Min bedste ven
Det er eddersparkme hårdt at være menneske! Mine forældre og jeg har lige måttet tage den hårde beslutning og sagde i torsdags, d. 18.februar, evig godnat og sendt vores fantastisk hund, Emma, over regnbuen. Hun blev 12 år.
Emmas tilstand var værre end først antaget. Vi vidste godt, at hun døjede med noget mave-tarm betændelse, som hun fik behandling for. Siden sensommeren har hun skrantet og hormonerne i forbindelse med løbetiden tog hårdt på hendes kræfter. Dyrlægen havde sidste sommer opdaget en mislyd på hendes hjerte, og selvom den ikke var alarmerende, så skulle vi være OBS på den.
De sidste par dage var hun slet ikke sig selv. Hun sov meget og ville ikke spise normalt – kun godbidder.
I torsdags skulle vi så have scannet hendes hjerte for at finde ud af, om det var det, der svækkede hende. Derudover fik hun scannet maven og bugen for at tjekke organerne og mave-tarm betændelsen. Det viste sig at hun havde fået en voldsom livmoder betændelse samt blæresten, en af dem var på størrelse med en bordtennisbold.
Som mennesker og ejere tog vi den svære beslutning på Emmas vegne. Man føler sig både som en bøddel og bedste ven. Der var ingen tvivl om, at hun havde smerter, og vi tog den rigtige beslutning for hendes skyld. Men for helvede, det er hårdt at tage en sådan beslutning. Vi kunne godt have fået medicineret hende for livmoderbetændelsen, men stenene skulle fjernes med via en operation, og på den måde kunne man så også fjerne livmoderen, men det ville være en stor operation, og det ville vi ikke udsætte vores 12-årige hund for. Desuden var udsigterne til bedring alt for små i forhold til behandling. Så derfor tog vi beslutningen oppe hos dyrlægen, da vi ikke ville trække det i langdrag. Det ville unfair over for Emma.
Jeg har haft en rutine med at gå ture med hende to gange dagligt. Men den sidste uges tid, måske to, har jeg haft det så elendigt med at gå med hende. Jeg har haft dårlig samvittighed over at jeg gik med et hemmeligt ønske / håb om, at hun kunne få ro og fred.
Hun lå på mit skød hele vejen igennem, og jeg er taknemlig for at hun tog sit sidste åndedrag på mit skød, og at det skete på klinikken. At få hende aflivet herhjemme ville være uudholdeligt.
Emma var uden tvivl min bedste og mest loyale ven. Hun var der for mig, på sin helt egen måde, når alle andre svigtede mig. Da jeg for tre år siden røg ned i et dybt, sort hul, sad hun ved mig, lå ved mig og vågede over mig, hver dag. Hvad hun ikke har hørt på gennem årene på vores gåture, er ikke småting. En gåtur med hende var bedre end så meget andet.
Jeg må indrømme, at de tanker, jeg har haft, har holdt mig vågen om natten. Tankemylder, katastrofetanker, angst og sorg, og alt muligt andet i den boldgade. Et par timer før vi skulle til dyrlæge, havde jeg en mistanke om at det var hendes organer, der var ved at sige stop. Jeg fik lettet mit hjerte hos dyrlægen, selvom det var svært at fortælle mine tanker.
Det har været helt vildt svært at skulle koncentrere sig om Emma og hendes tilstand. Som psykisk sårbar i forvejen har jeg haft mere end almindeligt svært ved at rumme det. Bare det at være hjemme, når hun ikke er mere, er ulideligt. Jeg lagde al min energi over på Emma og tog mig af hende og passede på hende. Men jeg passede ikke på mig selv, og nu står jeg tilbage med en kæmpe sorg og skyldfølelse af at jeg ikke passede på mig selv. For hvordan kunne jeg passe på Emma, når jeg ikke en gang kunne tage vare på mig selv?
Det er virkelig svært at være i egen krop, der i forvejen er urolig og ustabil, og se sine forældre være kede af det og dybt ulykkelige. At se mine forældre græde, er det værste, jeg nogensinde har oplevet.
Sidst jeg så min far græde, var for to et halvt år siden, da min gudmor pludselig døde – før det var det i 2011, da min elskede farfar gik bort. Selvom min far er blevet meget mere følsom med årene, så er det min mor og mig, der er mest grådlabile herhjemme. Så når først min far er ked af det og viser det, så ved jeg, at det er fordi, det er rigtig slemt. Ikke fordi han gemmer på det, men han viser bare sine følelser på en anden måde, end min mor og jeg gør.
Det er svært at rumme deres sorg, når jeg selv har en masse at slås med. Jeg ved godt, at jeg ikke skal tage deres sorg over på mig, men det er nærmest umuligt, når vi bor under samme tag. Man skal være et jernmenneske for ikke at tage andres følelser ind.
Da vi skulle have hende, kunne vi ikke blive enige om et navn, og vi var rundt om mange; lidt ligesom når man navngiver sit barn. Jeg havde i lang tid gået med tanken om at Emma ville være et godt navn, og en aften, mens vi spiste aftensmad, spurgte jeg mine forældre, hvad de syntes om navnet. De kiggede på hinanden og sagde i kor: “Ja. Det skal hun hedde. Det er et godt navn.” Vi hentede hende den 13.marts 2009 fra en kennel på Fyn. Emma var ikke bare et kæledyr, hun var et familiemedlem. Derfor gør det også mega ondt ind i hjerte og sjæl, at hun har haft de smerter.
Grunden til at jeg har lavet det her blogindlæg, er fordi jeg har brug for at dele min sorg. Hvis jeg går med det alene, eller kun snakker med venner og familie, bliver jeg skør.
Jeg er ikke i tvivl om, at vi gjorde det rigtige for Emma, men tomheden og ensomheden er larmende. Jeg kan stadig mærke hvordan vreden, raseriet, og magtesløsheden ulmer og tankerne skriger løs i munden på hinanden.
Om vi skal have hund igen, ved vi ikke. Men jeg har ikke lyst til det, så længe jeg bor hjemme. Det er simpelthen for stor en mundfuld for mig. Vi har bedt om at Emma bliver kremeret, og urnen med asken kommer hjem til os om 2-3 uger, og så skal hun begraves i baghaven, og have sin egen lille oase.
Det er med vilje, at jeg ikke har postet et billede af Emma. Det har jeg det svært med, og det er også af hensyn og respekt over for mine forældre. Derfor blev det et billede af en solnedgang over Ringkøbing Fjord, Vesterhavet.
Godnat, lille Emmapige. Du var den dejligste hund lige til det sidste. Vi savner dig og elsker dig for evigt. Mor, far & M.