Kære datter min,

Du kom uanmeldt og Gud ske tak og lov for det. Du har ikke været heldig med, at din mor og far blev sammen i livets gang, men du har været heldig med at få den far, du har, og den mor, du har. To stærke mennesker, der ubetinget har kæmpet for kærligheden i din dagligdag.

Jeg håber, at du med dig har: Fars udholdenhed og stædighed til at klare dig. At du kan give, selv om du ikke får igen. At du kan give, selv om du ikke har meget tilbage at give. Og jeg håber, at du med dig har: Mors styrke til at overvinde livets uretfærdigheder. At du kan rejse dig, selv om du bløder af sorg. At du kan komme videre, selv om du ikke har tro på, at du kan.

Jeg elsker dig for evigt.

Dette er mit afskedsbrev skrevet for nogle år siden. Mit selvmordsforsøg skræmte mig så meget, at jeg skyndte mig at skrive et afskedsbrev. Efter selvmordsforsøget …

Jeg havde aldrig før oplevet en psykose. Ofte selvmordstanker, men dem havde jeg besluttet mig for ikke at bukke under, for endelig havde jeg al grund til at være lykkelig. Alligevel lå jeg der – diffus, dissocieret og fanget midt imellem to verdener med døden pustende i nakken. Det var alt for voldsomt for mig at opleve kontroltab over min psyke, så jeg ville sikre mig, at mine sidste ord bliver mine og ikke psykosens brøl. Med rystende hænder satte jeg mig ved middagsbordet og skrev dette. Kort blev det, for mine timer føltes at være talte.

”Hvis jeg ikke går nu, knækker jeg også, og så har hun ingen forældre”, sagde han. Jeg nikkede og sendte ham af sted. Uden at kæmpe. Valget var let. Det kan godt være, at jeg dør, men for det mindste kan jeg nå at redde de to. Af sted med jer. Tilbage sad jeg – i tomme 120 kvadratmeter med en grøn, stribet sofa som det eneste møbel. Det var vigtigt for mig, at min datter fik et hjem, som hun kunne genkende, så de fik vores ejendele med. Hun var for lille til at forstå bruddet og for lille til at forstå en sindssygdom.

Adskillelsen var ikke ny for os. Indlæggelser og lukkede døre. Tilbageholdelser – i frygt for, at jeg vil tage datteren med i døden. Men skyldfølelsen var ny. Jeg følte mig skyldig i at byde min datter mit liv, og jeg følte mig skyldig i at risikere at dø fra hende. Vi sagde farvel, og jeg sendte hende væk – ud at leve livet, mens jeg kæmpede mod døden. Den tomme luksuslejlighed snoede sig omkring mig, og smerten over at miste mit livs lykke gjorde så ondt, at den slog mig bevidstløs i nogle dage. Hverken psykiatrien eller antipsykotika kunne gøre yderligere, så jeg var den eneste magthaver af mit sind.

Ikke nok med, at jeg skulle kæmpe med sorgen over bruddet, samtidig med, at jeg kæmpede med min sindssygdom, så blev jeg pålagt en ekstra byrde fra min omgangskreds. Ser I – det var synd for mig, for man sparker jo ikke til en, der ligger ned. Fandeme jo! Du sparker dig fri, hvis du har dit eget liv kært. At du bliver i et destruktivt forhold gør dig ikke til en helt. Elsk dig selv nok til at vide, hvornår du skal give slip.

Siden har jeg mødt pårørende, der har været fuldstændig udtømt af livsglæde, men alligevel ikke har turde gå fra den syge, fordi de ikke får noget opbakning. Men det er ikke kun omverden, der mangler forståelse. ’Det er synd for dig’ mentaliteten roterer også blandt de sindslidende selv. Måske endda i endnu højere grad end hos omverden. Siden mit eget brud har jeg ofte hørt sætninger som ”Du fortjener en, der elsker dig OG din diagnose” eller ”Hvis han virkelig elskede dig, så ville han blive”, når andre har berettet, at deres partner også har fået nok og måtte sige stop. Virkelig?

”Du fortjener en, der elsker dig OG din voldelige adfærd” – hvor ofte hører vi det? Jeg har personligt aldrig hørt disse ord. Vi ved, at så destruktivt et menneske skal man skynde sig væk fra, så vi råder folk til at beskytte sig selv. ”Du fortjener en, der elsker dig OG dit misbrug” lyder heller ikke bekendt. Til gengæld hører jeg opmuntringen til at sige fra, for den eneste, der kan redde ham/hende er ham/hun selv. Sjovt nok har vi ikke samme fornuftige tankegang, når det destruktive forhold udspringer af psykisk sygdom.

Hvorfor er det vigtigt at beskytte de pårørende? Fordi psykisk sygdom smitter. De raske er kun raske midlertidigt. En diagnose kan hurtigt blive til flere, og så sidder man tilbage som pårørende selv lidende af angst eller depressioner. Jeg er vokset op med vold. At bo sammen med en ustabil, psykisk syg person ville jeg sidestille med psykisk vold. Det er terror, og det skal man ikke blive i. Da slet ikke, når der er børn involveret.

Der er ikke plads til, at du kan have en dårlig dag, for uanset, hvad du kæmper med, har jeg det værre. Men du har mange dårlige dage, for du er konstant på vagt og bærer alt ansvaret på dine skuldre. Du tør ikke spørge, hvad der rører sig i mit sind, for du ved, at du risikerer at udløse et sammenbrud. Men du tør heller ikke nyde de gode dage, for du ved, at det vil skifte når som helst. Du kan ikke finde ro hos mig, for sindssygen skader din trivsel. Men du finder heller ikke roen udenfor hjemmet, for du ved, at det kan blive min død. Du kan ikke udtrykke din vrede, for det er mig, der er syg, så det er mig, det er synd for. Men du kan heller ikke bære det falske smil, for du er døende indeni. Kort og godt: Du har intet liv, for du lever mit helvede.

Jeg er stødt på pårørende, der fortæller, at de ved fuldbyrdes selvmord mærker lettelsen. Endelig er der ro. Det siger altså noget om, hvor tungt det kan være at være pårørende til en psykisk syg person. Jeg ville faktisk gå så langt som at sige, at det har været værre at være min pårørende end mig. Jeg kunne for det mindste mærke, hvornår jeg var truet; han var uafbrudt i alarmberedskab. Jeg havde for det mindste magten til at redde mig selv; han var magtesløs. Jeg havde for det mindste min elskede ved min side; han havde mistet sin elskede til sygdommen.

Der er pårørende, der lever med konstante selvmordstrusler. Pårørende, der bliver truet på sikkerhed og deres liv. Udsættes for uberettigede vredesudbrud, må lægge øre til evig opgivenhed eller hysterianfald. Pårørende, der lever med noget så voldsomt som overværet selvskade. Der er ikke meget hjælp at hente, når man er pårørende. Så længe vi ikke har et system, der hjælper hele familien, risikerer vi, at psykisk sygdom udsletter hele husstanden. Så skån os for Hollywood-pladder som ”Hvis han virkelig elskede dig, ville han blive”, men støt de pårørende, der er ansvarsfulde nok til at sige stop. I den virkelige verden hedder det sig: Hvis du virkelig elskede ham, ville du sætte ham fri – ganske enkelt, fordi han får det bedre uden dig.

Kære far til barnet mit,

Du er en velsignelse at have. Jeg er dig for evigt taknemlig for, at du fandt styrken til at tage de helt rette beslutninger på de helt rette tidspunkter. Beslutninger, der gjorde uhyggeligt ondt på mig, men som reddede vores familie. Beslutninger, jeg var for syg selv at tage. Beslutninger, der i det lange løb bragte vækst for alle de involverede parter. Du er og altid vil være min helt.

Vi har en skøn, sund og rask datter, som med dine egne ord er vildt forelsket i mig. Det er hun takket være dig. Du skånede hende for sindssygens spektakler og gav hende en tryg og stabil hverdag. Selvsikkert. Kærligt. Helt alene. Alt imens du vidste, at jeg kunne dø når som helst. Alligevel sikrede du dig, at vores datter dagligt fik genfortalt de gode minder om mor. En mor, som du kaldte den modigste kvinde på denne jord. Alt imens du vidste, at jeg kunne dø når som helst …

Tak for alt. Jeg vil forsvare dig og os til mit allersidste åndedræt.

3 Kommentarer

  1. Mari-Louis

    Puha mit moderhjerte græder indvendig efter jeg læste dette stærk og hårde budskab. Det må have været utrolig hårdt for dig. Det er virkelig smuk skrevet. Jeg tænker tit det er hårdt for de pårørende.

    Jeg ønsker dig alt godt fremover

    Svar
  2. Anne Marie

    Desværre sandt, at det kan være svært at være pårørende/ven til en psykisk syg. Man kommer nemt til at fylde det hele, som psykisk syg.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.