Skriveopgave fra Outsiderens Skriveskole:
Om hvordan man skaber forandring i sit liv. Måske er det dét at miste og finde nyt(?)
Læg vægt på stemningen i digtet og få det til at korrespondere med erfaringen om “det ny”.

Fra liv til død. Et manifest for fremtiden.

Det var egentlig helt oprigtigt ment. Den dag jeg skrev mit afskedsbrev. Jeg skrev det en dag, hvor alt jeg ønskede, var at køre op i de finske skove, for på gå-ben at bevæge mig dybt, dybt derind og aldrig vende tilbage.

Mørket lukker sig om mig, her er koldt. Kan se min egen ånde. Jeg lever.

Jeg har tænkt på selvmord det sidste års tid. Ikke fordi jeg ikke kan lide mig selv. Men, fordi samfundet skuffer mig. Jeg finder det sygt, opdelt, råddent, uretfærdigt og ondt.

Nogle gange bliver man nødt til at slå det ihjel som var. For at komme videre.

En sort bjørn lusker forbi mig, den stopper op og vores øjne mødes kort. Dens øjene er fortættede. Over trætoppene kan jeg skimte stjernerne, kulden, evigheden. Jeg er på vej.

Hykleriet er det værste, det går gennem marv og ben. Det brænder som syre i mit blod, dag efter dag, til mine knogler pulveriseres af ophobet vrede.

Der findes minimal straf, og sikkert ingen skam i livet, for de få med magt. Fodsoldaterne, ja de tramper bare derudad, med vagtkommando ovenfra. Hvordan kan man det? Og for hvad?

Lad os tale om døden. Lad os tale om sorgen og massakren. Lad os åbne op, og sige tingene lige ud. Mit brev står jeg fuldstændig ved. Jeg har selv valgt at forlade denne verden.

Nogle gange bliver man nødt til at slå det ihjel som var. For at komme videre.

Jeg når frem til en stor skovsø, himlen er klar, en kølig brise og en sitren på havets overflade. Rystet glas, som man siger. Jeg er klar. Klar og gennemsigtig. Jeg ånder med verden. Er i et med evigheden.

En stor elg kommer gående, skovbunden, bladene. Bryder stilheden. Han bukker sig. Drikker. En fantastisk lyd.

Han kigger på mig, længe, med en åben sjæl og med med sorgmod.

Elgen går tilbage ind i skoven. Jeg går ud i vandet. Vandet skiller ikke, det omslutter mig. Som sort velour. Stjernernes smil spejler sig i vandet. Bølgerne, bladene, brisen.

Nogle gange bliver man nødt til at slå det ihjel som var. For at komme videre.

Jeg taber min kuglepen. Og tænker et øjeblik på livet. Brevet er skrevet. Jeg har sat det sidste punktum. Jeg folder det, fugter læberne, og slikker på kuverten.

Jeg skriver ’til min elskede’ på udenpå, og lægger det midt på bordet. Så går jeg ud i garderoben og tager mit overtøj på.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.