At finde et sted at kunne være

Jeg er rastløs, jeg er så rastløs i min længsel efter en kontakt til andre mennesker, at jeg smutter i skoene og går raskt ud ad døren med musik i ørerne. Jeg ønsker ikke at fornægte eller ikke se i øjnene, at meget tid går med at give sig hen, være alene og selv sætte opgaver i værk. Men nu savner jeg virkelig at dele det hverdagslige med andre, imens jeg mærker en kropslig uro gøre min hals tør, og en kraftig trang til at handle melder sig. Igen falder jeg imod en mental mur, og denne oplevelse af ikke at kunne stille noget op i mit liv.

Jeg sætter den ene fod foran den anden.

 

Jeg er førtidspensionist og har meget svært ved at se, hvor jeg kan finde en plads og deltagelse i samfundsfællesskabet.

Jeg kan holde ‘hus og hjem’, jeg holder af at lave mad, at bevæge min krop, jeg gør hvad jeg kan for at samle et lille liv i det store midt i coronakrisen. Samtidig er sammenkomsterne og fællesskabet med andre mennesker næsten fraværende, og da endnu mere nu pensionen kom ind i mit liv.

Jeg må tænke mig frem til en forståelse.

Min rastløse situation afspejler mødet mellem på den ene side mine egne svære, private forhold og på den anden side en årelang udebleven støtte eller opbakning fra de kommuner, jeg har boet i.

Men der må da være håb, så længe der er mennesker til.

 

På turen ser jeg ned på vild brombær i blomst, gråbynke, græsser og duftende kamille, en blå mosaikguldsmed passerer flygtigt mit blik. Jeg husker, hvordan jeg for 10 år siden så kraftige farveglimt som små lyn for mit blik, debuterende med psykose, siddende i en kajak på et flere meter dybt hav. Psykosen fyldte alt og prægede enhver relation til min omverden dengang.

Jeg tager mig selv i at gå med nedslået blik og kigger op og får øje på en gruppe kvinder med barnevogne. De har slået sig ned på græsset med hver deres barn foran sig. De sidder i en rundkreds, og jeg føler mig så meget på afstand af det liv, der nu venter dem. Som røg jeg selv af i svinget som en vordende mor. Samtidig gør jeg det klart for mig selv, at livet jo ikke er helt til at styre.

Jeg tænker på afvisningen hos lægen, da jeg flere år tidligere ville høre om muligheden for insemination. Denne læge mente ikke, at jeg med min sygdomshistorie og sociale baggrund, som han formulerede sig, kunne blive henvist til insemination. Senere nævnte min gynækolog for mig, at sådan forholdt det sig ikke nødvendigvis. Men nederlaget var for hårdt, og jeg stod samtidig med et forlist parforhold bag mig.

På turen møder jeg en kvinde, jeg har været indlagt med, vi hilser, og går forbi hinanden, og jeg tænker, hvorfor snakker vi ikke sammen? – og kommer til at tænke på et opslag, jeg læste på facebook.

Jeg læser om Aalborg kommune på facebook, opslaget henvender sig til førtidspensionister, som savner et fællesskab og kontakt med andre i dagligdagen. Ord som ”beskæftigelse” optræder, men opslaget vil også så meget andet. Tonen og budskabet i denne kommunale henvendelse er tryg og væsensforskellig fra, hvad jeg har oplevet i min kontakt med det kommunale her på Sjælland

 

Aalborg kommune skriver:

”Vi er et ikke-visiteret tilbud, hvilket betyder, at du bare kan komme forbi, hvis du gerne vil i gang med et job, et frivilligt arbejde, en fritidsaktivitet, et nyt dagtilbud eller andet. Det eneste krav er, at du får førtidspension.”

En borger citeres og skriver om stedet: ”jeg føler mig ventet, og jeg har virkelig fundet noget, jeg er god til.”

 

Hallo! Hvad er det jeg læser, her taler de om fællesskab, deltagelse, liv og drømme for sådan nogle som mig. Og det får en svag varme til at brede sig i min krop. Uden at være klar på alle facetter af tilbuddet, tænker jeg, at her er endelig en kommune, som tør træde frem som en omsorgsfuld og menneskelig instans, hvor det rent faktisk handler om førtidspensionisternes liv, håb og drømme.

Her er nogle som taler et tydeligt sprog, hvor jeg ikke behøver være bekymret for, om pensionen nu skulle gøres hvilende eller genvurderes, fordi jeg viser tegn på at ønske og ville kontakten til andre mennesker ved at tage et frivilligt arbejde, sågar et mindre job. Her er faktisk nogle i det kommunale, som vil støtte op og som vil lytte.

På turen får jeg tanker om at flytte til Aalborg, men jeg har endelig fundet en lejlighed, hvor der er trygt at være, så jeg må starte med at ringe til dem og høre mig for, om de kender til noget lignende her i København.

 

https://www.aalborgaktiv.dk/?fbclid=IwAR3vwqCKZH465ld7HPr6IvpRnLCGJX_wbs_n1y6KubvYwNS-9ExOoR2Oy2E

 

Foto: Plakat på el-skab på et stræde i København 2020

2 Kommentarer

  1. Ida

    Jeg havde været pensionist i tre måneder, så meldte jeg mig ind i Dansk oniotologisk forening (fuglekiggere) og jeg begyndte at ride. Jeg dyrkede sport. Jeg fandt en airsoft forening. (Skyde med plastikkugler)
    Alt kom SLET ikke på en gang og alt er ikke noget jeg har gjort på en gang… men min pointe er at der er MASSER af ting at lave for alle. Også masser af ting, der slet ikke har noget med psykiatri at gøre. Selv har jeg efter 10-15 års behandling haft brug for at komme lidt væk fra at have mine hobbyer i psykiatrien. Men jeg har stadig haft en kontakt person i ny og næ… og en kreagruppe i social psykiatrien. og vigtigst af alt, jeg er med i den lokale forfatterforening, hvor jeg har fået meget stærke venskaber.
    Hvis du kære blogger har brug for et par råd om at starte et liv som førtidspensionist, deler jeg gerne ud af mine erfaringer. Du kan se mere på idaeowyn.com mht kontak. Bare et tilbud jeg giver hist og pist til nye pensionister, når jeg “møder” dem. Virtuelt highfive 😊

    Svar
    • tråd

      Hej Ida
      Tak for dit inspirerende svar og din gode energi til at tage imod livet, det betyder ufattelig meget for at det hele ikke ender SURT og hårdt. Jeg tror det er meget vigtigt, som du skriver, at huske på, at forandringen i det svære liv ikke kommer på en gang, jeg har dage, hvor jeg intet lys kan se, men jeg forsøger, så godt jeg kan, at se sammenhængende i det jeg gør i forhold til at få dagligdagen til at hænge sammen, så der er et længere perspektiv i livet og ikke kun afbrudte handlinger, som ikke kommer noget eller nogen ved.
      Spændende med dit forfatterskab al god vind til det fremover <3
      Kh tråd 🙂

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.