun lægger demonstrativt hænderne på maven. I går havde hun næsten bestilt en tid til abort. I dag havde hun næsten aflyst den igen. Midt i kaosset ønsker hun, at det vil forsvinde af sig selv, men så husker hun den store plan universet har lagt for barnet. Der er ingen tvivl: Abort er umuligt.

”Jeg vil blive straffet, hvis jeg forsøger at gennemføre en abort. Enten vil jeg dø under indgrebet eller barnet vil overleve alligevel og blive svært handicappet eller…” Alice taler affekteret, lægen noterer flittigt og ser så op fra sin blok.

”Alice, det er som om, at både du og Magnus har det meget svært lige nu. Er du sikker på, at det er en god idé at bringe et barn til verden i jeres nuværende situation?” Et spørgsmål, der på et rationelt plan nok giver mening, men som irriterer Alice gevaldigt.

”Nu er det ikke en plan, der er lagt af hverken Magnus eller mig”. Og så fortæller hun om sit forunderlige drømmesyn: Hun befinder sig under vandet i et eksotisk hav omgivet af lysende grøn tang. Babyen svømmer hende imøde, da det forfærdelige sker: Grå dødningehoveder vokser frem på tangspidserne og pludselig er de fangarme, der griber efter spædbarnet. Alice er den eneste, der kan redde det fra denne fjendtlige tilstedeværelse, men inden hun når så langt, bruser havet op i sorte slanger og trækker selveste fuldmånen ned under overfladen. Det er et varsel om død. Men det handler ikke kun om at sikre graviditeten. Arv og miljø er vigtige elementer i historien. Barnet vil få sin fars smukke øjne og hans sensitive, fantasifulde sind, men der skal mere til. En velfungerende og kærlig familie må findes til det, for Alice kan på ingen måde tillade, at deres barn vokser op med det samme dysfunktionelle roderi, som de selv gjorde.

”Jeg vil bortadoptere barnet”, havde hun meddelt Magnus samme regnfulde søndag, hun eskorterede ham hjem fra den lukkede afdeling. ”Det går jeg aldrig med til,” havde han svaret og tænkt, at så var den potte ude.

Hvis du overvejer at bortadoptere dit (kommende) barn skal du henvende dig til Familieretshuset” oplyste google. I sin frustration havde Alice tastet deres nummer, men lagt på inden nogen nåede at besvare hendes opkald. Hvis hun bortadopterer barnet, vil hun ikke have de samme rettigheder, som hvis det blot bliver anbragt i en plejefamilie. Hun vil ikke få fast samvær eller regelmæssige rapporter om dets ve og vel. Måske vil adoptivfamilien ligefrem skjule sandheden, så barnet aldrig vil lære sine rødder at kende eller forstå, hvor det har sit kunstneriske talent fra. Alligevel er der ingen vej udenom, barnet vil ikke kunne blomstre op under et plejebarns traumatiske vilkår. Hvis en ny Ovartaci eller Strunge skal fødes, må det være en gave for verden og den familie, der vil få det ærefulde hverv at opfostre det.

”Men har du tænkt på det genetiske aspekt?” Vil lægen vide. Hun er tilsyneladende stadig bekymret. Alice lover sig selv, at hun om 20-25 år fra nu, når de ser barnet i nyhederne, vil ringe lægen op og gøre opmærksom på, hvem det var hun nær havde krævet aborteret. I tankerne er hun langt væk og falder over et indslag fra datteren Lotus’ kunsthal. Eller også er det en søn. Storm, der holder bogreception. Storm står ved mikrofonen i fløjlsbukser, en slidt skjorte og pjusket lyse krøller. Hun håber ikke, at han har arvet Magnus’ anlæg for måne. Til gengæld må han gerne arve sin fars stofskifte, tænker hun højt.

”Det var ikke lige den slags, jeg tænkte på, da jeg nævnte arv.” Lægen holder øjenkontakten. Det gør Alice nervøs. Er det meningen, at hun skal fastholde blikket eller se bort? Måske sige noget uddybende? Lægen kommer hende i forkøbet. ”Ja; højde, drøjde og hårfarve er irrelevant i denne ligning. Barnet risikerer at udvikle en alvorlig psykisk sygdom, fordi det er disponeret for det, ligegyldigt hvor ressourcestærke og omsorgsfulde adoptivforældrene er.”

”Så du vil altså baldre hele spisestellet, blot fordi mønstret på én af kopperne ikke passer ind i dit verdensbillede.” Alice er indigneret, lægen forvirret og sådan ender den indlæggelsessamtale.

 

”Jeg kan føde når som helst,” meddeler Alice rengøringspersonalet, der er på vej ind på en stue. Her til morgen er det præcis tre uger og to døgn siden, at hun blev overflyttet. Hun husker forløbet ganske fint. Det var sket i en minibus med chauffør og tilhørende sosu-assistent. Alice havde siddet på bagsædet sammen med en korthåret fyr med hiphop i ørene. Han havde indledningsvist bemærket, at han trængte til en smøg, samt at hans forstuvede fod var i forværring, fordi man ikke tillod krykker på afsnittet. Siden havde han høfligt spurgt, hvor hun skulle hen. Et spørgsmål hun havde besvaret klart og tydeligt. Ingen kunne komme og påstå, at hun ikke var orienteret i tid, sted eller virkeligheden generelt.

Hun ved, hvor hun er og hvor længe hun har været der. Det egentlige spørgsmål er, hvorfor hun er blevet bragt til et psykiatriske hospital frem for et svangerskabsambulatorium. Bevares, det er en åben afdeling, men Alice har ikke mødt en eneste gravid kvinde. Der er ikke mange patienter, dem hun ser mest til, er to unge mænd – i pendulfart mellem sofaerne og rygeterrassen, en solbrændt mand, der spadserer op og ned ad gangen, samt en ældre dame, der tegner det begyndende forårslandskab.

”Jeg skal føde en af de nærmeste dage”, bemærker Alice, mens hun beundrer de blyantstegnede vintergækker.

”Er du nu sikker på det?” Damen, der hedder Margit, ser vurderende på hende. Alice strammer sløjfen, der er bundet på ryggen af kjolen og skyder maven lidt frem, men Margit er ikke mindre skeptisk af den grund.

”Må man spørge, om det er en pige eller en dreng?” Alice drejer sig væk med et gådefuldt smil. ”Det bliver en overraskelse”, siger hun og trisser tilbage mod sin stue. Hvis hun skal være ærlig, bekymrer det hende, at hun næsten ingenting har mærket under graviditeten. Hun prøver at slå det hen med, at en reserveret og følsom person, som hendes søn Storm, ikke nødvendigvis har lyst til at gøre væsen af sig. Han skal tidsnok udfolde sit potentiale. Hun må slappe af og fokusere på kendsgerningerne: Maven ER vokset. Kjolerne strammer.

”Det er meget naturligt, at man tager lidt på i vægt, når man anvender medicin som Olanzapin”, forklarer lægen ved stuegangen. ”Det er en kedelig bivirkning, men det er trods alt vigtigere …” Hun tøver og vejer sine ord, men tager så alligevel bladet fra munden “… at vi får bremset det, vi kalder grandios og magisk tænkning.”

Alice ser vredt på hende. ”Påstår du, at jeg har fået storhedsvanvid? Sig mig, er du overhovedet klar over, hvilken byrde der hviler på mine skuldre? Er der overhovedet nogle studier, der har vist, hvordan JERES medicin påvirker MIN baby?” Ophidselsen er den samme hver gang, hun ser skyggen af en læge. Spørgsmålet får da også kvinden til at fingere nervøst ved nogle papirark. Alice ved, at hun har fat i den lange ende.

”Ifølge journalen fik du foretaget en abort d. 26. februar. Camilla, vores studerende, var med dig gennem forløbet. Har du glemt det?” Lægen refererer fra journalen.

Alice bruser op i raseri. ”Det var jo det, der var meningen, at I skulle tro. Forstår du det ikke? Det er alt sammen sat op, som i et teater. Der var ingen abort. Jeg har testet positivt mange gange siden. I øvrigt var jeg …”, hun retter sig selv ”Nej, ER jeg alt for langt henne. Det ville være dybt kriminelt, hvis man havde udført en abort på mig. Så fortæl mig, hvorfor jeg er her? Jeg siger, at jeg kan føde når som helst. Hvad hvis mine veer begynder? I er da nødt til at overflytte mig til det rigtige sted.” Alice er på grådens rand. Lægen skifter emne.

”Der står her, at du får 5 mg Olanzapin. Det er en relativt lav dosis, man kan med fordel give dig lidt mere. Hvis det ikke tager bedre fat, må vi overveje at finde et andet præparat.”

”Men hvad med Magnus?” Spørger Alice pludseligt. ”Hvornår kan han komme og se til mig og barnet?”

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.