Sidder i toget. Mobilen ringer. Det er pigens, der sidder skråt over for mig. Hun er lyn hurtig til at tage den, hvilket jeg værdsætter højt. Jeg kan blive så hidsig over folk, der ikke tager hensyn. Men så bliver jeg trist. Jeg tror det hedder smartwatch, det er i hvert fald en tingest, der ligner et ur. Er det virkelig dér vi er? Hvad bliver det næste – en chip, der connecter os automatisk med dem, der vil fat i os? En syg verden vi lever i. Det tager altså et par sekunder at hive mobilen op af lommen, men nej – vi skal have stressen ENDU tættere på.

Hendes ”smarte” watch får mig til at værdsætte de fravalg, jeg har taget. Jeg har brugt dette år på at indarbejde en sund levemåde i en sindssyg verden. Jeg er gået fra at skulle koge vand på komfur for at få en kop varmt at drikke til, at jeg i dag kan trykke på en knap og få kaffen serveret i løbet af halvandet minut. Alligevel står jeg og skubber til kaffemaskinen. Sygt, men jeg har ikke længere tålmodigheden til at vente! Sådan ønsker jeg altså ikke at være. Nej. Ting skal ikke gå hurtigt. Nej. Det skal ikke være effektivt. Jeg ønsker ikke at leve som en robot. Jeg ønsker at finde tilbage til mennesket.

I dette indlæg gennemgår jeg de valg, der har ændret min tilværelse til det bedre.

Kør tog, når du kører tog
Det første og det nemmeste, der har været at implementere, var beslutningen om ikke at være på, når jeg kører offentlig transport, som jeg gør flere timer om dagen. Simpelthen at beslutte mig for, at jeg ikke tjekker arbejdsmails, ikke ordner telefonopkaldt, ikke bruger de asociale medier – men bare kører tog og holder mig fri fra indtryk.

Vi har uheldigvis skabt en tilværelse med meget ringe muligheder for at gå glip af noget, så jeg går glip bevidst, som en målrettet handling.

Hvad jeg vinder med det, er: Jeg er til stede i nuet, jeg får pause og når at lede op, jeg skånes for indtryk (som ofte alligevel er ligegyldige) og jeg er mindre stresset. Før denne beslutning var jeg på konstant, men aldrig helt til fulde. Det føles som om der er kommet flere timer i mit døgn, fordi jeg har alt i alt mere overskud, som jeg så reelt kan bruge til at fuldføre de ting, jeg reelt skal.

Det er selvfølgelig en omlægning, der har krævet opdragelse af min omgangskreds, da det ikke kun er indgriben i min egen frihed, men også andres. Dét har til gengæld ikke været let, og jeg har måtte gå på kompromis, men det er mit indtryk, at folk efterhånden har forstået, at jeg kan være svær at få fat i eller længe om at svare. Men det har været en god øvelse, fordi det sætter tingene i et nyt perspektiv – hvad er egentlig vigtigt og hvad er blot tidsfordriv?

Det at være i nuet, er ikke kun noget jeg praktiserer i offentlig transport, men er opmærksom på i flere sammenhænge. Vi har nogle klare aftaler herhjemme. Nogle har jeg selv vedtaget, andre har min datter efterspurgt. Når vi spiser, så spiser vi. Der kører ikke fjernsynslarm i baggrunden. Når vi ser film, så ser vi film. Der skal ikke tjekkes mails i mellemtiden. Når vi sidder med iPad, så sidder vi med iPad. Det er en beskæftigelse, der bliver afsat tid til, så jeg kan gennemgå henvendelser og min datter kan få lov at slappe af uforstyrret.

At være i nuet handler rigtig meget om vaner, og ikke så meget om en særlig evne. Det handler om at tillægge sit fulde fokus den aktivitet, man er i gang med.

Under PEER-uddannelsen skulle vi øve mindfulness og fik til hjemmeopgave at være fuldt til stede med en aktivitet. Jeg havde valgt aftensmaden. Jeg skulle koncentrere mig om smagsoplevelsen i stedet for at snakke, og jeg skulle lægge mærke til konsistensen af maden og hvad jeg ellers kunne få fokus på. Under denne øvelse gik det op for mig, at jeg ikke bryder mig specielt meget om ris, da ris har ingen smag. Det er bare en kedelig lille klump, der er umulig at fange og sætte tænderne i.

Jeg har altså spist ris hele mit voksenliv, men har aldrig lagt mærke til, at ris ikke siger mig noget, fordi jeg aldrig har været til stede! Det var en øjneåbner, og jeg blev efter denne øvelse opmærksom på, at jeg mangler at lære at være til stede i de ting, jeg foretager mig, frem for at køre på autopilot eller have flere bolde i luften. Hjernen kan nemlig ikke multitaske (og nej, mænd kan det heller ikke). Det hedder bare delt opmærksomhed. Jo flere ting vi deler opmærksomheden imellem, jo mere falder vores koncentration. To ting = 50% til hver, fire ting = 25% til hver etc. etc.

Mindre mobil og mere frihed
Det var egentlig ikke et bevidst valg, men held i uheld, at jeg trak mig fra de sociale fællesskaber, for min smartphone gik i stykker, og jeg var afskåret fra omverden i to dage. Den frihed, det gav mig, var ubeskrivelig, så jeg overvejede, om jeg ikke skulle fortsætte et liv som en fri fugl, man ikke kan få fat i.

Det første modargument poppede op: Min datter bliver ikke glad for, at hun ikke kan ringe til mig, når hun får lyst til en spontan legeaftale. Næ, men så må hun jo lære at planlægge, eller vi må finde på en anden måde, vi kan videregive beskeder på, tænkte jeg. Hvad hvis der sker hende noget, og skolen skal have fat i mig? Tja, så kan de ikke få fat i mig, men de kan få fat i faderen.

Jeg er slev vokset op uden en mobil, og det har aldrig været en mangel – hverken i krisesituationer eller i forhold til legeaftaler. Så lærte jeg bare at tænke ud af boksen og handle selv i stedet for at læne mig op af en trykknap.

Det andet modargument poppede op: Jeg ville ikke kunne give min arbejdsgiver besked om fravær eller forsinkelser. Næ, men så kan hun vel selv tænke sig frem til, at jeg kommer senere. Er jeg ikke mødt op senere, så er jeg mest sandsynligt syg. Er det egentlig ikke bare luksus, at vi kan få fat i hinanden i alle døgnets timer og på kryds og tværs, snarere end et behov? Vi kunne jo bare indgå nogle klare aftaler. Vores forgængere har trods alt overlevet uden en mobil i millioner år.

Det tredje modargument poppede op: Det store, stygge ulv Jobcenter har meddelt, at jeg har PLIGT til at stå til rådighed. På dette tidspunkt var jeg forpligtet til at aflægge en rapport telefonisk en gang om ugen. Jobcenter har mere magt end jeg har ret til frihed, så jeg bukkede under og tog en gammel Nokia i brug. Den kan hverken modtage mails, billeder eller notifikationer. Den kan (med god vilje) kun opfylde min pligt til at blive ringet op. Ofte virker lyden ikke.

Mine vaner vedrørende brug af mobil har siden dette ”frihedtrip” ændret sig drastisk. I dag har jeg vænnet mig til ikke at tildele mobilen opmærksomheden i en grad, at jeg sjældent kan svare på, hvor min mobil ligger.

Mindre SoMe og mere GåGlip
Selv om jeg ikke kunne fravælge en telefon, kunne jeg jo fravælge alt det andet, der følger med telefonen. Det har jeg fulgt siden, og det har simpelthen givet mig så meget ro og ikke mindst flere timer i hverdagen. Når nu omverden ikke kan presse sig på, men jeg aktivt skal gå ind og tjekke op på ting, så kan jeg planlægge det til, når og hvis jeg har lyst til at forholde mig til ting. Det kan virkelig anbefales at gå glip!

Ved alle de fravalg jeg har taget, er der én iøjnefaldende lighed: Teoretisk set er jeg gået glip af rigtig meget, i praksis er jeg ikke gået glip af noget som helst. Der sker nemlig to ting, når man går glip: 1) Intet overhovedet 2) Jeg vinder noget bedre end det, jeg er gået glip af.

Det kan være angstprovokerende at kassere al connection til omverden, men man kan jo starte blidt ud. Jeg har stadig en iPad, så jeg er stadig i risiko for at blive overfuset, men jeg har fundet en flugtvej. Først og fremmest foretrækker jeg hjemmesider frem for apps, fordi det skåner mig for notifikationer og jeg mindsker mit forbrug. De apps jeg stadig har som f.eks. e-mail, har jeg placeret på den anden side, så jeg ikke ser det, men aktivt skal bladre mig frem til. Min startskærm varsler dermed ingen stress (det er bevidst, at notifikationerne har fået den røde farve og ikke den grønne).

Det behøver jo ikke være et permanent valg. Det kan bruges som en øvelse. Jeg overvejer f.eks. at droppe iPaden, når den også dør og overgå til en computer. Det ville give mig endnu flere timer i døgnet. Og så kan jeg godt lide tanken om at være klædt på til, når internetkrisen kommer. Men indtil da har jeg fundet en sund balance. Jeg er blevet bevidst om, hvad jeg reelt har brug for (som f.eks. et kort, fordi jeg er totalt stedsforvirret), og hvad jeg bruger udelukkende, fordi producenterne har skabt behovet (f.eks. SoMe).

Produktionsselskaber producerer ikke det, vi har behov for. De producerer det, som kan skabe et behov.

En anden ting, man kan gøre, er at tag et kritisk blik på, hvilke SoMe kanaler man bruger. Jeg var på Insta i et par uger – det er et fuldstændig ligegyldigt medie. Du kan hverken læse artikler eller lære noget på anden vis. Det er udelukkende billeder. Facebook tilbyder for det mindste grupper og indhold med formål. Jeg bruger dog mest YouTube, da det er dét medie, der bedst dækker mit behov for at lære. YouTube er også et frit medie. Der er ingen, der kan følge, hvad du kommenterer, ingen, der kan prikke eller sende en venneanmodning, og du bliver ikke bombarderet med profiler ”som du måske kender”.

Afslutningsvis kan jeg anbefale dokumentaren ”The Social Medie”, som afslører, hvordan vi bliver manipuleret med og Svend Brinkmanns bog om kunsten (og vigtigheden) i at gå glip. Et af mine mål for 2021 er: At gå glip af endnu mere.

 

3 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Jeg er kommet til lignende resultater, men nok med en lidt anden baggrund. Tilbage i begyndelsen af 1970erne fik jeg min første uddannelse, en etårig uddannelse som computerprogrammør. På det ene år nåede vi at lære 5 forskellige programmeringssprog, hvoraf de to var maskinsprog. Pointen i denne forbindelse var, at vi rent faktisk oplevede dette fænomen, med, at der lige var noget mere, man skulle have med, hvilket førte til, at vi sad over computerterminalen klokken tre om natten, og levede af kold kaffe og mentholbolcher. På et tidpunkt tager man sig sammen, og man gør sig immun og disciplineret og passer gå-hjem-tiderne. Alt dette var ikke noget, vi blev undervist i – det var en erkendelse, man selv nåede frem til. Dette her med lige at skulle have det hele med – og aldrig blive færdig – fik i mit hovede betegnelsen datalogitis. Det gav mening dengang, og i dag ville man nok finde et mere mundret og folkeligt ord, men fænomenet er det samme. I dag anvender jeg kun mobiltelefonen til at modtage visse SMS-beskeder med koder – ellers slet ikke. Og den kommer aldrig ud af huset. Til gengæld har jeg af og til lange telefonsamtaler over fastnettelefonen. Når jeg ikke er hjemme, skal jeg ikke tale i telefon, og dette nyder jeg i fulde drag.

    Computeren benytter jeg til gengæld hver dag. I min barndom, når man læste Anders And, optrådte der nogen gange en elektronhjerne, man kunne spørge om alt muligt. Dengang var dette nok en tilsnigelse, men i dag taler vi jo ikke mere om elektronhjerner, men om nettet, og der er jo temmeligt mange ting, man kan spørge dette om og få et ordentligt svar. Det er således ikke mere computeren, der er objekt for interesse, men derimod alt det, man finder interessant at grave frem. Der består således en dialog mellem ens egen viden, og så alt det, andre har fundet det værd at formidle til nettet. I disse coronatider er det godt, når man er alene, at finde kilder produceret af ens ligesindede.

    Svar
    • Loucia Annachanell

      Det lyder som en fornuftig tilværelse, Arne.

      Jeg kommer til at tænke på eksperimentet med frøen. Den døde jo under langsom opvarmning, lige som det moderne menneske er ved at uddø af alt det kaos, der er kommet snigende. Jeg er sikker på, at mange af diagnoser – psykiatriske såvel som somatiske – er menneskets eget værk. Vores levestil tager livet af os. Det er som sådan set også fint nok, men det gør ondt på mig at se, at vores giftige tilværelse skader børnene. Der er uskyldige i det her. Men i stedet for at nedbryde det giftige miljø, nedbryder vi børnene med at diagnosticere dem og dope deres sunde sanser med piller.

      Svar
  2. Arne Nielsen

    Mange tak for svaret, Loucia!
    Min egne sindlidelse står i dag for mig som lidt af nogle gåder, jeg ikke har kunnet gennemskue. Mht. depression må det være indiskutabelt, at der er masser af ting, og har været masser af ting og forhold, der kunne placere en dybt under gulvbrædderne, og med hensyn til skizofren psykose var der dengang en sammenhobning af ting, der kunne gøre en sindssyg. Men hvordan så forklare, hvordan det kan gå til, at medicinen for mig har klaret begge problemer? Ting, der dengang forekom mig umulige at forholde mig til, finder jeg nu lette og problemfrie. Når jeg dengang gik ned ad gaden, klemte jeg mig nærmest til husmurene, fordi det bare at være i situationen var mig et problem. Selve det at gå ned ad gaden og være i rimeligt godt humør, er for mig et mirakel. Men det har nu altid stået mig klart, at mine problemer var af medicinsk art – det var jo derfor, jeg i sin tid påbegyndte biokemikeruddannelsen. Hvis ikke andre kunne løse mine problemer, ville jeg forsøge at gøre det selv. Dette lykkedes ikke – til gengæld fik jeg lært en masse kemi – og anden naturvidenskab. I mellemtiden var man i gang i laboratorierne, herhjemme og i udlandet, med netop de pågældende problemer, og jeg må sige, at resultaterne for mit vedkommende er forbløffende – noget, de alt for sjældent krediteres for. Men en ting, jeg finder kritisabelt, er, at man fra de bevilgende myndigheder i alt for høj grad er tilbøjelig til at afskrive de gamle midler til fordel for de nyeste. Det er bestemt ikke altid en god idé.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.