Sang til en pårørende

 

Jeg drømte om et ømt, lukket øje en nat

Jeg så dit smilende ansigt træde tydeligere frem fra et lag af hvirvlende, meleret vand på bunden af en krukke

”Jeg er hos dig”, du er virkelig nu… ”tag det gode som der er”, og jeg selv bliver ved med at være her…

 

Du bærer smerten med en for dig så velkendt mine, iblandet dine opmuntrende ord, dit intense blik, for du var selv så medlevende tilstede og ramt af følelser

Så du mon, at jeg ikke så dig nok?

Det piner mig

 

Jeg skulle have rakt ud efter din kind, set på dig, have ladet min hånd bære dig for en stund, sagt til dig at jeg kunne se, at også du var sørgeligt ramt af hele denne psykiatriske misère

 

Det er juni, på stille varme dage befinder jeg mig i min lejlighed og ikke på den psykiatriske afdeling.

Jeg husker nu den selvsamme opgivenhed og sorg, som jeg sjoskede rundt i, da jeg var indlagt.

 

Jeg glemmer på sådanne dage, hvad vores sammenhørighed og daglige liv kastede af sig – en strøm af mening og kærlighed – nu lever jeg uden dig

Mon vi finder hinanden igen en dag?

Mon vi finder vejen igen, imens jeg stadig lever?

 

Siden du forlod verden, forsvinder mennesker og historie ud af mine hænder, de hænder der igen ikke fandt et sted at hvile for en stund

Jeg fjernes af stillestående åndedrag, hvad er det for en sammenhørighed, jeg skal finde uden dig?

Detaljernes tyngde gør min krop tung, mit blik løst siddende i tomrummet

 

”Så kommer lejligheden til at blive fyldt med pelargonier” nåede jeg at fortælle dig, selvom jeg havde været skeptisk overfor pelargonien

Men pelargonien var også en del af din mors liv, og du førte den nu videre i mit, jeg lader de tørre blomster blive siddende, som en bestandig rust og forvitring af kærlighed der midt imellem alt det grønne

 

Privatfoto: Pelargonie i vindueskarm, København 2020

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.