dav

Danmark dejligst ;-)

Duften af fabrikker og rugbrød

En stor del af min psyke er formet af og indstillet på det gamle arbejdersamfund, hvor det var det faste 8-16-arbejde med planlagte ferier og fritidsaktiviteter, som satte dagsordenen for livsbestræbelserne og den fælles livsførelse. Jeg var så heldig også at gå på friskole med sangfællesskab, madlavning, kreativitet og trosforståelse. Min mor var på mange måder anarkist og en slags borgerlig hippie, hvis det ellers giver mening. Min far var lærer og havde en stærk arbejdsmoral og rundet af den gamle arbejderklasse.

Selvom de fleste større industrier og produktionsvirksomheder i 1980’erne i min barndom stod overfor at blive lukket eller flyttet til Asien, var det stadig op kl. 6 og videre til skole og arbejde for den lille familie i en forstad til København.

Som barn traskede jeg afsted til S-toget i duften fra Karen Volf fabrikken eller den gærede lugt fra rugbrødet, som blev produceret et sted i nærheden.

Det var ikke en nem opvækst, men fantasierne og særligt kærligheden til få personer og min skole holdt mig kørende.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig et liv med psykoser og førtidspension. Men da den økonomiske krise slog til i 2008/2009, det år jeg færdiggjorde studierne, tog et parallelt og personligt kriseforløb fart hos mig og fyldte det meste af mine 30’ere.

Tidsforskydelse

Langsomt blevet jeg indfældet i en anden zone og tidsdimension, som jeg i mit stille storhedsvanvid nogle gange tænker kunne være en slags foregribelse på, hvad vi før eller siden må konfrontere os med og tage ansvar for i samfundet.

Den nye tidsdimension lærte mig først skrøbeligheden og den menneskelige udsathed at kende på nært hold. Jeg ser den i dag ikke kun hos mig selv men også hos andre. Jeg fornemmer den, når jeg taler med en anden, for samtalen er ikke længere tom eller rullet ind i de mest ubegribelige forestillinger,  nu krisen er blevet tam.

Jeg ønsker at give skrøbeligheden en værdig plads i mødet med andre. Med respekt for den andens historie og liv, som jeg slet ikke kender, men som viser sig lige der foran mig med pumpende hjerte. Uden at vi nærmer os hinanden yderligere, kan jeg mærke noget godt i kontakten, jeg vil vove at påstå, at det er en kærlighed til mennesket, jeg fornemmer på afstand i mødet. Der er noget tredje imellem os, som jeg ønsker at værne om, for det giver mig lysten til livet og glæden ved samværet tilbage. Men, hvor kan det også blive ensomt somme tider, man er jo altid i hvert fald to i en relation.

 

Selvom jeg ikke er en del af den etablerede arbejderstab, er jeg fortsat en stærk tilhænger af demokratiet funderet i en stærk velfærdsstat. Jeg skal nok komme efter med et bidrag en dag der fra, hvor jeg står. For jeg tror på fællesskaber mellem mennesker. Da det var allermest mørkt i mit liv, og jeg vaklede på selvmordets rand, var det forholdet til noget udenfor mig og kærligheden til de nærmeststående som holdt de destruktive kræfter tilbage, og jeg græd, for jeg savnede andre mennesker og ønskede ikke at fortsætte med at være alene.

 

Frygten i samfundets skygge

Den nye tidsdimension har ikke kun givet mig indblik i fremtidens skrøbelige væsen, men har efterhånden, via erfaringen med at være på færd igennem dystre, øde stub-beklædte marker, der hvor vinden står susende stille i en lang højfrekvent hyletone, givet mig et særligt indblik i det samfund jeg lever i nu.

 

I dag er jeg stadig bange, men jeg er bange for, hvad der er i gang med at ske for vores samfund og demokrati. På svære dage giver samfundets udvikling mig en fysisk følelse af depression, og jeg bliver liggende i sengen. Jeg er bange for den rå privatisering og udlicitering af velfærdsstatens mange opgaver, særligt vores sundhedsvæsen, den offentlige transport, ikke mindst den kommunale styring. Jeg har oplevet det på egen krop og ikke kun set det filmatiseret, for jeg har selv deltaget i den film, som ikke var en film men min virkelighed.

Dette nye tyranni, hvor alt gøres op i kroner og øre, er jeg bange for. For det snyder mennesker på den lange bane. Jeg er bange for, at befolkningen lader sig forføre, både dem som har pengene til at købe sig til og fra alt. Men også dem som næsten ingen penge har og som nemt fornægter, at det rent faktisk står rigtig slemt til for dem og deres situation.

Jeg er bange for den dehumanisering og ufølsomhed, som lige så langsomt men brutalt sniger sig ind af bagvejen, når livet og vores relationer følger en så kynisk psykologisk manipulation, der glemmer kærligheden og får os til at tro på noget, som ikke er sandt.

De ressourcer vi som frie borgere har krav på at modtage fra velfærdsstaten gøres mere og mere til økonomiske anliggender, som befandt vi os altid i en butik. F…! det er ensomt, som den kæmpe store ledskærm der skingert lyser op, når aftentimerne indtræffer på en rolig vej i nærheden af, hvor jeg bor.

Hvad med vores demokratiske ret til at deltage i de beslutninger, som vedrører vores liv?

Hvorfor hører jeg om, at det meste akademiske arbejde går ud på at holde øje med andres arbejde, hvor det handler om at måle på effektivitetskvalitet, hvor relevansen handler om kurver og statistikker til hvis nytte?

Er alle vores relationer blevet et forretningsforetagende?

Hvorfor kan vi ikke lade kampen og vinderne og taberne blive på sportsarenaen eller i computerspillet?

 

Kalkulation og psykiatri

Engang jeg blev indlagt skulle jeg indledningsvist svare på et par spørgsmål i Sundhedsplatformen, et par spørgsmål fik jeg at vide. Det ene spørgsmål tog imidlertid det andet, og til sidst glemte jeg hvad udgangspunktet for samtalen var. Spørgsmålene forgrenede sig som ved knopskydning i det uendelige. Jeg havde på det tidspunkt lige mistet min mor, og havde egentlig brug for et menneske at tale med.

Situationen mindede mig mest om dengang, hvor jeg som ung Gallup interviewer kunne bruge timer på at udspørge sagesløse folk om deres brug af de gule og hvide telefonbøger. Spørgsmålene i Sundhedsplatformen drejede sig om alt fra A til Z og grader af det ene og det andet, men jeg kunne ikke længere tyde, hvorhenne jeg og min situation var i alt dette. Jeg kiggede op på sygeplejersken og sagde ind i et par tomme øjne: ”min mor er lige død” hun kunne fortælle mig ”at hun lige havde været på kommunikationskursus.”

 

Privatfoto: Kolonihave og Dannebrog 2020