Jeg sidder i sofaen. Her har jeg siddet som forstenet i timer, som jeg er holdt op med at tælle. Jeg er bange, bange for mørket derude. Ville egentlig gerne ud og mærke den kolde efterårs luft, men tør ikke rykke mig fra sofaen. Jeg frygter mørket. Alt det man ikke kan se. Alt det som ens tankevirksomhed begynder, at forstille sig. Mine katastrofetanker kommer altid om aftenen. Særlig i efterårs månederne. Her får de frit løb, katastrofetankerne. Angsten kommer frem og overtager mit indre. Min fornuft hører ligesom op, i takt med mørkets frembrud. Først kommer den kolde knude i maven, derefter koldsveden og til slut rystende hænder. Jeg hader mørket, men mest hader jeg mine egne tanker. For mørket er jo i sig selv ikke farligt, det er mine tanker der gør mørket farligt. Efterår er for mig på den ene side smukke farver, men på den anden side mit værste mareridt. De tidlige mørke aftentimer er min fjende. Må tænde alt lys i mit hjem og bare prøve at holde timerne ud indtil, at jeg til sidst falder i søvn. Nogle gange må jeg simpelthen bytte om på dag og nat. Bare for at kunne hænge sammen, men det er jo netop ikke at holde sammen! Tvært imod. Mørke, du er min fjende.

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Det er en ting, jeg er tilbøjelig til at glemme – hvor megen uhygge, der var forbundet med at være alvorligt psykisk syg. Den dag i dag har jeg svært ved at forstå folk, der dyrker horrorfilm og lignende.

    For mig betød specielt den antidepressive medicin, at uhyggeoplevelsen forlod mig. Den satte mig i stand til at hygge mig med mig selv. Uhyggeoplevelsen gjorde også, at jeg fandt det meget svært at være alene. Det var som om andres oplevelse af hygge og tryghed fik jeg lidt af, når jeg var sammen med dem. I dag kommer hyggen og trygheden fra mig selv, hvilket har bevirket, at når jeg endelig er sammen med nogen, er det en overskudsoplevelse.

    Der var også det der fænomen, at jeg før behandlingen altid var kold over hele kroppen. Jeg frøs altid. Da jeg så fik den antidepressive medicin, begyndte der at komme varme i kroppen.

    Når uhygge er en livsomstændighed, er den brandubehagelig. Når nogen opsøger uhygge, må det være fordi hyggen hos dem er så grundigt funderet, at de har råd til at udfordre den, ja, måske bekræfter uhyggen dem netop i deres hygge-fundament. Tænk f. eks. på Sherlock Holmes-historierne. Selvom de ting, der berettes om, er uhyggelige, ja, så sidder vi hjemme hos Holmes i Baker Street 221 B og hygger os, mens historierne berettes. Trækker man dette fra, er der ikke nogen historie.

    Den beretning, der her gives, fortæller ikke om noget godt liv. Det er mit håb, at det må lykkes dig – hvordan det så skal foregå – at få jaget de mørke skygger bort.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.