Min gamle veninde har udfordret mig til et projekt, hvor vi skal sende benspænd, til en daglig tekst. Aftenens inspirationskilde er: Nine inch nails (Hurt) –  https://youtu.be/6oGqIfnIAEA

Her er min tekst til hende:

Ondt i cellerne, som flyder gennem rummet, gennem tiden, tilbage til vores første møde. Interaktion gennem mørket, de hæse grin, og hvin. De vilde farver som eksploderer hele vejen ned ad Istedgade – og tilbage igen.

Der er magi i luften og læderjakken, askebægeret og de tomme hvidvinskartoner ligger på mit gulv. Bøger overalt, tegninger, den lyserøde silkekjole og de højehæle, som desværre kun er funktionelle, når jeg er fuld…

Jeg hører Tjajkovskij om dagen, Beethoven om aftenen og Wagner hele natten. Jeg drømmer, og drømmer stort. Jeg skal redde universet, alle ved dét, jeg er ambitiøs!

Jeg kaster med brosten, og med flasker. Jeg drikker Isbjørnebryg i Randers og holder hof på Centralen. Jeg danser på bordene og synger så tårerne flyder over kinderne på de rørte, gamle mænd.

Jeg opnår karantæne på samtlige beværtninger på Vesterbro. Samtidigt. Lidt af en bedrift, syn(t)es jeg selv. Jeg er i detentionen og på den lukkede, men jeg har en plan!

Jeg laver jødisk morgenmad til dig og Karlsson. Vi griner, og vi dør af grin, næsten hver dag. Vi kaster os ud fra taget, og vi flyver gennem natten, næsten hver nat…

Men, der opstår gnidninger. Der opstår sammenstød, blødninger, sår. Tiden helede meget i de år vi var uadskillige, helede dybe skudsår, øksehug og lemlæstelser fra vores barn- og ungdom.

Vi sårede hinanden og vi skildes i trods. Nu har vi genetableret forbindelsen. Vi har endnu kun korresponderet skriftligt, ingen af os tør vel ringe, hvad holder os tilbage?

Angsten for at ende samme sted. I trods, i blindgyder, eller alene med skammen? Jeg håber på at skriften, sorgen og savnet fører os ind i noget godt, noget sundt. Ind i fremtiden på ny. Forenet og hver for sig.

Jeg vil ikke såre dig igen, jeg vil kun fremtiden, sundheden, saniteten, sammenholdet og kærligheden. Lad os vække hinanden til live. I won’t let you down, I will only make you heal…

Døden er for tung. Kom igen! ❤️

N.B. Gammelt maleri som har en stor betydning for min veninde…

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.