Det var slet ikke meningen, jeg skulle have været blogger og forfatter og boganmelder. Jeg skulle have været professionel håndboldspiller og have spillet på landsholdet. Oh well. Man har så mange drømme som barn og teenager, og ofte går man i en helt anden retning end den, man havde forestillet sig. Jeg har altid været god til at formulere mig på skrift, men hvis nu livet var en lang landevej uden nogen bump på vejen, uden skader, uden sygdom, uden den erfaring, jeg har nu, så var jeg da håndboldspiller nu, med en træner, der ville sige: “Prø’li’hør’her” på godt jysk.
Jeg startede til håndbold, da jeg var seks år, og da jeg var fjorten, måtte jeg stoppe pga. en knæskade og operation. Siden har mit ene knæ været porøst, og alt hvad der hed kontakt sport er et no-go. Det fik jeg at vide af både kirurg, fysioterapeut og reumatolog. Hvis jeg fortsatte med håndbolden, skulle jeg forvente at have et nyt knæ, inden jeg fyldte 30 år. Det havde jeg alligevel ikke lyst til, hvor meget jeg end elskede at spille. Hvis nu jeg ikke var blevet skadet, så ville jeg være fortsat, men i en anden klub end den, jeg var i. Når man ikke får særlig meget spilletid på banen, kan man ikke rigtig dygtiggøre sig, vel? Så måske var der en mening med, at jeg blev forfatter, blogger og boganmelder, og ikke prof håndboldspiller.
Den 25. februar havde jeg to års jubilæum hos Outsideren, og til maj har jeg været boganmelder lige så længe. Jeg fortryder ikke et eneste blogindlæg, og jeg elsker at kunne give bøger og andre bloggere og forfattere mere opmærksomhed, som de fortjener. Der er sket meget på to år, og sidste år fik jeg mere ansvar og faste dage inde hos Outsideren, men jeg har dog ikke været inde på kontoret siden en gang i efteråret, hvor det kunne lade sig gøre, pga. covid.
Jeg er så heldig, at jeg til foråret skal være med til en bogfestival i Nykøbing Falster som optakt til StORDstrømmen Forfatterfestival, der løber af stablen den sidste weekend i juni måned. Jeg håber og krydser fingre for, at vi kan gennemføre både mini-festivalen og den planlagte Forfatterfestival. Og guess what, venner. Det kan sgu lade sig gøre! To gange i maj måned og en gang i juni, inden selve festivalen, og jeg mere end glæder mig helt vildt!
Jeg er kommet ind på fortsætterholdet på Forfatterskolen for psykiske sårbare. Det er virkelig dejligt at have den in mente. Bliver spændende, hvornår holdet starter op.
Jeg er i gang med nogle nye og spændende projekter. Sidste sommer blev min forfattergnist tændt endnu en gang. En rigtig god veninde, der er i forlagsbranchen, spurgte mig, om jeg vil skrive en bog om angst. Det ser jeg som et stort skulderklap. Jeg er gået i gang med researchen og forberedelserne til emner, jeg kommer ind på i bogen, og har kontakt til en masse mennesker – både patienter og behandlere, som med deres historier og erfaringer giver bogen meget mere indsigt i psykiske lidelser. Det er ikke mit ønske at skrive en bog fuld af fakta; jeg vil skrive en bog, der i øjenhøjde henvender sig til personer, der er påvirkede af psykisk sygdom. En bog med personlige fortællinger, som jeg håber, man vil kunne spejle sig i og finde en vej ud af angstens mørke med. Jeg har valgt at have behandlernes udtalelser med i bogen, fordi de har en viden og erfaring inden for både den medicinske behandling og den mere alternative behandling, som jeg håber, kan give angstlidende et bredere syn på, hvilke behandlingsformer der findes.
Selvom jeg er ved at gå ud af mit gode skind af ren og skær frustration, ligesom sådan cirka 99,9 % af den øvrige danske befolkning, så holder jeg fast i de ting, jeg kan lave. Og jeg elsker mit arbejde som blogger og boganmelder. Det giver mig så meget at kunne sætte fokus på de emner, jeg synes, er vigtige og relevante inden for psykiatrien. Og jeg gør også det, at jeg selv opsøger jobbet. Med det mener jeg, at jeg selv tager initiativ til at kontakte forfattere, hvis jeg har læst en bog, jeg syntes, var interessant og gerne ville fortælle andre om. Min erfaring med det er, at forfatterne og også forlagene faktisk bliver enormt glade og taknemlige. I mit kaotiske, lille hoved, er det arbejde som det her, der pt giver mig mening og ro og energi.
Jeg var ved få en depression i starten af februar, så jeg tog et par dage ”fri”, over en forlænget weekend og besøgte min gudfar. Det gav mig ro til at begynde på bogen, men det gav mig også et afbræk i en stillestående og monoton hverdag. Jeg fik renset hovedet ved at gå ture med gudfar, lavet mad, læse og skrive. Alt har jeg kunnet helt i mit eget tempo. Ikke fordi jeg ikke kunne det samme derhjemme, men jeg trængte til at få noget luftforandring og at passe ekstra godt på mig selv. Det samme har jeg gjort her i marts og er kommet i gang med at skrive bogen om angst.
Et andet projekt, som også er kommet i gang, er Projekt Flytte Hjemmefra. Jeg er ved at finde et sted at bo, og jeg får god hjælp fra min støtteperson. Som situationen i samfundet er lige nu, så er det, der er mest realistisk at finde en lejlighed, hvor jeg kan opbygge mit voksne liv. Jeg elsker mine forældre, det er slet ikke det, men efter vi mistede Emma, bliver jeg stresset og rastløs af at være herhjemme. Det er også en grund til, at jeg er meget hos min gudfar.
Jeg har lært enormt gennem mit arbejde som blogger, både om andre, men også om mig selv. Det skræmmer mig, at der er så mange, der kæmper med deres psyke. Men jeg oplever også, at de her mennesker er gode til og brænder for at give deres erfaring videre og for at bryde tabuet om psykiske lidelser. Som jeg ser det, så er de, der er psykisk sårbare, nogle, der viser styrke i svagheden, og som både er filosofiske og eftertænksomme. Præcis som jeg selv er. Det oplever jeg i de mange blogindlæg, jeg læser, både her og på sociale medier. Der er en melankoli, som jeg kan spejle mig i, og som giver en form for fællesskab og samhørighed, som jeg kan mærke, jeg har brug for.