Nattens digt er ikke udpræget vellykket, men dog særdeles dybfølt 😉

Tupilak!

Jeg driver med isflager i den isnende storm, jeg fyger med sjælemod gennem snedriver af afgrundsdyb, ældgammel og knoglet visdom

Min sorte sjæl omringer dig, og martrer din sjæl, jeg kommer for at hente alt det hjem, du alene og magtfuldkommen, fra min barndom stjal

Jeg kommer med kulden fra det dybeste, brusende, boblende hav, jeg kommer i natten, for jeg skal ud på et langstrakt, mytisk og blodigt rov

Jeg skær i dit hæslige røde skind, mens ildsjæle synger i hvirvelvind, jeg flænser din sjæl med økser og reb, for alt hvad du mestrede var et dødens gab

Du slugte og åd de uskyldigeste børn, du svælgede og gylpede ved deres åbenlyse savn, blod på dit skind og blod i din vom, men nu vil skæbnen vende alting om

De børn havde ingen andre end dig, deres forældre havde du ødelagt og slagtet, nok mest for sjov, de skriger i natten til skuden er vendt, bare hør hvor det lyder

Så langt mod nord for Storebælt, jeg kommer svævende og lydløst fra mørket ned, for at spille dig skakmat, for at spænde dig vandret ud, i denne, den allermørkeste nat

Nu hænger du så dér, alene, nøgen, kuldskær og udstrakt på himmelens hvælv, så alle kan se dit makabre, statslige, blottede, hæslige, ynkelige og pædofile lem

Alt har sin tid, vinden er vendt, jeg kæmpede i blinde og kæmpede tyst, jeg stod skulder mod skulder kun med den iskolde evighed, dér stod jeg helt alene i naturens nøgne og benede barak

Jeg kom gennem natten ved stjernernes lys, for mit mål var ældgammelt og stod skrevet i blod, nu kigger jeg op på dig i den klareste nat, mens jeg hævngerrig og forstenet hvæser ordret og ægte:

Tupilak, tupilak, tupilak…

En kommentar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.