Den personlige fortælling om psykofarmaka

Forleden faldt jeg over et facebookopslag fra PsykInfo Region H.. Opslaget lød ”Webinar: Mig og min medicin – erfaringer med at tage psykofarmaka den 3.2.21.” Det første jeg tænkte, da jeg læste overskriften var, hvorfor har jeg ikke tidligere hørt psykofarmaka omtalt på en sådan mere personlig måde? Jeg så og læste med nysgerrige øjne på noget, jeg havde kæmpet med i flere år, og som jeg med god grund havde omtalt med en meget høj grad af ambivalens og kritik.

 

I hvert fald fik titlen på webinaret mig til at slappe anderledes af, end de mange gange tidligere når der skulle snakkes med mig om psykofarmaka. Der var noget tungt der røg af mine skuldre, og jeg skulle ikke blive skuffet, da jeg satte mig til rette i stolen foran skærmen og undervisningskonsulenten i PsykInfo bød os velkommen.

 

Har du gjort dig tanker om psykofarmaka?

Jeg følte et lille misundelsens stik, da de to yngre en-af-os ambassadører livligt præsenterede sig og gik i gang med at fortælle om deres personlige erfaringer med at tage psykofarmaka i hhv. 10 år og 20 år. Men konsulentens ord og spørgsmål fik mig tilbage på sporet, idet hun lagde ud med at fortælle, at det for mange kunne være en ensom og svær proces at tage psykofarmaka.

 

Så hvordan opleves det at tage psykofarmaka? Er der nogle gode råd? Hvilke tanker gjorde du dig, da du startede med at tage medicin? Spurgte konsulenten ambassadørerne hen over skærmen.

 

En af ambassadørerne lagde ud og kunne fortælle, hvordan hun tidligere havde tænkt, at en stærk person for hende var en person uden psykofarmaka. Hun havde tænkt, at medicinen gjorde, at hun ikke kunne være sig selv, som om den ville forurene hende og hendes personlighed. Men det blev faktisk sådan, at medicinen havde gjort, at hun med tiden kom tættere på sig selv. Hun blev sig selv igen, hele hende selv kom tilbage, selvom det havde været en lang rejse, der havde krævet hendes tålmodighed.

 

Imens jeg lyttede videre til Live Talken, svømmede jeg kortvarigt væk i en parallel erindring til dengang jeg stiftede bekendtskab med et brag af psykofarmaka.

 

Mit møde med psykofarmaka

Det var sommeren 2011, jeg var på samme alder som de to ambassadører, og en dag så jeg verdenen kun indefra. Min psyke havde taget min fysik over, og jeg opfattede og forbandt, hvad der var langt væk fra mig med forhold, der var helt tæt på mig. Jeg var på et tidspunkt ude at løbe i Frederiksberg have og knyttede en bils sirene udenfor haven til, hvad jeg personligt foretog mig i haven og senere hjemme i min lejlighed. Min opmærksomhed var som en fragmenteret og tilfældig tilrettelagt mosaik, hvor alle mine sanser og farverne blev sat i spil. Der var konstant og ufatteligt meget jeg ’skulle’ forholde mig til.

 

Jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling og stort set direkte på allerhøjeste dosis. Vel at mærke en højeste dosis som slet ikke ville blive accepteret i dag, og som jeg blev frygtelig medtaget af, udover hvad psykosen gjorde ved mig.

 

Live Talken blander sig med mine tanker… Er man så syg, når man tager medicin? Hører jeg konsulenten spørge?

 

 

Hvornår er du syg?

Den anden ambassadør retter sig lidt op og svarer, nej hun er kun syg, når hun er syg. Hun tager så lav dosis psykofarmaka som muligt, fortæller hun. Faktisk efterlyser hun en langt bedre kontakt og udveksling mellem behandler, og den som tager psykofarmaka for at finde den rette og laveste dosis medicin. Hun fortæller også, hvordan copingstrategierne kom hende til undsætning og har medvirket til, at hun i dag har været medicinstabil i 5 år.

 

Jeg synes, at webinaret placerer sig et sted imellem yderlighederne højeste dosis eller ingen psykofarmaka, psykiatri eller anti-psykiatri. Webinaret er et slags både-og, og det tiltaler mig, men det er heller ikke helt let. Der mangler også noget, tænker jeg, så vi kan komme begge fordomme overfor psykofarmaka til livs og finde mellemvejene og de løsninger, som passer os hver især bedst.

 

Psykofarmaka imellem skam, vegetarisk mad og yoga

I Talken bliver det fortalt, at det er som om, at det er mere skamfuldt at tage psykofarmaka end anden medicin fx imod ryglidelse. Det kan jeg kun give dem ret i, jeg har det jo desværre på samme måde, tænker jeg. Hvorfor er det egentligt sådan? Som en af ambassadørerne med et glimt i øjet fortæller, så er man altså ikke svag, hvis man ikke kan klare det med yoga og vegetarisk mad. Hahaha godt at høre, jeg håber også det gælder, hvis man er pescetar.

 

Når der trappes ned i psykofarmaka

Men noget er begyndt at rykke på sig i mit eget forhold til psykofarmaka, det er måske derfor, at jeg finder webinaret så bekræftende. Det er sket hen over et års tid nu, hvor jeg godt og vel har kunnet klare mig på mindstedosis af et præparat. Det startede sådan rigtigt, da jeg deltog i Region Hovedstadens medicinnedtrapningsprojekt i januar 2020, og her fik et kendskab til hvilken mindstedosis jeg kunne klare mig på. Medicinnedtrapningsprojektet har for mig gjort, at medicinnedtrapningen ikke længere er så utryg og forbundet med en kæmpe overmagt, som lille bitte jeg alene skal tage kampen op imod.

 

Den ene ambassadør lægger da også vægt på, at hun mener, at det er vigtigt, at man lærer medicinen så godt at kende, at man selv kan skrue op og ned for den. Det gælder om selv at styre det og ikke kun lade psykofarmakaen være afhængig af ens psykiater.

 

I dag er jeg heldig at have en psykiater, som er helt indforstået med, at jeg selv så at sige kan danse med medicinen ved selv at skrue lidt op eller ned alt afhængig af min psykosetærskel.

 

Nye spor i den psykiatriske behandling

Men der er godt nok ikke meget hype og opmærksomhed i den etablerede psykiatri omkring hvilke flere og andre behandlinger, udover psykofarmaka, der kunne hjælpe den enkelte til et bedre liv her i Danmark. Af den grund har jeg haft drømme om at kunne tage på ophold hos Modum Bad i Norge og vælge deres traumelinje. Her er man nået langt med den flersidige psykiatriske behandling.

 

En psykiater taler med

De to ambassadører takker smilende af og skærmen stilles videre til webinarets afsluttende interview med en psykiater. Det slår mig, hvordan samtalen og refleksionen omkring det hele forekommer let og nærværende, det har jeg virkelig brug for, jeg kommer tilstede med mig selv. Der prikkes nænsomt hul på de mørke og ensomme huller, jeg og psykofarmakaen så mange gange har svømmet rundt i og ikke fundet vejen ud af sammen.

Jeg lader roligt øjnene hviler på rækken af bøger bag psykiateren, som efterlyser mere psykoterapi og en skræddersyet behandling til den enkelte. Hvor der finder en kombination af behandlinger sted i fremtidens psykiatri. Tænk hvis det kunne lade sig gøre, så behøvede jeg måske ikke overveje en psykiatrisk behandling hos Modum Bad i Norge. Psykiateren pointerer da også, at kombinationerne ikke er så udbredte i dag.

 

Kuren må ikke være værre end sygdommen

Psykiateren fortæller, hvordan det handler om at se det hele menneske i behandlingen. Det handler om at se bredt på det, der kan helbrede psykisk sygdom. Men hvor kuren ikke må være værre end sygdommen. Psykiatri handler om tid og grundighed. Der er altså også en tærskel for den medicinske behandling, ligesom der er en tærskel for min psykose, tænker jeg.

 

Ny fælles bevidsthed i behandlingen

For mig at se taler psykiateren om en anden fælles bevidsthed i den psykiatriske behandling:

Når man tager psykofarmaka er det vigtigt at blive støttet i, hvordan ens psykiske forstyrrelser kommer til udtryk. En måde at nærme sig dette kunne fx være at skrive et brev, fortæller psykiateren. Det er en metode til at nærme sig, hvad det er som sker med en. Jeg bliver klogere, imens psykiateren fortæller, at det kaldes for PRO patient reported outcome.

 

Det er patienterne som skal fortælle om problemerne

Med PRO lægger man vægt på, hvad det er patienten oplever som problemet, og det kan være med til at skabe en dialog, hvor der både er plads til psykiaterens og patientens blik på situationen. Man kunne stille sig spørgsmålene, hvorfor kom jeg overhovedet i denne situation? Hvordan kan jeg leve med dette?

 

Hvad psykiateren fortæller vil jeg kalde for en længerevarende og personliggjort psykoedukation. Faktisk har jeg allerede gjort brug af PRO uden at vide det. Jeg skrev på et tidspunkt til en terapeut og lærte mine psykoser anderledes at kende. Her drejede det sig ikke om alle mulige løsrevede generaliseringer om, hvad en psykose er. Det var specifikt mit liv og mine følelser og mine tanker der kom i spil. Ikke en manuals beskrivelser.

 

Der er et liv også for os med en lav psykosetærskel

Jeg har en lav psykosetærskel, og den kan jeg lære at kende og leve med. Frem for det robotagtige bankospil af psykoedukationer som lige nu foregår og høvles af overalt på de psykiatriske hospitaler. Det synes jeg ærlig talt ikke psykiatrien kan være bekendt. En gang banko må da være nok.

 

Som hos de to ambassadører optager det også psykiateren, at den psykiatriske behandling sørger for at tage medicinnedtrapningen alvorligt og gøre den med omhu. Medicinnedtrapningen bør følge en individuel tilpasset plan, hvor man åbent taler om ophørssymptomer og tilbagefald. Det vil skabe dialog og en god overenskomst imellem den enkelte og behandleren.

 

Webinaret er ved sin slutning. Jeg har fundet en slags ro. En sådan selv-rapporterende og flersidig behandling tror jeg vil gøre det langt nemmere for mig fremover. Jeg ville kunne konfrontere mig selv med, hvad det egentlig er der foregår hos mig, eller hvad jeg måske slet ikke har tjek på, men ville kunne gøre noget ved. Jeg tror jeg ville føle, at jeg blev hørt. Psykofarmakaen ville måske ikke på samme måde, som jeg har oplevet det, blive et fremmedlegeme, som jeg ville skulle bruge al min energi på at bekæmpe.

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.