Jeg havde aldrig rørt så meget som en kodimagnyl, da jeg fik min første indlæggelse som 17 årig.

At blive psykisk syg var som at få en hammer oveni hovedet – af egoet, som blev min værste fjende i mange år.
Jeg syntes, det var frygtelig pinligt. Jeg kunne ikke forholde mig til, at et sundhedsfreak som mig, nu skulle til at tage nervepiller. Nervepiller skreg i mine rører af et nervevrag.
Derfor stoppede jeg med medicin igen og igen, og blev indlagt igen og igen.

Jeg troede ikke, at nogen mand ville have mig, hvis jeg var på medicin. At være på medicin er jo som at sige, at man er syg, tænkte jeg, og mit ego blev ved med at råbe højt om, at ingen man ville have mig, hvis jeg var syg.
Og det var jo det, kærlighed, jeg længtes mest efter.

Efter fem indlæggelser på fem år, skrev min sagsbehandler i min journal, at han var i tvivl om, om jeg nogensinde blev i stand til at tage mig en uddannelse og passe et job.
Det blev endnu en kamp med egoet, for jeg ville for alt i verden ikke skulle præsentere mig for fremmede med som det første at skulle sige, at jeg er psykisk syg. Jeg tænkte – så vil ingen da slet ikke have noget med mig at gøre. Det blev en lang og tung kamp for at kunne klare mig selv på arbejdsmarkedet for at opretholde en facade udad til om at der da ikke var noget galt med mig.

Pinligt var det at skulle leve med det, jeg havde sagt og gjort under en psykose, for det var jo total kontroltab, og dette er noget af det værste for egoet, der kæmper for at holde facaden til det sidste.

Jeg havde verdens største ego og verdens mindste jeg. Mit selvværd var ikke eksisterende. Jeg havde decideret selvhad.

Verden har vist sig at være meget kærligere end mine forestillinger.
Aldrig er jeg blevet fravalgt af en mand på grund af min psykiske sygdom. Jeg har mødt megen kærlighed.

Måske var det det, jeg blev sat til jorden for – netop at lære om kærlighed til mig selv og andre. Lære hvad der kommer fra egoets vanvid, og hvad der kommer fra mit sande selv. At skulle skrælle alle de lag af mit løg til jeg finder ind til mine sande værdier og overbevisninger, til jeg finder ind til hende, jeg virkelig er.

For jeg ønsker at leve i en verden af kærlighed, fri af negativitet, fordømmelse, perfektionisme, facade og hårdhed. Jeg ønsker at være nænsom mod det indre barn, der blev skadet af opvæksten. Min psykiske sygdom er jeg fuldstændig uskyldig over for. Jeg har ikke selv skabt og dannet hende her. Min opgave er nu ´bare´ at arbejde med mig selv, til jeg finder ind til kærlige overbevisninger for og om mig selv.

På denne måde er min sygdom blevet min ven og største lærermester i mit liv.
Det har været så ulideligt hårdt at skulle kampe, sådan som jeg har gjort. Min opgave er at se, at kampen er slut, at min største fjende er mit eget ego. Den lærer mig, dag for dag, at lære mit virkelige jeg bedre at kende, og dette er jo noget af det smukkeste.

Double up arbejde har det været. Jeg har ikke bare skullet lære mig selv at kende, men også min sygdom at kende.

Men det har været det hele værd.
Hvor mange mennesker lever ikke under egoets tyranni på daglig basis, uden at udvikle en diagnose, uden nogensinde at lære sig selv at kende og finde de sande værdier i livet.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Ja, det er jo noget af et prædikat at få, at blive udrustet med en psykiatrisk diagnose. Jeg mener, at der i problemet jo ligger det, at en sådan diagnose rummer en nedvurdering af én som person – at man som person er rummet i denne ene betegnelse. Men det er min erfaring, at folk med en psykiatrisk diagnose rummer et bredt felt af mennesker. Der er eksempler på patienter, som har et fattigt indre liv – men så er der også dem, der har et rigt indre liv – og så er der dem, der gennem behandlingen får forløst et rigt indre liv.

    Visse psykiske sygdomme rummer det problem, at der er vanskeligheder med at skelne mellem én selv og så andre. Derfor er det undertiden ikke nogen enkel sag at råde den enkelte til at moderere sine værdidomme i forhold til sig selv. Det er stadigtvæk en kendsgerning, at der råder megen uvidenhed og mange fejlvurderinger om psykiske sygdomme blandt almindelige borgere. Vi kan jo også, blandt os selv, konstatere store forskelle i den enkeltes sygdomsindsigt. Hos nogle er det en del af sygdommen at gokke sig selv oveni nødden med diagnosen.

    I stedet for kan man jo se ens egen psykiske sygdom som en ekstraordinær chance for at få mere at vide om, hvad det vil sige at være menneske – en chance, som de raske aldrig får. Men dette fordrer naturligvis en vilje til og et ønske om at lære noget – den menneskelige nysgerrighed er os et vigtigt aktiv. Men selv var jeg, mens sygdommen var i fuldt flor, ikke rigtigt i stand til at lære noget. Det var først bagefter, at jeg kunne huske mange af mine forestillingsbilleder.

    En ting, som jeg heller ikke synes, at man skal overse, er det sammenhold blandt psykisk syge, som jeg gennem mange år har stiftet bekendtskab med. Særligt blandt psykisk syge oplever jeg den enorme forskellighed, mennesker udviser, og i tolerance og rummelighed har netop vi en særlig opgave i at foregå andre med et godt eksempel.

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Jeg synes, at jeg også bør omtale det der med “nervepiller”. En kendsgerning er det, at langt de fleste psykiatriske patienter intet ved om den medicin, de får – de får bare “medicin”. En kendsgerning er det, at der er tale om en labyrint, ikke mindst fordi den enkelte medicin kan have mange forskellige handelsnavne, selvom det er det samme, der er i de enkelte produkter. Det, man skal have fat i, er det generiske navn, som normalt også står på pakningerne, og det er via det, man kan søge om oplysning på nettet.

    Dertil kommer, at der er et væld af forskellig psykiatrisk medicin på markedet. I gamle dage skelnede man mellem lav-, mellem- og højdosis antipsykotisk medicin. På depressionsområdet er der de berømte SSRI-præparater, men mange andre typer findes.

    Medicin er således ikke bare medicin, og hele området er meget omfattende. Det er derfor forkert, når det af nogle hævdes, at der kun er ét tilbud. Der er enormt mange tilbud. Men det forhold, at den enkelte patient ikke kan holde til hvadsomhelst, gør det betydningsfuldt, at psykiateren hurtigt kan ramme det rigtige stof, ikke mindst fordi medicinomlægninger tager en hulens tid og er en belastning for patienten. Når dertil føjes, at en del patienter er imod tanken om medicin, er det hele ladet med vanskeligheder.

    Når man læser om medicin på nettet, er der naturligvis en del fagsnak. Men dertil kommer, at en del uønskede indrapporterede bivirkninger, i mange tilfælde er uden betydning, men som af den uindviede læser, der læser ukritisk, kan forstørres op til alt for stor størrelse.

    Det er vigtigt at understrege, at der i dag er mange medicinske tilbud til psykisk syge. Men min egen erfaring tilsiger, at det er en god idé at lære et bestemt stof godt at kende. Mange er i den situation, at de har brug for flere forskellige stoffer, og psykiaterens vigtigste opgave er at rådgive patienten, såfremt der er noget, der ikke fungerer som det skal. I praksis er situationen den, at der foreligger et kompromis mellem bivirkninger og så selve sygdommen.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.