Min erfaring fra to forskellige kommuner viser, at jobcenter mangler meningsfulde aktivitetstilbud og jobprøvninger, der kan få borgeren videre i livet efter psykisk sygdom. Efter en langtidssygemelding endte jeg i en gråzone, som var umulig at navigere i, og jeg manglede et skræddersyet forløb, der tog fat i lige netop mine ressourcer og mangler. Jeg tilrettelagde derfor forløbet selv.

Farvel til arbejde
Efter en indlæggelse på psykiatrisk afdeling og en langtidssygemelding var jeg kommet i klemme. Min behandler ville ikke raskmelde mig, trods min samvittighed svarede ham, at seks måneders fravær må være rigeligt. Nej. Han stod fast ved, at det skulle gøres ordentligt denne gang. Der var meget oprydningsarbejde at gøre af hensyn til min medicin og min dengang tvivlsomme diagnose, og det krævede ro fra arbejdsgiveren at kunne gennemføre mit terapiforløb.

Min arbejdsgiver, der var gået med til en del skånehensyn i tiden op til min indlæggelse, havde ikke flere muligheder at byde ind med. Langtidssygemeldinger havde der været flere af, og hun vurderede, at det efterhånden pegede i retning af et fleksjob. Min arbejdsgiver og min behandler var enige om, at den mest holdbare løsning for mig var en afskedigelse. Set i bakspejlet, var det da også den helt rigtige beslutning – man kan ikke køre på en punkteret cykel – men i øjeblikket føltes det som et kæmpe nederlag, og afskedigelsen forlængede min depression med yderligere seks måneder.

Gråzone borger
Da jeg var kommet til kræfterne igen, gennemgik jeg en arbejdsprøvning. Jeg endte med at kunne klare ni timer om ugen, hvor jeg fungerede nogen lunde stabilt, men fik afslag på fleksjob. Det var for lille timeantal, vurderede rehabiliteringsteamet – altså folk, der aldrig havde mødt mig før, før dette møde – i forhold til den potentiale, der lå i mig. De mente, at jeg bare skulle have total ro, og så kunne jeg genoptage et ordinært arbejde.

Jeg protesterede. Jeg var bange for, at jeg bliver endnu mere syg af det, hvorpå jobcentrets læge – altså en, der aldrig havde mødt mig før, før dette møde – svarede: ”Det må vi jo se.” Det syntes jeg ikke, var rimeligt, da det kunne få alt for store konsekvenser for mig at vente og ”se” noget, som jeg allerede havde erfaring med, at ville ske. Jeg foreslog, at de gav mig et midlertidigt fleksjob, så jeg kunne vedligeholde de ressourcer, jeg havde og bygge videre på det. Ville det vise sig, at jeg efter et par år bliver fuldt arbejdsdygtig, er jeg den første, der ville takke nej til et fleksjob.

Afgørelsen var dog ikke til at ændre – jeg skulle have total ro, og jeg fik dermed tilkendt et ressourceforløb. Et ressourceforløb lyder måske givende, da det indikerer, at der er et forløb, du skal igennem. Ikke hos mig. Ingen indsats, ingen udviklingsmål, blot ro. Og med ét blev jeg skubbet ud i en gråzone – jeg var for syg til ordinært arbejde, men for langt fremme i min recoveryproces til, at det var ansvarligt at lade mig lave ingenting.

Ro healer alle sår
Udover evalueringsmøder med min sagsbehandler hver fjerde uge, fik jeg den larmende ro. Præcis som jeg havde forudset, fik jeg det værre. Det var ikke sundt for mig at få total ro. Hjernen skal jo genoptrænes, på samme vis som kroppen skal, hvis jeg havde brækket en hofte. Desuden var jeg top motiveret til at komme i arbejde, og min tidligere arbejdsgiver stod klar med netværk. Jeg kunne bare ikke mere end de sølle ni timer på det tidspunkt, så jeg havde brug for en beskyttet stilling, der gav mig plads til at udvikle mig i det tempo, der nu var naturligt for min hjerne.

Da jeg påpegede forværringen overfor min sagsbehandler, var hun frisk på at aktivere mig. Der var bare et lille men: De eneste tilbud kommunen havde til mig var rygestopkursus og et forløb i fitnesscenter. Det er ikke for at negligere vigtigheden af fysisk sundhed, men man skal ligesom tage tingene i den rigtige rækkefølge. Jeg kan jo heller ikke starte med genoptræningen og gemme operationen af min brækkede hofte til sidst. Mit liv var meningsløst på det tidspunkt. Skulle jeg blive sund, så jeg kunne forlænge mit meningsløse liv?

For ressourcestærk
Jeg afslog motionscenter og rygestopkursus, da jeg havde helt andre behov. Mine symptomer var vendt tilbage, og dagligdagen var igen svær at komme igennem. Mine symptomer tog psykiatrien sig af, men mine problemstillinger havde vokset sig ude af psykiatriens kompetenceområde, så jeg havde brug for mere hjælp end symptombehandling. Jeg havde brug for en mentor, der kunne hjælpe mig med at strukturere dagene til gavn for mig, og en, der kunne støtte mig i min rolle som mor. Jeg havde også brug for en terapeut eller et gruppeforløb, der beskæftiger sig med senfølger af omsorgssvigt.

Min efterspørgsel på en mentor blev afklaret på et par minutter. Jeg blev stillet to spørgsmål: Får din datter mad? – Ja. Kommer hun i skole? – Ja. Og så kom dommen: Du er for ressourcestærk. What? Hvis en kvinde i den tilstand, jeg var i, er ressourcestærk, så vil jeg lige høre, hvordan de definerer en borger, der har brug for hjælp. Døende?

Det virkede på mig, som om min sagsbehandler ikke havde erfaring med psykisk syges problemstillinger og recovery. Hun kendte i hvert fald ingen steder, det var relevant at sende mig hen – det var ikke hendes bord. Nej? Men hvorfor er det så lige, at jeg sidder ved dit bord? Hun kunne tilbyde mig et kursus i, hvordan jeg skriver et indbydende CV, men det var lige som ikke længere relevant. At blive afskåret arbejdsmarkedet, når jeg nu havde været så motiveret, havde ødelagt min værdighed. Jeg var ubrugelig. Jeg var identitetsløs. At få mig tilbage på arbejdsmarkedet bliver nu en mere indviklet sag end et tjekket CV.

Isolation som førstevalg
Det var tydeligt, at mit ressourceforløb ikke ville blive svaret på at få det bedre, så jeg mistede motivationen til at kæmpe. Den totale ro bragte mig i isolation.

To år i isolation var gået, og jeg skulle ifølge planen ud i ny arbejdsprøvning, men det måtte udsættes. Mine symptomer var tiltagende, og jeg kunne ikke engang klare en SMS uden at få et angstanfald. Elementære ting som at komme i bad var umulige, og jeg var blevet alarmerende tynd og skulle hjælpes i gang med at spise. Mine kognitive færdigheder blev mere og mere vage, og en dag kunne jeg ikke engang huske, hvordan man koger pasta. De uger, hvor jeg ikke havde min datter, havde jeg intet at stå op til, og jeg lå bare i sengen og gloede i loftet. Omverden slog alarm. Nu var jeg ikke bare en patient i behandlingspsykiatrien. Jeg var også en akut sag i socialpsykiatrien.

I og med jeg var blevet så dårlig, kunne jobcenter ikke hjælpe mig videre. Det kunne socialpsykiatrien heller ikke. De sendte mig på et socialt værested for psykisk syge. Det var ikke noget for mig. Jeg var først og fremmest ikke interesseret i at blive social. Desuden var det ikke et særlig sundt forum for mig at være i. Som aktiv bruger af psykiatrien igennem flere år havde jeg omgås nok sygdomsramte mennesker og dyrket smerte og symptomer. Jeg havde brug for et forum, der kunne løfte mig op. Som ordet siger, så handler sociale væresteder om at være. Der skete bare ikke en dyt udvikling ved, at jeg ”bare var”, men det var netop udviklingen, jeg havde brug for. Jeg ville bruges. Aktivt og med et formål.

Sagen i egen hånd
Endnu engang var jeg endt i en gråzone. Der manglede en bro, jeg kunne tage, mellem det syge og det normale liv. For at undslippe socialpsykiatriens initiativer til at bringe mig ud af isolation, valgte jeg at tage sagen i egen hånd og begyndte på frivilligt arbejde. I al hemmelighed. Jeg havde hørt flere skrækhistorier om straf, hvis jobcentret fandt ud af, at jeg var på nogen måde aktiv. Det måtte briste eller bære. Systemet så ikke ud til at kunne hjælpe mig, så jeg ville hjælpe mig selv.

I starten kunne jeg ikke meget andet end bare møde op, men jeg blev ved med at møde op, for det gav mig sund struktur i hverdagen. Den ene gang om ugen, hvor jeg skulle af sted, kom jeg også i bad, og jeg fik mad. Og jeg fik flyttet mit fokus. De så mig i et helt andet lys, end jeg havde vænnet mig til at blive set. Jeg var hverken en patient eller en sag. Jeg var bare et menneske. Det var en sund øvelse at lære at sætte ord på, hvad jeg ville, og hvad jeg kunne. Jeg kunne nemlig ikke længere leve op til det, der pyntede mit CV, men måtte i gang med at bane en helt ny sti i livet. Det var også sundt at komme ud af den hjælpeløse rolle, som jeg var endt i ved bare at være inaktiv.

Et halvt år efter kunne jeg dokumentere min udvikling. Jeg havde eksempelvis ikke længere problemer med at tage telefonen, jeg spiste regelmæssigt og de sengeliggende dage var reduceret ned til max to. Jeg udviste mødestabilitet og tog ikke kun ansvar for mig selv, men også andre. Mit liv føltes heller ikke så meningsløst mere. Jeg havde opbygget en ny identitet og havde mod på at være ambitiøs omkring min fremtid.

Bæredygtighed
Det var det jeg skulle – jeg skulle bruge det frivillige arbejde som springbræt tilbage til et aktivt liv i samfundet. Jeg skulle bare samle modet til at fortælle min sagsbehandler, hvad jeg havde gang i. Jeg var meget nervøs for at præsentere det for hende, men jeg havde fat i noget bæredygtigt, så jeg syntes, at det var det værd at kæmpe for. Frivilligt arbejde har været lige så effektivt som de terapiforløb, jeg har været i.

Det var det helt rette sted for mig, fordi det handlede ikke om at være social – der var et formål med tingene. Samtidigt var der ingen handleplaner, der pustede mig i nakken og forventede en forbedring på et vis antal uger. Jeg var der helt frivilligt og modtog ingen breve med påmindelsen om, at jeg har pligt til at stå til rådighed – det lettede presset, og jeg kunne bruge min energi på selve arbejdet i stedet. Der var heller ingen opfølgningssamtaler på ugebasis med forskellige afløsere under ferier, og der var ingen trusler for at skulle rykke videre til et andet sted, fordi jeg ikke var kommet i mål som planlagt. Jeg kunne komme og gå som det passer mig, uden at det fik konsekvenser.

Der skete også noget med min motivation og min værdighed. Jobcentret så mig som ødelagt, fordi jeg ikke kunne præstere i en ordinær 9-15 stilling, som de gerne ville have mig ud i. Den frivillige arbejdsplads så mig som en ressource, som de kunne drage nytte af. Jobcentret sendte mig ud i passivitet og håbede på, at det ville skabe mirakler. Den frivillige arbejdsplads havde forventninger til mig, og det kunne jeg rigtig godt lide. Det er ikke fordi de på jobcenter er dårlige til at have forventninger eller stille krav. Det er deres speciale. Men deres krav bygger på fuldstændig urimelige vilkår. Det svarer til, at jeg står og konstant glor på min nyplantede citronkerne og tænker: Så spir dog snart!

Jeg sagde det som det var. Hvis hun vil have mig tilbage på arbejdsmarkedet, så er frivilligt arbejde vejen. Jeg havde tegnet en plan med de små steps, jeg havde tænkt mig at tage for at gøre mig selv arbejdsparat, og jeg argumenterede for, hvorfor frivilligt arbejde er mere effektivt end jobcentrets tilbud. Min sagsbehandler modtog mit engagement med respekt og godkendte planen. Derfra fik jeg lov til at være rimelig selvkørende, indtil jeg selv følte, at jeg var parat til at komme ud i ny arbejdsprøvning – et sted, jeg selv havde valgt.

Samarbejde efterlyses
Nu står jeg her – seks år senere – med et bevilliget fleksjob. Det er ikke meget udvikling, der er sket i årenes løb, siden mit første møde med rehabiliteringsteamet. Én time, for at være nøjagtig. Til gengæld er der sket en del afvikling, og en masse tid og penge er spildt.

Hvis jeg skulle ende syg og hos jobcenter endnu engang, så drømmer jeg om, at vores møde byder på et samarbejde. Ikke påduttede beslutninger på mine vegne, men en reel dialog om, hvad jeg selv tænker kunne blive min vej tilbage til arbejdsmarkedet og et samarbejde herom. Dette samarbejde skal bygge på min egen viden om mig selv og fagpersonalet – ikke nogle folk ansat af jobcentret selv, men reelle fagpersoner, der har faglig viden om min psyke. Jeg drømmer om, at ressourceforløb til den tid er afskaffet, og at vi har omdefineret, hvad arbejdsevnen er. Lige nu kan du vælge mellem at forsørge dig selv eller lave ingenting. Lige skadeligt for en som mig.

Jeg drømmer om, at vi straks tilbyder fleksible måder at vedligeholde aktiv gang på arbejdsmarkedet til dem, der er top motiveret, men bare mangler sundere rammer at være aktive i, og at vi dropper tilgangen “du skal bevise, at du ikke kan” over for de resterende borgere, for føj, hvor er det urimeligt! Jeg drømmer om, at andre instanser – som for eksempel frivillige arbejdspladser – overtager jobcenterets opgave om at genoptræne psykisk syges arbejdsevne, så vi slipper for meningsløse rapporter en gang om ugen, men kan genopbygge vores færdigheder i fred og ro og hver i vores egen tempo. Først når færdighederne er genopbygget, giver det mening, at jobcenter overtager.

I må ikke tage fejl af, at det at miste arbejdsevnen opleves som en kæmpe livskrise og skal takles derefter. At skulle stå som 40-årig og skulle beslutte, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor, har været lige så stressende og angstprovokerende, som dengang jeg som ung skulle vælge uddannelse og dermed tage beslutningen, der vil påvirke resten af mit livs gang. Det handler altså ikke om at aktivere borgeren. Det handler om at aktivere borgeren på en meningsfuld måde. Udviklingen tager tid, og udviklingen sker kun i de rette rammer. Det gælder planter, og det gælder også mennesker. Jobcenter er ikke de rette rammer for at få et menneske til at spire.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.