Jeg sidder lige nu på en lukket psykiatrisk afdeling, egentlig ikke fordi jeg som sådan har brug for at være på en lukket afdeling (i modsætning til alle de andre gange, jeg også har været her..), men fordi der er nærmest uendeligt lang ventetid på en specialiseret døgnplads, og jeg er for syg til at være derhjemme.
Jeg har anoreksi.
Jeg har anoreksi, har haft det i mange år, og nu vil jeg bare så gerne ud af det. Jeg gider ikke det lorteliv mere, jeg gider ikke være styret af en vanvittig tvangsmotion og – ja – hele den del der handler om kalorier. Jeg gider ikke mere at ikke være i stand til at føre en almindelig samtale fordi 1) jeg kun kan tænke på mad og at jeg skal ud at gå og 2) jeg er alt for udmattet til overhovedet at høre efter, hvad der bliver sagt. Jeg gider ikke være nødt til at planlægge min dag minutiøst ud fra, at jeg pinedød skal følge alle mine regler for alting. Jeg gider ikke længere ikke kunne holde til at være mor for min datter, fordi jeg er for træt eller har angst. Jeg gider ikke længere sidde ved middagsbordet og skulle finde på undskyldninger over for min datter, som undrer sig over, at min tallerken ser væsentligt anderledes ud end hendes og fars. Jeg gider ikke være nødt til at sige nej til invitationer, fordi jeg er bange for, hvad de serverer – eller få angstanfald fordi jeg siger ja, selvom jeg ikke ved, hvad de serverer. Jeg gider ikke blive ved med at gå min krop fuldstængigt i stykker ved at være nødt til at gå 22 km om dagen i alt slags vejr og på trods af smerter i efterhånden hele bevægeapparatet.
Jeg var så forpint, da jeg blev indlagt subakut her, hvor jeg er nu, fordi jeg på den ene side var så styret og tyranniseret af anoreksien og på den anden side var nået frem til en bevidsthed om, at jeg VIRKELIG ikke længere ønskede det liv for mig selv mere – men ikke var i stand til at gøre noget ved det selv. Allermest grelt var det, da jeg få dage før indlæggelsen en dag under en smertefuld gåtur faldt sammen på et autoværn på en motorvejsbro, ude af stand til at bevæge mine ben ét skridt mere, og i silende regn sad og hulkede i lige dele fortvivlelse og udmattelse. Lige dér stod det så lysende klart for mig, at jeg hverken kunne eller ville fortsætte på den måde.
Og så er ventetiden på en specialiseret døgnplads op til 2 måneder, og i mellemtiden sidder jeg så fast her på en almen lukket, hvor jeg føler mig som Palle alene i verden og ganske vist får mad men ingen behandling. Og imens den ene begivenhedsløse dag tager den anden, glider motivationen ganske langsomt ud mellem hænderne på mig. Det bliver sværere og sværere at mærke, HVOR gerne jeg vil det her, i takt med at den ekstreme forpinthed glider langsomt i baggrunden, og at jeg græder mig igennem det ene måltid efter det andet i løbet af dagen, går i seng, står op og starter forfra i hvad der føles som en uendelighed.
2 måneder. Kan det virkelig være rigtigt, at det skal være så svært at få lov til at få behandling for sin spiseforstyrrelse???
Men okay, 2 måneder.. Jeg tæller ned! Og håber at det bliver kortere!
Gør alt hvad jeg kan for ikke at fortabe mig i uoverskueligheden.
Gør alt hvad jeg kan for at holde fast i, at nu skal anoreksien kraft********* have sparket!
Gør alt hvad jeg kan for at minde mig selv om, at nu er det min tur til at leve!
Gør alt hvad jeg kan for at blive ved!