Loucias behov for fællesskab er ret begrænset, og hun har ofte mere glæde af stilhed og af at være sammen med sig selv end alle de fællesskaber, som folk forventer, hun skal deltage i. Hun mener, at det er utrolig vigtigt at søge ind mod stilheden. I stilheden – langt væk fra de støjende fællesskaber – kommer hun i kontakt med sine følelser og kan finde ind til sin indre kerne. I et aktivt liv går hun tit glip af denne essentielle stilhed. 

Lyst til at bidrage med en artikel om fællesskaber?
Denne artikel indgår i Outsiderens jubilæumsmagasin INDENFOR OG UDENFOR FÆLLESSKABER, der bliver udgivet i udgangen af året. Du kan også bidrage med en artikel. Send din tekst på max 3 sider inden den 15/10 til redaktion@outsideren.dk
Artiklen kunne fx tage udgangspunkt i et eller flere af disse spørgsmål:
– Hvor ser du mulighederne eller begrænsningerne for at deltage i fællesskaber, og hvad vil det overhovedet sige at føle sig som en del af et fællesskab?
– Hvad sker der med fællesskabet, når vi bliver ramt af psykisk sygdom eller sårbarhed?
– Er der noget du savner for at kunne blive en del af det fælles liv, eller er der noget du vælger fra i fællesskabet – og hvorfor det?

Af Loucia Annachanell C. Nørgaard

Min støttekontaktperson i hjemmet stopper og spørger i den forbindelse, hvilke præferencer jeg har til den nye medarbejder. Jeg har kun et krav til dem: Det skal være en, der giver mig lov til at være mig. Efter fem år i systemet er jeg træt af at blive forsøgt formet, så jeg passer ind i andres illusion af normalitet. Ikke flere handleplaner, der skal gøre mig social. Det er ikke mit behov. Det er samfundets. Det kan de selv arbejde med.

Sygdomstegn kontra selvudvikling
Af flere omgange har jeg oplevet, at mine valg eller fravalg i livet bliver tolket som sygdomstegn, og jeg må bruge kræfter på at kæmpe imod andres påduttede behov. I denne artikel vil jeg fokusere på mit fravalg af fællesskaber og dermed en traditionel livsførelse. Jeg har i nogle år haft en drøm om at melde mig ud af civilsamfundet og passe mig selv, mens jeg lever et meget simpelt liv hånd i hånd med naturen. Jeg har i årenes løb taget nogle valg, der en efter en frigør mig fra fællesskaber og giver mig den frihed, jeg længes efter.

Jeg nyder at gå glip. Hvad andre kalder isolation, er for mig freden, jeg søger. Det er friheden i sin fineste form; fordybelse uden grobund. Nogle kalder mine valg for forværring af min tilstand – jeg kalder det selvudvikling. Mit liv er i hvert fald blevet meget mere meningsfuldt, siden jeg tog ejerskab over det og begyndte at følge min indre stemme. Jeg har heller aldrig før været så meget i harmoni med mig selv som nu, hvor jeg har taget beslutningen om ikke at ville være med. Ensomheden mærker jeg intet af længere, og mit liv har fået noget dybde. Jeg er på rette vej. Jeg ønsker ikke at passe ind.

En af de ting, der karakteriserer mig, er, at jeg har en meget udbredt jeg-følelse. Jeg er meget individualistisk og utraditionel. Jeg er katten, der er min egen. Stort frihedsbehov er et andet karakteristika ved mig. Jeg vil og kan ikke tæmmes. Jeg skal have frihed til at tænke, frihed til at være og frihed til at leve anderledes. Og jeg tør. Det er ikke tegn på sygdom. Det er tegn på, at jeg er et selvstændigt individ. Hvorfor skal vi dog være ens? Og hvis behov er det egentlig?

Foretrækker stilhed frem for fællesskaber
Måske er det bare en fase. Måske bliver jeg i det næste kapitel i livet igen nysgerrig på sociale fællesskaber, men lige nu ønsker jeg at være fri. Jeg har brug for en pause. Jeg er mere knyttet til naturen, end jeg er til mennesker. Jeg kan heller ikke se noget opløftende i det liv, I andre kalder normalt. Det er så overfladisk. Så larmende. Verden vrimler med mennesker. Det er bare støj i mine øre. Jeg vil have ro. Stilhed. Stilhed så stille, at jeg kun hører min egen hjertebanken. Det er dér, jeg kommer i kontakt med mine følelser og min intuition. Det er dér, jeg når ind til kernen af mig selv.

En god bog – ikke mennesker – er, hvad der beriger min hverdag. At være nysgerrig på at lære mig selv at kende – ikke andre mennesker – er, hvad der skaber udvikling hos mig. Der kommer flere og flere fællesskaber. Det interesserer mig bare ikke. Jeg vil hellere gå en tur i skoven og se, om haren har det godt. Samle noget skrald op, så naturen kan ånde. Eller bare ligge på min sofa og filosofere. Jeg foretrækker stilhed frem for fællesskaber. Jeg foretrækker mig selv frem for andre.

Jeg lever af de øjeblikke, hvor det bliver muligt at komme væk. Som for eksempel, når din smartphone brænder sammen, og du opdager, hvor befriende det er ikke at være tilgængelig. Eller de weekender, hvor du ikke modtager et eneste opkald. Ingen har brug for dig – du er fri. Alenetid er blevet hellig for mig. Når man lever et aktivt liv med arbejde, børn, og hvad der ellers er af fællesskaber, så går man glip af sig selv. Jeg vil ikke gå glip af mig selv.

Vi har for mange fællesskaber
Der er i vores samfund alt for mange fællesskaber og alt for store forventninger om, at vi skal ville være en del af noget, i modsætning til, hvor lidt af fællesskabet jeg egentlig nyder. Man kunne godt kalde det hjemve, men jeg savner de gamle dage, hvor det var let at passe sig selv. Især efter de sociale medier er kommet til, er verden blevet meget omklamrende.

Hov, vi gik i skole sammen, så værsgo – her er en venneanmodning. Vi er i familie, så du skal selvfølgelig have en venneanmodning. Hov, var vi ikke til en fest sammen? Det tror jeg, så jeg sender dig en venneanmodning. Vi er kollegaer, så hermed en venneanmodning. Jeg kender dig ikke, men hov, du får altså lige en venneanmodning … Vi respekterer ikke retten til at låse andre ude, som vi gør i det fysiske liv. Vi respekterer heller ikke det private rum på samme måde, som jeg er vandt til fra min opvækst. Vi blander os i hinandens liv, som om vi var en stor familie alle sammen.

Fællesskabet har også trængt sig på i skoler, på arbejdspladser og i nabolaget. Ikke nok med, at børnene bliver påduttet legegrupper, så skal forældrene gud hjælpe mig også socialisere sig, fordi det skulle efter sigende være godt, at vi kommer hinanden ved. Så jeg kommer de andre forældre ved, mens jeg tænker: ”Kan de to timer for helvede ikke snart være gået?” Fælles frokoster, fælles fødselsdage, fælles projekter og endda fælles jul på Christiania. Alt er fælles, og det bliver i længden kvælende for et individ som mig.

Men vi er jo flokdyr. Eller er vi?
Når socialpsykiatrien begynder at skrive lange handleplaner om, hvordan jeg kan gøres social, går de imod min natur. Jeg bliver slet ikke set som det individ, jeg er, men kvæles i generaliseringer som ´vi er jo flokdyr´ eller ´vi har brug for dit og dat´. Okay? Lad os lige tage et blik på dyrenes verden. Nu leger jeg en ekspert, der fortæller dyrene, hvad de har brug for.

Jeg oplærer dem i at jage i flok, når de skal skaffe sit rov. Kaninus er ikke helt med, kan jeg se og spørger sidemanden: ”Hvad snakker damen om?” Pindsvinet Egon trækker på skuldrene … For at de kan få lidt madro, er det smartest at trække byttet op i et træ. Fisken Frank får vandet galt i halsen, og giraffen Georg mumler skeptisk: ”Jeg tror altså ikke, at jeg kan komme ret højere op?” … For bedre at kunne overleve de svære tider, har de brug for at gå i vinterhi. Munkefamilien Magnussen ryster på hovedet og forlader mit klasselokale … Føler de sig truet, skal de bare rulle sig sammen og stikke med piggene. Theodor bryder ud i grin: ”Men jeg er en kat. Hvis jeg ruller mig sammen, så dør jeg sgu!”

Kan I se pointen? Jeg bliver da nødt til at tænke selv og handle ud fra, hvem JEG er. Hvad der er en overlevelsesstrategi for den ene er dødfarligt for den anden. Dyr er ikke bare dyr, og samme gælder mennesker. At fortælle mig, hvad ´vi´ har brug for er så forældet. Der er intet, der er statisk her i livet. Alt er i en evig forandring. I dag er vi ikke kun en håndfuld urmennesker. Vi er et hav af forskellige slags mennesker med forskellige styrker, evner og behov.

Føler mig ikke som et truet byttedyr
Jeg er godt klar over, at der ligger noget instinktivt i os. Det kan jeg observere, når jeg står ved et lyskryds, og der altid er nogle, der blindt følger flokken. Jeg kan også fornemme på min Amygdala, at den til tider har svært ved at skelne mellem en sabeltiger og et indgående opkald. Men nu har vi jo forhåbentlig en intelligens tilsvarende 2020, så vi burde kunne tænke selv. Vi har jo også et biologisk ur i os. Alligevel er der en del, der vælger børn fra, fordi det simpelthen ikke er deres behov. Men er det en trussel? Nej. Jeg føler mig bestemt heller ikke som et truet byttedyr, når jeg vælger fællesskaber fra.

Og hvad betyder det egentlig, at vi er sociale dyr? Det betyder, at jeg taler til haren, når jeg forskrækker den under min tur igennem skoven. Jeg indgår i et samspil. Social betyder ikke, at jeg har brug for et menneske ved min side, ellers føler jeg mig ensom. Og hvad betyder et fællesskab? Det betyder at blive forenet med nogen. Når jeg læser Schopenhauer eller ser ’In to The Wild’, får jeg dækket mit behov for et fællesskab – der er andre, som tænker lige som mig. Fællesskab betyder ikke, at jeg har brug for et menneske ved min side, ellers føler jeg mig alene.

Der er ingen grund til at bekymre sig for typer som mig. Min slags har lært at overleve på egen hånd – både i de gode og de dårlige tider. Jeg er ikke i fare for at uddø uden for fællesskabet. Hvad der til gengæld er farligt, er, at andre pådutter mig deres egne behov. Alt det, som jeg burde føle eller burde have glæde af. I gør mig forkert. Jeg er ikke forkert. Hvad der er normalt for edderkoppen, er total kaos for fluen.

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Jeg spørger mig selv, om det her beskrevne ikke i et vist omfang er et problem, som specielt kvinder løber ind i. Jeg mener, gennem årene, at have læst om kvinder, der efter forliste ægteskaber havde et stort behov for at finde ud af, hvem de selv var, og at dette projekt meget vel kunne vare livet ud. Som mand har problemet ofte en lidt anden karakter, idet det er faldet i mangen mands lod at tænke, at chefen er en idiot – og at mene det, i den forstand, at der herved blev sat en effektiv hegnpæl ned mellem chefen og så den, der tænkte disse tanker. Jeg spørger mig selv, om ikke mænd har en naturlig tilbøjelighed til at dominere, hvor kvinderne, qua mange livsomstændigheder, ser sig nødsaget til at lade sig forme af omstændighederne, og hvor disse har en tilbøjelighed til at blive et mønster, som genkendes som sådan af andre på den måde, at andre søger et udbygge dette mønster. For mig selv har min tilbøjelighed til, ikke alene at tænke selvstændigt, men også at have større viden end mange af de mennesker, der omgiver mig, frelst mig fra mange af de problemer, Loucia her fortæller om. Problemet kan godt antage en indviklet karakter, fordi man jo heller ikke vil anstille sig uvenlig, men er det ikke legitimt at bede andre om at blande sig udenom ens symptomer eller ikke-symptomer? Jeg har selv fundet det nødvendigt helt at kunne rumme og overskue den anden i den hensigt at få den anden til at makke ret, og til den ende er evner for indlevelse og tankelæsning, dvs. at kunne uddrage betydningsindholdet i det, den anden siger, et godt middel. Men der ligger jo også det problem deri at gide dette. “Makke ret” er måske lige vel hårdt sagt, men er det ikke et kriterium, at en samtale har visse rammer, indenfor hvilke den lykkes? For det meste er disse underforståede ting mig velfungerende, men jeg lægger mærke til, hvis der her er noget, der ikke fungerer, og det synes jeg egentligt, at der er tale om i det. Loucia her beretter.

    Dernæst ligger der jo en helt anden problemstilling, som man skal søge helt andre steder hen for at få belyst. Jeg tænker her på intern kommunikation, dvs kommunikation indeni i vore egne psyker. Jeg mener, at noget sådant er der berettet om i en del af skønlitteraturen, men som jeg ikke mener at have set modstillet kommunikationen med omverdenen. Jeg tror, at dette i virkeligheden er en omfattende og mangeartet problemstilling. Vore personligheder består jo af mange komponenter, og vor følelse af harmoni beror givetvis på, at disse indbyrdes “ajourføres” i forhold til hinanden, og det er min oplevelse, at vi, i os, har en masse målestokke og vægtninger, som er vore egne, i forhold til hvilke vi evaluerer vore tanker. Ja, selve tankevirksomheden kan have konsekvenser for disse målestokke, og processer af denne art kan strække sig over lang tid. Det er min fornemmelse at processer af denne art kan foregå udenfor bevidstheden, hvor denne tilsyneladende kun er i en art kontemplativ tilstand, men hvor disse ubevidste aktiviteter kan være af stor betydning for os. Jeg tror, at Loucia ser rigtigt, når hun karakteriserer andres vurdering af hende som et overfladefænomen, og at disse vurderinger netop er et udtryk for andres mangel på indlevelse. Det indviklede er, at vi som mennesker kun kan stille vore transaktioner til rådighed for andres muligheder for indlevelse i os, og det kræver en masse tankevirksomhed at udforme disse på en sådan måde, at indlevelse er mulig. Og det er på ingen måde givet, at man overhovedet gider eller er interesseret i dette.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.