Bliver tvang i psykiatrien oplevet ens som barn og voksen?

Den samme situation bliver taklet forskelligt afhængigt af min alder.

Burde mindstemiddel være det samme alle steder?  Jeg synes som patient det er svært at vurdere mindste middel princippet, fordi det spænder så vidt. Jeg ved og håber på at man alle steder kun bruger tvang når alt andet er forsøgt. Alligevel er min oplevelse at der er forskel på hvor langt man som afdeling vil strække sig, selvom situationen kan være meget den samme, som på en anden afdeling hvor man griber situationen helt anderledes an. Både positivt og negativt ment. På min stamafdeling i børne og ungdomspsykiatrien oplevede jeg at man strakte sig en del for at imødekomme patienten for at undgå tvang. Det kunne være med andre beskyttelsesforanstaltninger f.eks at personalet på et tidspunkt valgte at omringe mig, hvis jeg kørte op, så de ikke tog fat i mig. Derimod stillede de sig omkring mig om en indhegning så jeg ikke kunne skade mig selv eller løbe væk. Det var umildbar en god løsning, men for mig virkede den til tider nærmere konfliktoptrappende. Jeg følte mig som en vildt dyr som blev trængt op i en krog, hvis jeg skulle sige det groft sagt. Men alternativet var måske en fastholdelse, og det ville vi jo heller ikke ud i. Det virkede delvist og alligevel fungerede det ikke helt.

De var som regel var gode til at rumme min selvskadende adfærd, og finde andre metoder til at stoppe mig. Jeg fik altså klart (Selvfølgelig afhængigt af situationen) en længere line af personalet, end i voksenpsykiatrien hvor at jeg er nu. Jeg fik altså lov at skade mig selv i længere tid inden nogen gjorde mine til at stoppe mig. Afdelingens filosofi var at man selv skulle lære at kunne være i de sværere følelser og håndtere dem. At give patienterne færdigheder så man kunne nå at bremse sig selv inden det ville ende med noget skidt. Min kontaktperson sagde til mig en dag: “Du må gerne være uenig, men jeg synes det er fint at man stopper dig omgående.” Hun kender mig fra dengang jeg var på de lukkede afsnit i børne og unge, og gav udtryk for hun faktisk ikke kunne forstå man til tider har ladet mig stå og banke løs.

Min oplevelse er at der er virkelig stor forskel i børne og ungdompsykiatrien og voksenpsykiatrien på hvor længe man vil lade en patient skade sig selv. Det som stiller spørgsmålstegn hos mig er hvordan man griber det an, hvis situationen bliver grebet modsat an i forhold til alvorligheden. I børne og unge kunne jeg selvskade voldsomt, og der ville nødvendigvis ikke blive brugt tvang. I hvert fald ikke med omgående virkning. De ville se tiden an og se om affekten ville falde. I voksenpsykiatrien ville der måske blive trykket på alarmen, og der ville højest sandsynligt komme nogen ind og fastholde mig efter få minutter. Omend ved jeg nogen ville mene det samtidig er at svigte mig, ved at lade mig slå hovedet ind i væggen gentagende gange uden at gribe ind med det samme. Men hvor går grænsen mellem omsorg og svigt?

Man skal tage mere ansvar i voksenpsykiatrien.

Som jeg skrev i mit forrige indlæg skal man tage mere ansvar i voksenpsykiatrien. Det betyder så også man har mere medbestemmelse i sin behandling. Det kan være meget rart, men også være hårdt, hvis man som mig kan have svært ved at tage imod den. Hvis man ser på selvskadende adfærd. Så undrede det mig er at jeg oplever mere tvang i voksenpsykiatrien, modsat børne unge. Det er lidt underligt, fordi man skal tage mere ansvar. Når man bliver udsat for tvang, så tager andre jo præcis ansvaret for en, fordi man ikke selv er i stand til det. I voksenpsykiatrien er det generelt mere hjælp til selvhjælp. Man skal også selv bede om hjælpen. Hjælpen er ikke opsøgende på samme både som i børne og unge. Jeg oplever at man i voksenspsykiatrien i en anden grad skal tage hånd om sig selv. Det er nemlig ikke altid nogen gør opmærksom på man har det skidt. Da jeg var yngre oplevede jeg i en højere grad personalet var mere opsøgende, hvis de kunne se situationen var ved at løbe af sporet. Nu skal jeg selv gå en lange vej til kontoret og gøre opmærksom på mig selv. Det er nogen gange svært, fordi jeg har svært ved at sige til, hvis min hjerne er ved at kortslutte og affekten er ved at indtræde, eller når jeg bare ikke kan holde mine psykotiske symptomer ud. Det modstrider lidt at man ønsker at jeg f.eks tager ansvar, når man i mit tilfælde hurtigere bruger tvang. Det bliver lidt enten eller, føler jeg. Jeg ved inderst inde det ikke er hensigtmæssigt at skade sig selv, men jeg kan godt føle en overreaktion på en situation som jeg har stået i før, hvor at tvang bliver løsningen på et problem, som jeg ved fra børne og ungdompsykiatrien kunne være grebet anderledes an. Måske endda helt uden tvang.

Tvang er forskelligt fra sted til sted.

Jeg synes at brugen af tvang varierer utroligt meget, afhængigt af hvor man er indlagt, særligt som barn og voksen. Jeg tror virkeligt det handler om hvilken tilgang og holdning man har til forskellige situationer som afdeling. Jeg har i hvert fald oplevet man ser på selvskade på ret forskellige måder. Min gamle kontaktperson som havde arbejdet i voksenpsykiatrien, sagde at man ikke ser frygteligt mange med selvskadende adfærd, hvilket er en større gruppe hos børn og unge. Noget som hænger fast i min bevidsthed, fordi det forklarer nogen ting for mig, og hvofor tilgangen måske er som den er.

Børne og ungdomspsykiatrien er generelt mere tolerante og kan være mere forstående overfor selvskadende adfærd. De mener at man skal lære at være i de svære følelser og opbygge færdigheder f.eks ved mestringsstrategier. I voksenpsykiatrien er selvskade bare et no-go og man bliver bremset øjeblikkeligt. Jeg har endda oplevet nogen som sagde det var noget pjat. Det gjorde dybt ondt på mig, fordi jeg virkeligt ikke gør det for at genere nogen. Der er dyb alvor bag min handling, og jeg gør det ikke blot for at gøre det. Jeg er tilfreds nok med voksenpsykiatrien og møder heldigvis også forstående mennesker for adfærden. Dem findes der skam rigtig mange af. Men i kulturen kunne jeg generelt godt savne noget af den samme forståelse og tilgang, som børne og ungdomspsykiatrien arbejder udefra i forhold til en selvskadende patient.

Ved tvang får man frataget ansvaret, fordi andre griber ind. Et tankeeksperiment: Hvis vi kortvarigt ser bort fra farligheden i at selvskade: Lærer man så selv noget i situationen, hvis andre gentagende gange automatisk stopper en, frem for eventuelt at lære at regulere sig selv, som børne og ungdomspsykiatrien lagde vægt på? Hvis vi nu antager, at jeg skader mig selv, bliver stoppet i min adfærd af andre, lærer jeg så nogensinde at kunne stoppe mig selv og tage ansvar? Men er det omvendt et svigt at lade mig slå hovedet til blods med tilgangen om, at jeg skal lære at stoppe mig selv, og bliver mindstemiddelprincippet i virkeligheden at svigte mig i den situation? Det er kontrasten jeg er nysgerrig på og som undrer mig. Hvorfor er det at den samme situation kan blive grebet forskelligt an afhængigt af mit CPR-nummer? Burde mindstemiddelprincippet ikke være nogenlunde ens? Uanset hvad er forståelse og respekt vigtigt for en som er selvskadende. Der er ikke noget mere nedværdigende end at få at vide man bare skal tage sig sammen og bede om hjælp. Havde det været så nemt havde man sandsynligvis gjort det.

Foto: Pixabay