Dette er brudstykker fra en hverdag med corona

Så kan jeg endelig se op igen og verden bliver igen beboelig, det som var godt engang trådte en aften frem for mig, da jeg faldt over et billede af den gamle Nørreport, der på billedet lå badet i sne. Jeg gik engang her, stod og ventede mellem kioskerne på Nørreport, fortrøstningsfuld, med glæde under fodsålerne uden disse kummerlige selv-følelser, overreaktioner eller depression, som på en måde altid truer forude og som ramte mig flere år efter.

Sneen fik mig til at mindes. Noget gammelt, familiært meldte sig i mødet med billedet af den snebeklædte Nørreport, på et fjernt billede på internettet, Nørreport, et sted jeg engang kendte så godt til, og som nu var med til at kalde mig tilbage til et liv uden en raslende ensomhed og frygt følelse.

Jeg arrangerer mig i lejligheden og gør det hjemligt hos mig selv, jeg bager, laver mad og tænder bivokslys som enhver anden hobbit ville gøre det.

Jævnligt får min nabo nyseflip, her i lejlighederne er der lydt, men det bemærker jeg ikke på den her ufede måde, når han nyser, han nyser altid tre til fire gange i træk, han er et venligt menneske, han har fortalt, at han har haft et hårdt liv, men hans blik er stadig blødt og varmt.

Fra køkkenet kunne jeg en formiddag se fire dompap fugle siddende i træet udenfor, fuglenes røde bryst glødende næsten som selvlysende julekugler på de ufrugtbare grene, men alligevel virkede det til, at der var noget at spise, som fuglene prikkede løs på grenene i det nøgne vildnis.

Det er coronaen som tæller vores minutter og dage, vi sidder i hver vores rum og venter, men på en måde forekommer det mig, at det er det som er livet, at livet sker lige nu ligesom det engang gjorde på en snefyldt station i København.

Der er en verden udenfor mig selv, og jeg lader den være som den er uden at komme på tanker, som fordriver mig bort fra nuet, nærværet og mig selv. F… ! det er mærkeligt, at et menneske kan forsvinde så meget fra sig selv ind i det som bliver den psykiske sygdom, det forbliver mig en gåde hver gang psykose-depressionen (kalder jeg det) letter, for selvom der findes nok så mange forklaringer og årsagssammenhænge for denne tilstand opleves ophøret af den lige besynderligt hver gang, har jeg erfaret.

I mine rum er det blevet tid til bivokslys, historiens vingesus med tanke på det som bygger op…

 

Foto: privat, København 2021

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.