Det kan godt være at jeg stadigvæk er ung.

Ordet førtidspension kan måske lyde negativt i min situation, fordi jeg ikke er ældre end jeg er. Jeg kan være bange for at blive stigmatiseret, fordi: “Hvorfor skulle du ikke kunne tage en uddannelse eller arbejde? Du er kun 19 år gammel.” Det er sætningen jeg frygter at ville møde, hvis jeg fortæller samfundet åbent omkring jeg er i gang med at søge om førtidspension. Jeg har gået stille med dørene omkring det, fordi jeg har været bange for reaktionerne. Jeg har frygtet at folk ville se ned på mig som en som opgiver, fordi jeg ikke er ældre, så hvorfor skulle fremtiden ikke blive bedre, så at jeg ikke skulle pensioneres allerede nu. Jeg skammer mig dog langt mindre nu over at måske at være berettiget. Det var langt nemmere at rive plasteret af såret ved at være åben. Da jeg først havde taget hul på bylden opdagede jeg at omverden tog det overraskende pænt. På ingen måder levede det op til mine fordomme om mine medmennesker. Uvidenhed mødte jeg godt nok på min vej, fordi nogen tror man er langtidsparket, hvis at man får en førtidspension. Jeg kan godt forstå dem som tror det. Personligt var det også noget af det som afholdte mig fra at søge. Jeg kendte ikke nok til processen, og dermed også hvilke muligheder man har og ikke har. Hvis jeg skulle få det godt nok må jeg gerne tage f.eks min folkeskoleeksamen, eller arbejde begrænset og blive modregnet i min sats. Der er generelt fordomme og uvidenhed når det kommer til førtidspension, som at jeg fornemmer det. Både i samfundet og i behandlingssektoren. Førtidspension har desværre en negativ klang i nogen sammenhænge.

Er du ikke bange for at gå i stå?

Jeg har gået sparsomt i skole, siden mine udfordringer meldte deres ankomst. Jeg har derfor heller ikke min folkeskoleeksamen, og jeg har aldrig været i arbejdsprøvning, eller været i praktik. Min intelligens fejler ikke noget på en måde, men jeg føler at min hjerne er overbelastet og slidt efter flere års sygdom. Lige nu er jeg på kontanthjælp og er sygemeldt. Det er både min egen, behandlere og sagsbehandlers holdning at det uden tvivl ville stresse mig og muligvis forværre min sygdom. Jeg har været sygemeldt siden at jeg som 18 årig søgte om kontanthjælp. Grunden til en førtidspension ville give mig ro var yderligere at jeg ikke en dag ville skulle presses af kommunen. Jeg har heldigvis en sød sagsbehandler, men man kan aldrig vide hvad nogen højere oppe i kommunen kunne finde på, og med en førtidspension ville det kun være mig som ville kunne stille nogen former for krav til omverden. Jeg kan godt forstå det kan lyde voldsomt at jeg i en så ung alder søger om noget umildbart så permanent. Ville jeg være bange for at fortryde, hvis min situation ændrer sig, ville nogen måske tænke? Jeg føler det er et svært emne at berøre. Havde jeg været blot fem år ældre, ville jeg føle at det var nemmere at tale om, fordi jeg var ældre og dermed mere berettiget, fordi jeg var det ældre og havde noget mere erfaring i livet. Jeg har stillet mig selv spørgsmålet: “Ville du ikke frygte at gå i stå?”  Med en førtidspension kunne man måske frygte at jeg ikke ville have noget at give mig til. At det endda ville blive en sovepude for ikke at overveje f.eks at tage en uddannelse eller et arbejde, fordi jeg ville have en fast indkomst uden at skulle lave noget, helt groft sagt. Ville jeg være bange for mit liv ville blive for kedeligt og ensformet?

Som situationen er nu har jeg en hverdag som jeg føler mig nogenlunde tryg ved. Jeg har mine rutiner som passer fint til mig. Jeg vil indrømme at jeg måske ikke har så meget en uge med så meget indhold som andre mennesker, men jeg står alligevel op om morgenen og kommer alligevel ud af døren hver dag. Jeg afviser måske heller ikke at jeg en dag ville kunne tjene samfundet i en mindre grad, hvilket i øvrigt er tilladt med en førtidspension, og faktisk ikke med en kontanthjælp. Men lige nu er jeg stadigvæk for mærket af min sygdom, og for sårbar til at det ville være realistisk. Jeg ville desuden aldrig overveje en førtidspension, fordi jeg ikke ville ønske at bidrage til samfundet, og bruge min diagnose som undskyldning. Det ville være for at give mig ro og en stabil økonomisk indkomst, uden jeg ville skulle tænke over at blive udfordret for meget i hverdagen.

Kommer jeg nogensinde til at tjene samfundet?

Det er stadigvæk med usikkerhed at jeg søger om førtidspension. Jeg ved ikke om jeg er købt eller solgt, fordi jeg har en forestilling om at er at komme igennem et nåleøje, trods jeg har en velskrevet lægeerklæring og en god sagsbehandler. Hvis jeg selv skulle sige det er min odds gode, men jeg vælger ikke at glæde mig før jeg får den bevilliget, fordi jeg ved processen ikke er lige til. Jeg har dog aftalt med mig selv jeg vil fejre den på en vis, hvis at det går igennem. Jeg tror ikke min hverdag kommer til at ændre sig, udover jeg økonomisk vil være mere fri, og jeg ikke skulle tænke på kommunen. Jeg vælger at se det som noget positivt. Det er dog ingen hemmelighed at jeg få gange omend kan blive lidt trist over jeg allerede som 19 årig søger om førtidspension. At jeg i en ung alder bliver vurderet til ikke at kunne arbejde. I hvert fald ikke på ligefod med andre mennesker. Jeg kan selvfølgelig drømme mig til at mit liv var nemmere, og at jeg havde fået studenterhuen på i sommers som min jævnalderende, eller var i gang med at søge ind på mit drømmestudie. Hvis jeg kunne arbejde eller tage en uddannelse, så havde jeg højest sandsynligt gjort det. Sådan er virkeligheden bare ikke. Jeg kan da godt blive ked af jeg ikke kan fungere som andre. Det ville også være at lyve, hvis at jeg sagde at den tanke heller ikke slog mig. For til et punkt ville jeg gerne havde været ligesom alle, hvorend det overfladisk kan lyde. Hvis jeg tænker sådan er det muligvis en dyster situation som jeg står nu, men jeg vælger at se det som noget positivt. At jeg forhåbentligt vil kunne få noget mere ro i fremtiden og det vil blive godt for mig og min sygdom. Jeg håber at de højere magter er med mig, og jeg vil virkelig kæmpe for at få min førtidspension. Det ville være den største gave at få i 2021.

Foto: Pixabay

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Kære Louisa!

    Det er godtnok en tidlig alder at få førtidspension i. Selv var jeg omkring de 40, da jeg selv fik det.

    Der er jo tungtvejende grunde til at man får førtidspension – grunde, som jeg mener, man skal respektere. På min vej gennem livet er jeg en del gange stødt på den overbevisning, at det eneste, der dur, er at gøre karrière i arbejdslivet, og hvordan nogle mennesker kan have travlt med at putte én i en æske, der passer ind i dette verdensbillede. Det 30-årige boliglån er jo den prokrustesseng, vi alle skal passes til til.

    Selv har jeg aldrig haft ambitioner i forhold til verden og til samfundet. Mine ambitioner har været rent indadtil, i forhold til, at jeg godt ville lære noget – jeg ville godt vide noget – i forhold til de talenter og interesser, jeg nu en gang har. Traditionel tankegang tilsiger, at så skal man gå på en uddannelsesinstitution og dér aflægge eksaminer, men i dag er adgangen til viden så meget lettere end førhen og så meget mere omfattende, at kun det der med eksaminerne er en knast. Hvis man ikke er interesseret i at gøre sig gældende udadtil, kan det jo være ligemeget med de eksaminer.

    Jeg led ret meget i mine unge dage under at skulle tidligt op og på uddannelse eller på arbejde. Jeg tror, at dette ræs i virkeligheden er meget usundt. Selve det at kunne sove, til man er udsovet, er mig vejen til et bedre liv. Og det har ikke noget med dovenskab at gøre – langt vigtigere er det, om man interesserer sig for noget. Men dette er et interessant punkt, for et karakteristisk træk ved alvorlig depression er netop, at der ikke rigtigt er noget, der interesserer – der er ikke rigtigt noget, der har værdi, og som engagerer én.

    Derfor må det stå øverst på dagsordenen at rette sine kræfter mod at få det bedre. Men dette er ikke nødvendigvis et spørgsmål om kræfter. Der er så mange forhold i psyken, som vi i dag ingen viden har om, eller som vor viden er ringe i forhold til, men som er realiteten for mange psykiatriske patienter. Men dygtige mennesker giver sig af med at forske i disse ting, på mange måder, og undertiden kommer denne forskning os patienter til gode. Selv erindrer jeg den problemstilling, at selve det at foretage sig nogetsomhelst eller forholde sig til noget, var meget svært. Men man må jo håbe det bedste.

    Mange hilsner fra Arne

    Svar
  2. Den indre udestue

    Tak for et meget vedkommende indspark! Det giver så fin mening at sætte øverst på dagsordenen at koncentrere sin energi om at få det bedre! Og finde ud af, hvad der er meningsfuldt. Livets mening er vel netop at give livet en mening. Og dette kræver ro på de indre linjer.

    Bedste hilsner fra
    “ Den indre udestue”

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.