Opvækst.

Du ødelagde et barn med fuldt overlæg

Du stank og hamrede dine blodrøde knoer ned i skærebrættet

Din perverse glæde ved støvsugerens evindelige støj

Din hånlige latter når jeg græd

Du skreg og skreg og skreg, dag ind og dag ud

Pludselig smilte du spidst og dine øjne lynede

“Flyt dig, sig mig har jeg fortalt dig at du må stå der?”

Hvis jeg var blevet mobbet i skolen, eller ydmyget på anden vis

Brændte dine øjne af fryd

Iltmaskinens mekaniske lyde om natten

Dit eksalterede grin
Da ambulancemændene kom

Blodet flød
Fra de høje, bredde, kridhvide vægge

Dit værn mod verden: “en vanskelig og krævende datter!”

Jeg anede at det var skidt, og kiggede ned

Kiggede rundt på de andre kvinder, stirrede stumt og stirrede olmt

Havde de ikke et medansvar?

De rystede på deres pagehårsbefængte hoveder, smilte anerkendende til dig – og jeres øjne lyste om kap

Jeg led og led
Kunne ikke trække vejret i dit nærvær

Dit postkasserøde hår flænsede og skar i min hud

Din blålilla appelsinhudsbetrukne krop, som altid skulle gå splitternøgen omkring

Dine sundhedssandaler, i træ, hvis lyd
slog hårdere end en hammers

“Det er sundt med et naturligt forhold, til den voksne kvidekrop!” sagde du

Åbenbart ikke for mig
ville meget gerne have været den foruden

“Dét her er mit hjem og du ryger direkte ud, inden jeg har nået at tælle til tre!”

Jeg købte gaver minimum to gange om ugen, så opførte du dig ordentligt, i mindst halvanden time

Stod skoleret når du kom hjem

Bar varer ind, satte på plads, gik med skrald, hang tøj op, lagde tøj sammen

Kørte til købmanden, hentede din søn fra idræt, snittede salat, dækkede bord, satte i opvaskemaskinen

Vaskede pander, skurede vaske, polerede spejle, vaskede tæpper, vaskede trapper, slog græs, klippede hække

Hjalp dig med matematikopgaverne
Og, så, videre…

Der var også den tid, hvor du ofte satte mig af midt på motorvejen

For jeg “provokerede jo med vilje”

“Hvorfor lægger du din arm der? Du har jo på forhånd forberedt at ødelægge aftensmaden, har du ikke?” sagde du

Juleaften holdt jeg tit alene, vandrende rundt i bebyggelsen, eller på byens øvrige villaveje

Jeg frøs så forfærdeligt, havde kun min vindjakke og sportstasken – altid sportstasken

Dine beskyldninger eskalerede,
jo længere du kom ind i din studietid

De blev så bizarre at jeg simpelthen ikke længere forstod hvad du sagde

Alt mening begyndte at smuldre

Albuerne helt ind til kroppen, ranke ryggen, ikke bevæge tallerkenen

Du værnede om dit Børge Mogensen spisebord

Kendte du mon filosofien bag?

“Hold din mund” vrissede du. Selv når jeg ikke havde sagt en lyd

Jeg har aldrig prøvet at have en ungdomskæreste, skrive hemmelige breve, gå tur eller holde i hånden

Har aldrig prøvet at slappe af, spise en ostemad i sofaen, eller for den sags skyld ‘at rode på sit værelse’

Aldrig

Jeg har aldrig fået et knus, et kram eller et kærligt ord med på vejen

Aldrig

(og heldigvis for det)

Din krop er det mest frastødende jeg kan forestille mig

Jeg får tics, vejrtrækningsproblemer og kvælningsfornemmelser ved tanken om at skulle være i nærheden af den

En følelse af rædsel som end ikke er til at beskrive

Jeg havde aldrig venner på besøg, på nær de få du havde godkendt

Mit liv handlede udelukkende om at overleve, intet andet

Designermøbler, antik, bestik og keramik – alt fik du med ved skilsmissen

De, hvis forældre beundrede dig, kunne en sjælden gang få lov at komme indendøre
og sidde med ved dit bord

De skulle helst smiiile anerkendende til dig, rose din mad og din indretning

Men vigtigst af alt; dit udseende

Var disse piger virkelig mine veninder?

Jeg følte mig fremmedgjort, såret, ydmyget

TV og musik var selvsagt bandlyst

Kommando, kommando, kommando

Jeg er mestendels død nu, trækker vejret mekanisk – min krop er en ramponeret maskine

Min eneste drøm var at den ville holde længere end din

At min krop ville overleve din krop,
med bare én dag

Nok for meget at forlange
af et i forvejen krævende barn

Nu sidder du på din trone
dag efter dag, og forvalter efter behag

“Sæt dig ned, stå stille, flyt dig så!”

Kvæle sjæle, ydmyge børn, skrælle hudlag af patienter

De går på de lange hvide gange med blødende sår

Blodsporene på linoleumsgulvene fører direkte ind i din konsultation

Og langt, langt tilbage – dybt ind i min barndom…

Du får liv af at slå ihjel, det må være den ultimative sandhed

Hej alle.

Dette er min første tekstdeling på Outsideren. Desværre klasker teksten sammen når jeg deler, trods fin linjeafstand forinden – håber at jeg kan få fikset problemet i løbet af næste uge. Rigtig god weekend 🙂

M.v.h. Eva Lilli.

NB: Maleriet er et selvportræt fra 2003.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.