Jeg går i mørket

Et digt skrevet om en af mine oplevelser fra en psykotisk episode i december sidste år. Tanker og følelser om tvang i psykiatrien.

 

Jeg går i mørket. Natten er ung, og månen står højt over Køge by.

Jeg har ikke længere i blandt politiet det bedste ry, men jeg er ikke syg.

Går på bare tæer gennem min fødeby, jeg mærker kulden under mine fødder, født på ny.

Jeg går i min fine sommerkjole en kold december nat, mit hoved er et stort rod. Ned ad min arm løber mit eget blod.

Midt på den mørke vej jeg stod, alt mit triste hjerte ville var at råde bod.

Men derimod, mærkede jeg i hjertet en flod af frygt; jeg har mistet alt mit indre mod. Mine dæmoner har vundet endnu en gang, jeg dem igen lod, alle mine rationelle tanker mig forlod, nu danser jeg i måneskinnet.

Politiets forlygter mig blænder, mon dette kaos nogensinde vender?

Mærker jordens våde blade mod min kind, endnu en nat jeg har ladet min frygt vinde og ledet mig ind i mit eget uendelige mørke dystre sind.

Mærker i mit hår den kolde vind, fanget i et ondt spind.

Mens håndjernene bliver lagt, hører ikke længere på hvad der bliver sagt, jeg råber en masse uklare ord, men jeg opdager det ikke spor.

Mellem sæderne i bilen jeg bliver lagt, køre mod hospitalet i en fart, jeg sparker mod ruden, urolig, bange og desperat.

Jeg ved at det ikke var særlig smart.

I en seng jeg bliver spændt fast, det hele skete i sådan en hast.

Græder og råber mine dæmoners stemmer ud, mærker pludseligt i min balle et skud.

Medicin i mit blod, men den hjælper ikke spor; din dumme læge, hvorfor står du bare og glor?! Og I væmmelige betjente, fjern jeres hænder fra min krop, få det her mareridt til at stop!

Igen jeg mærker et skud i min balle, mærker en overvældende træthed og hører gud mit navn kalde.

Lukker mine øjne og glider ned i en bedøvende rus, alt jeg ønsker er døden og et sidste knus, men for nu, er alt jeg får en masse nætter i et læderbælte og en ubehagelig følelse af et inderligt sus.

Lad mig få evig ro, lad mine ulykkelige tanker gå i bero, jeg er ikke længere sikker på at det er en realistisk tro, nej nærmere en barnetro, men måske kan jeg alligevel få en form for ro, for måske er det i nat jeg stiller mine slidte sko.

5/1-21