Psykiatrisk diagnose er den tungeste sygdom at bære – for egoet

Jeg havde aldrig rørt så meget som en kodimagnyl, da jeg fik min første indlæggelse som 17 årig.

At blive psykisk syg var som at få en hammer oveni hovedet – af egoet, som blev min værste fjende i mange år.
Jeg syntes, det var frygtelig pinligt. Jeg kunne ikke forholde mig til, at et sundhedsfreak som mig, nu skulle til at tage nervepiller. Nervepiller skreg i mine rører af et nervevrag.
Derfor stoppede jeg med medicin igen og igen, og blev indlagt igen og igen.

Jeg troede ikke, at nogen mand ville have mig, hvis jeg var på medicin. At være på medicin er jo som at sige, at man er syg, tænkte jeg, og mit ego blev ved med at råbe højt om, at ingen man ville have mig, hvis jeg var syg.
Og det var jo det, kærlighed, jeg længtes mest efter.

Efter fem indlæggelser på fem år, skrev min sagsbehandler i min journal, at han var i tvivl om, om jeg nogensinde blev i stand til at tage mig en uddannelse og passe et job.
Det blev endnu en kamp med egoet, for jeg ville for alt i verden ikke skulle præsentere mig for fremmede med som det første at skulle sige, at jeg er psykisk syg. Jeg tænkte – så vil ingen da slet ikke have noget med mig at gøre. Det blev en lang og tung kamp for at kunne klare mig selv på arbejdsmarkedet for at opretholde en facade udad til om at der da ikke var noget galt med mig.

Pinligt var det at skulle leve med det, jeg havde sagt og gjort under en psykose, for det var jo total kontroltab, og dette er noget af det værste for egoet, der kæmper for at holde facaden til det sidste.

Jeg havde verdens største ego og verdens mindste jeg. Mit selvværd var ikke eksisterende. Jeg havde decideret selvhad.

Verden har vist sig at være meget kærligere end mine forestillinger.
Aldrig er jeg blevet fravalgt af en mand på grund af min psykiske sygdom. Jeg har mødt megen kærlighed.

Måske var det det, jeg blev sat til jorden for – netop at lære om kærlighed til mig selv og andre. Lære hvad der kommer fra egoets vanvid, og hvad der kommer fra mit sande selv. At skulle skrælle alle de lag af mit løg til jeg finder ind til mine sande værdier og overbevisninger, til jeg finder ind til hende, jeg virkelig er.

For jeg ønsker at leve i en verden af kærlighed, fri af negativitet, fordømmelse, perfektionisme, facade og hårdhed. Jeg ønsker at være nænsom mod det indre barn, der blev skadet af opvæksten. Min psykiske sygdom er jeg fuldstændig uskyldig over for. Jeg har ikke selv skabt og dannet hende her. Min opgave er nu ´bare´ at arbejde med mig selv, til jeg finder ind til kærlige overbevisninger for og om mig selv.

På denne måde er min sygdom blevet min ven og største lærermester i mit liv.
Det har været så ulideligt hårdt at skulle kampe, sådan som jeg har gjort. Min opgave er at se, at kampen er slut, at min største fjende er mit eget ego. Den lærer mig, dag for dag, at lære mit virkelige jeg bedre at kende, og dette er jo noget af det smukkeste.

Double up arbejde har det været. Jeg har ikke bare skullet lære mig selv at kende, men også min sygdom at kende.

Men det har været det hele værd.
Hvor mange mennesker lever ikke under egoets tyranni på daglig basis, uden at udvikle en diagnose, uden nogensinde at lære sig selv at kende og finde de sande værdier i livet.