Duften af fabrikker og rugbrød

En stor del af min psyke er formet af og indstillet på det gamle arbejdersamfund, hvor det var det faste 8-16-arbejde med planlagte ferier og fritidsaktiviteter, som satte dagsordenen for livsbestræbelserne og den fælles livsførelse. Jeg var så heldig også at gå på friskole med sangfællesskab, madlavning, kreativitet og trosforståelse. Min mor var på mange måder anarkist og en slags borgerlig hippie, hvis det ellers giver mening. Min far var lærer og havde en stærk arbejdsmoral og rundet af den gamle arbejderklasse.

Selvom de fleste større industrier og produktionsvirksomheder i 1980’erne i min barndom stod overfor at blive lukket eller flyttet til Asien, var det stadig op kl. 6 og videre til skole og arbejde for den lille familie i en forstad til København.

Som barn traskede jeg afsted til S-toget i duften fra Karen Volf fabrikken eller den gærede lugt fra rugbrødet, som blev produceret et sted i nærheden.

Det var ikke en nem opvækst, men fantasierne og særligt kærligheden til få personer og min skole holdt mig kørende.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig et liv med psykoser og førtidspension. Men da den økonomiske krise slog til i 2008/2009, det år jeg færdiggjorde studierne, tog et parallelt og personligt kriseforløb fart hos mig og fyldte det meste af mine 30’ere.

Tidsforskydelse

Langsomt blevet jeg indfældet i en anden zone og tidsdimension, som jeg i mit stille storhedsvanvid nogle gange tænker kunne være en slags foregribelse på, hvad vi før eller siden må konfrontere os med og tage ansvar for i samfundet.

Den nye tidsdimension lærte mig først skrøbeligheden og den menneskelige udsathed at kende på nært hold. Jeg ser den i dag ikke kun hos mig selv men også hos andre. Jeg fornemmer den, når jeg taler med en anden, for samtalen er ikke længere tom eller rullet ind i de mest ubegribelige forestillinger,  nu krisen er blevet tam.

Jeg ønsker at give skrøbeligheden en værdig plads i mødet med andre. Med respekt for den andens historie og liv, som jeg slet ikke kender, men som viser sig lige der foran mig med pumpende hjerte. Uden at vi nærmer os hinanden yderligere, kan jeg mærke noget godt i kontakten, jeg vil vove at påstå, at det er en kærlighed til mennesket, jeg fornemmer på afstand i mødet. Der er noget tredje imellem os, som jeg ønsker at værne om, for det giver mig lysten til livet og glæden ved samværet tilbage. Men, hvor kan det også blive ensomt somme tider, man er jo altid i hvert fald to i en relation.

 

Selvom jeg ikke er en del af den etablerede arbejderstab, er jeg fortsat en stærk tilhænger af demokratiet funderet i en stærk velfærdsstat. Jeg skal nok komme efter med et bidrag en dag der fra, hvor jeg står. For jeg tror på fællesskaber mellem mennesker. Da det var allermest mørkt i mit liv, og jeg vaklede på selvmordets rand, var det forholdet til noget udenfor mig og kærligheden til de nærmeststående som holdt de destruktive kræfter tilbage, og jeg græd, for jeg savnede andre mennesker og ønskede ikke at fortsætte med at være alene.

 

Frygten i samfundets skygge

Den nye tidsdimension har ikke kun givet mig indblik i fremtidens skrøbelige væsen, men har efterhånden, via erfaringen med at være på færd igennem dystre, øde stub-beklædte marker, der hvor vinden står susende stille i en lang højfrekvent hyletone, givet mig et særligt indblik i det samfund jeg lever i nu.

 

I dag er jeg stadig bange, men jeg er bange for, hvad der er i gang med at ske for vores samfund og demokrati. På svære dage giver samfundets udvikling mig en fysisk følelse af depression, og jeg bliver liggende i sengen. Jeg er bange for den rå privatisering og udlicitering af velfærdsstatens mange opgaver, særligt vores sundhedsvæsen, den offentlige transport, ikke mindst den kommunale styring. Jeg har oplevet det på egen krop og ikke kun set det filmatiseret, for jeg har selv deltaget i den film, som ikke var en film men min virkelighed.

Dette nye tyranni, hvor alt gøres op i kroner og øre, er jeg bange for. For det snyder mennesker på den lange bane. Jeg er bange for, at befolkningen lader sig forføre, både dem som har pengene til at købe sig til og fra alt. Men også dem som næsten ingen penge har og som nemt fornægter, at det rent faktisk står rigtig slemt til for dem og deres situation.

Jeg er bange for den dehumanisering og ufølsomhed, som lige så langsomt men brutalt sniger sig ind af bagvejen, når livet og vores relationer følger en så kynisk psykologisk manipulation, der glemmer kærligheden og får os til at tro på noget, som ikke er sandt.

De ressourcer vi som frie borgere har krav på at modtage fra velfærdsstaten gøres mere og mere til økonomiske anliggender, som befandt vi os altid i en butik. F…! det er ensomt, som den kæmpe store ledskærm der skingert lyser op, når aftentimerne indtræffer på en rolig vej i nærheden af, hvor jeg bor.

Hvad med vores demokratiske ret til at deltage i de beslutninger, som vedrører vores liv?

Hvorfor hører jeg om, at det meste akademiske arbejde går ud på at holde øje med andres arbejde, hvor det handler om at måle på effektivitetskvalitet, hvor relevansen handler om kurver og statistikker til hvis nytte?

Er alle vores relationer blevet et forretningsforetagende?

Hvorfor kan vi ikke lade kampen og vinderne og taberne blive på sportsarenaen eller i computerspillet?

 

Kalkulation og psykiatri

Engang jeg blev indlagt skulle jeg indledningsvist svare på et par spørgsmål i Sundhedsplatformen, et par spørgsmål fik jeg at vide. Det ene spørgsmål tog imidlertid det andet, og til sidst glemte jeg hvad udgangspunktet for samtalen var. Spørgsmålene forgrenede sig som ved knopskydning i det uendelige. Jeg havde på det tidspunkt lige mistet min mor, og havde egentlig brug for et menneske at tale med.

Situationen mindede mig mest om dengang, hvor jeg som ung Gallup interviewer kunne bruge timer på at udspørge sagesløse folk om deres brug af de gule og hvide telefonbøger. Spørgsmålene i Sundhedsplatformen drejede sig om alt fra A til Z og grader af det ene og det andet, men jeg kunne ikke længere tyde, hvorhenne jeg og min situation var i alt dette. Jeg kiggede op på sygeplejersken og sagde ind i et par tomme øjne: ”min mor er lige død” hun kunne fortælle mig ”at hun lige havde været på kommunikationskursus.”

 

Privatfoto: Kolonihave og Dannebrog 2020

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Tak for denne meget velskrevne artikel med mange betragtninger, som jeg og sikkert mange andre deler. Selve skriveprocessen indebærer jo en dialogisk form, hvor man har en indre dialog med en person, der er som en selv, og det at skrive har hjulpet mig gennem mange vanskeligheder, men har også åbnet op for muligheden for at komme i kontakt med andre personer, som finder, at det, man kommer med, er både relevant og interessant. Hver af vore tankevirksomheder er vel vor adgangsvej til et fællesskab med andre. Jeg ser her en masse muligheder for kommunikation. Jeg selv har megen udbytte af dagligt at komme på et værested. Det er min erfaring, at brugerstyrede væresteder ikke er så velfungerende som væresteder med et godt og ansvarligt personale, men det er jo op til den enkelte at finde noget, der passer én godt.

    Undertiden er følelsen af ensomhed et fænomen hos én selv, der er uafhængigt af, hvor mange mennesker man er sammen med, men i andre tilfælde er man vitterligt alene. Jeg ved ikke, om der er nogle væresteder, dér hvor du er, men i hovedstaden er der nogle muligheder, som er gode.

    Der er det interessante ved dine betragtninger, at så relevante, de end er, bør man nok ikke helt se bort fra den mulighed, at de indgår i symptombilledet ved psykisk sygdom. Vi andre ser måske det samme, men er i stand til at lægge dem til side, når vi vil, og er ikke plaget af dem. På den måde kan de samme betragtninger have vidt forskellig karakter hos forskellige mennesker. Undersøgelser viser, at forskellen mellem depressive og normale ligger i omfanget af grubliseringer – hvor længe man ruger over bekymringer. Hos den depressive er der ikke tale om et frit valg. Ikke at jeg her skal stille diagnoser – jeg fortæller blot om resultatet af visse undersøgelser. Da jeg selv var psykisk syg, havde jeg overhovedet ingen tankefrihed, og det har betydet en kæmpe forskel for mig selv at kunne bestemme, hvad jeg vil tænke på. Jeg har ofte været ude for folk, der var så vant til deres bekymrede tankebaner, at de slet ikke vidste, at det kunne være anderledes. Mange evner slet ikke at skelne mellem indholdet af deres tanker, og så det forhold, at deres tankemønster er sygdomsramt – at selv-iagttage ligesom udefra. Da jeg havde skizofreni, var det kun med det yderste af neglene, der hos mig skabte en svag mistanke om, at jeg var syg. Det var da verden, den var galt med. Og den erfaring, at den måde, man tænker på, kan undergå radikale forandringer til det bedre, uden at man mister noget, hvis man kommer i behandling, er der mange, der har gjort.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.