At finde et sted at kunne være

At finde et sted at kunne være

Jeg er rastløs, jeg er så rastløs i min længsel efter en kontakt til andre mennesker, at jeg smutter i skoene og går raskt ud ad døren med musik i ørerne. Jeg ønsker ikke at fornægte eller ikke se i øjnene, at meget tid går med at give sig hen, være alene og selv sætte opgaver i værk. Men nu savner jeg virkelig at dele det hverdagslige med andre, imens jeg mærker en kropslig uro gøre min hals tør, og en kraftig trang til at handle melder sig. Igen falder jeg imod en mental mur, og denne oplevelse af ikke at kunne stille noget op i mit liv.

Jeg sætter den ene fod foran den anden.

 

Jeg er førtidspensionist og har meget svært ved at se, hvor jeg kan finde en plads og deltagelse i samfundsfællesskabet.

Jeg kan holde ‘hus og hjem’, jeg holder af at lave mad, at bevæge min krop, jeg gør hvad jeg kan for at samle et lille liv i det store midt i coronakrisen. Samtidig er sammenkomsterne og fællesskabet med andre mennesker næsten fraværende, og da endnu mere nu pensionen kom ind i mit liv.

Jeg må tænke mig frem til en forståelse.

Min rastløse situation afspejler mødet mellem på den ene side mine egne svære, private forhold og på den anden side en årelang udebleven støtte eller opbakning fra de kommuner, jeg har boet i.

Men der må da være håb, så længe der er mennesker til.

 

På turen ser jeg ned på vild brombær i blomst, gråbynke, græsser og duftende kamille, en blå mosaikguldsmed passerer flygtigt mit blik. Jeg husker, hvordan jeg for 10 år siden så kraftige farveglimt som små lyn for mit blik, debuterende med psykose, siddende i en kajak på et flere meter dybt hav. Psykosen fyldte alt og prægede enhver relation til min omverden dengang.

Jeg tager mig selv i at gå med nedslået blik og kigger op og får øje på en gruppe kvinder med barnevogne. De har slået sig ned på græsset med hver deres barn foran sig. De sidder i en rundkreds, og jeg føler mig så meget på afstand af det liv, der nu venter dem. Som røg jeg selv af i svinget som en vordende mor. Samtidig gør jeg det klart for mig selv, at livet jo ikke er helt til at styre.

Jeg tænker på afvisningen hos lægen, da jeg flere år tidligere ville høre om muligheden for insemination. Denne læge mente ikke, at jeg med min sygdomshistorie og sociale baggrund, som han formulerede sig, kunne blive henvist til insemination. Senere nævnte min gynækolog for mig, at sådan forholdt det sig ikke nødvendigvis. Men nederlaget var for hårdt, og jeg stod samtidig med et forlist parforhold bag mig.

På turen møder jeg en kvinde, jeg har været indlagt med, vi hilser, og går forbi hinanden, og jeg tænker, hvorfor snakker vi ikke sammen? – og kommer til at tænke på et opslag, jeg læste på facebook.

Jeg læser om Aalborg kommune på facebook, opslaget henvender sig til førtidspensionister, som savner et fællesskab og kontakt med andre i dagligdagen. Ord som ”beskæftigelse” optræder, men opslaget vil også så meget andet. Tonen og budskabet i denne kommunale henvendelse er tryg og væsensforskellig fra, hvad jeg har oplevet i min kontakt med det kommunale her på Sjælland

 

Aalborg kommune skriver:

”Vi er et ikke-visiteret tilbud, hvilket betyder, at du bare kan komme forbi, hvis du gerne vil i gang med et job, et frivilligt arbejde, en fritidsaktivitet, et nyt dagtilbud eller andet. Det eneste krav er, at du får førtidspension.”

En borger citeres og skriver om stedet: ”jeg føler mig ventet, og jeg har virkelig fundet noget, jeg er god til.”

 

Hallo! Hvad er det jeg læser, her taler de om fællesskab, deltagelse, liv og drømme for sådan nogle som mig. Og det får en svag varme til at brede sig i min krop. Uden at være klar på alle facetter af tilbuddet, tænker jeg, at her er endelig en kommune, som tør træde frem som en omsorgsfuld og menneskelig instans, hvor det rent faktisk handler om førtidspensionisternes liv, håb og drømme.

Her er nogle som taler et tydeligt sprog, hvor jeg ikke behøver være bekymret for, om pensionen nu skulle gøres hvilende eller genvurderes, fordi jeg viser tegn på at ønske og ville kontakten til andre mennesker ved at tage et frivilligt arbejde, sågar et mindre job. Her er faktisk nogle i det kommunale, som vil støtte op og som vil lytte.

På turen får jeg tanker om at flytte til Aalborg, men jeg har endelig fundet en lejlighed, hvor der er trygt at være, så jeg må starte med at ringe til dem og høre mig for, om de kender til noget lignende her i København.

 

https://www.aalborgaktiv.dk/?fbclid=IwAR3vwqCKZH465ld7HPr6IvpRnLCGJX_wbs_n1y6KubvYwNS-9ExOoR2Oy2E

 

Foto: Plakat på el-skab på et stræde i København 2020