Noget om søvn, drømmesyn og mareridt:

Jeg vågner, fordi mit hjerte hamrer så hårdt. Der er metalliskmørkt i rummet, noget hiver i mine ben og holder mine ankler i et fast greb. Det vender mig om på siden og griner hæst ind i mit øre, det er lige bag mig.

Det er ikke menneskeligt, det er ondere og koldere. Det har rejst i milliarder af lysår, lige fra den allerspædeste begyndelse.

Måske har det forfulgt min skæbne hertil, helt fra dengang der endnu kun var lagt en plan. En støvet plan som blev rullet ud, men som endnu slet, slet ikke var forsøgt udfyldt.

Jeg ser ind i en tunnel, for enden er en blid og gylden blomstereng. Jeg ser et hus, en trappeafsats og en blå dør. Jeg ser min far komme ud ad døren, han spreder sine vinger, og han letter.

Min far er poet, han flyver: Op, op, op.

Engang var der: Svanesøen og blomsterengen, men senest kom de røde, bloddryppende knive.

Jeg ser at min far er en falden mand.

Han ligger inde i et rum uden vægge, uden gulv. Han vender sig om, men han ser mig ikke. Han er helt ubevidst om min tilstedeværelse. Hans krop er tung, men uden indhold.

Jeg lukker døren og lukker samtidigt lyset ude, døren bliver sort.

Min far kan ikke dø, han er dømt til lidelse. Forhåbentligt ikke evig lidelse.

Blodet drypper ned i en blank sø. Plop plop, plop. Dråberne reflekteres i søens overflade og strømmer tilbage ind i min fars uforstående våde øjne.

Tilbagespejlingen af blodets dråber, er af en dimension, som de fleste mennesker er forskånet nogen egentlig form for forståelse for.

Dementia, dementia, dementia. Livet er ikke blot en drøm.

Jeg vågner tidligt næste morgen, ved dørens sagte klapren, og ser min fars blå øjne for mig. Tårerne løber over, og strømmer ned langs hans kinder.

Sov godt far. Æret være dit minde 💙

*Egen tegning.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.