Min skizofreni – når jeg brænder mig på mig selv

”Hvor er du henne i din skizofreni?” spurgte en ung, ny psykiater mig en morgen i juni måned. I sofaen overfor ham, hørte jeg spørgsmålet, men forstod det ikke rigtigt. Spørgsmålet kom bag på mig. Mit forsøg på svar fængede heller ikke rigtigt. Det faldt derimod til jorden, da jeg i luften, og med et smil på læben, tegnede et kontinuum op foran mig som et svar på, hvor jeg var henne på skizofreni-skalaen. Jeg tog fra mødet, men spørgsmålet blev ved med at gentage sig i mit hoved, ”hvor var jeg henne i min skizofreni?” spurgte jeg mig selv.

 

Med spørgsmålet almindeliggjorde psykiateren mit liv, samtidig med at jeg kunne begynde at tage min skizofreni anderledes alvorligt end hidtil. Jeg greb til tasterne noget tid efter og fik igennem teksten, jeg skrev, anskueliggjort mit liv med skizofreni. Jeg følte mig lettet og glad. Nogle dage gik, og da jeg fik ro nok på sindet til at skrive videre på teksten, var dokumentet forsvundet. Jeg ledte rundt i mapper og placeringer på pc’en, men lige vidt kom jeg. Selv El-gigantens remote and fix service måtte give op. Dokumentet var væk.

 

Teksten der blev væk

Det var ikke kun en følelse af ærgerlighed, jeg sad tilbage med. Langsomt begyndte det at ramle sammen for mig. Jeg mærkede, hvordan en velkendt tilstand ukontrolleret bredte sig i mit sind og min krop. Jeg var nødt til at tale med min ven.

 

”Det er jo bare en tekst” sagde jeg højt i telefonen, men ordene stemte slet ikke overens med, hvordan jeg havde det. Det her var ikke bare en hvilken som helst tekst for mig. Det hele snørede sig sammen for mig i en desperation, der skulle få min dag til at gå i et med tiden, der stod stille, men som alligevel passerede udenfor mit vindue.

 

Min ven spurgte mig, hvorfor skriver du ikke om, hvad der skete med dig, da teksten lige pludselig ikke længere lå i mappen? Hvad gjorde det ved dig? Min ven havde endnu engang fat i en væsentlig betragtning, og jeg satte mig for at svare på spørgsmålet.

 

Selvværdet – et spind af indre vurderinger går til angreb

Da jeg opdagede, at teksten om min skizofreni var blevet væk, blev jeg hjemsøgt af en gammel følelse og oplevelse af at blive tilsidesat. Lukket munden på, vendt ryggen. Med en stigende puls blev jeg ked af det, desperat og vred. Jeg fik en oplevelse af at være holdt nede, at, hvad jeg havde at sige, intet betød. Jeg følte mig objektgjort, da jeg genkaldte mig udsagn og aggressioner, der tidligere i mit liv, havde skabt en tilintetgørelsesfølelse hos mig. Som om ”de andre” i en indbyrdes forståelse af mig samtykkede: ”hende kan du ikke regne med, hun befinder sig i sin egen indbildte virkelighed”, hun er ikke værd at vise opmærksomhed, lad være at inddrage hende i samtalerne, hold hende udenfor!

 

Det var ikke kun nogle tilfældige ord, der var forsvundet med teksten. Teksten og besvarelsen på, hvor jeg var henne i min skizofreni, var for mig et betydningsfuldt forsøg på at finde ud af, hvem jeg er, og hvordan jeg kan forstå mig selv med en skizofreni diagnose som følgesvend.

 

Sammen med de andre

Før teksten forsvandt fra min pc, havde jeg været på højskole. Jeg vidste det ville være en prøvelse for mig. Jeg havde derfor aftalt med mig selv, at jeg skulle være bevidst om, hvordan jeg havde det i mødet med de andre, og jeg skulle reagere på de følelser, som viste sig hos mig. Det var en øvelse blot at dukke op og sætte mig i rummet, hvor de andre sad, men det gik overraskende godt.

Jeg skulle ofte minde mig selv om, at jeg, på lige fod med de andre, havde lov til at være der uden nogen videre grund. Jeg nød samværet og hvad vi havde for sammen. Det var et godt, festligt og ukompliceret samvær med de andre de første dage, jeg følte mig tryg. Så langt så godt.

 

På sidste dagen begyndte det alligevel at blive svært for mig. Jeg ser det ikke som et totalt nederlag, men som et skridt henimod at lære mig selv og den drilagtige, snørklede og franarrende skizofreni bedre at kende.

 

Jeg kunne ikke længere holde, hvad som skete hos mig, tilbage. Jeg måtte tage hjem, tage ekstra medicin og betale tilbage med et væld af følelser og forestillinger, som desværre havde fået overtaget mit sind den sidste aften. Jeg græd. En blanding af skrøbelige, varme forelskelsesfølelser og angst for vanviddet gjorde, at jeg søgte sengen og alt, hvad jeg kunne finde på, der var godt og rart og varmt og trygt. Anders And, te, bøger og Netflix.

 

Men hvad var det egentlig der skete for mig undervejs på højskolen? Hvorfor kunne jeg ikke blive ved med at være der, hvorfor måtte jeg tage hjem på afslutningsdagen, som jeg ellers virkelig havde set frem til?

 

Klaveret begyndte at spille i utakt

Jeg havde lært de andre bedre at kende hen over dagene. Jeg havde holdt, hvad jeg havde lovet mig selv at være bevidst om i samtalerne. Det havde været en stor sejr for mig at opdage, at jeg kunne have samtaler med folk uden hele tiden at forbinde, hvad de sagde til forhold, som vedrørte mig og mit liv. Jeg kunne møde de andre uden at have en parallel idéverden kørende i mit eget hoved. Det var bare en frihed! at møde andre på denne måde.

 

Den sidste aften blev der spillet på klaver. Vi sad samlet om klaveret. Jeg var med i kredsen. Vi skulle bare lytte til musikken, sidde der i egne tanker og lytte.

 

Men dagene havde alligevel, bagom ryggen på mig selv, været en ømfindtlig balancegang, jeg havde bare ikke set det før nu. Det havde hobet sig op hos mig.

 

Når jeg brænder mig på mig selv

Desværre måtte jeg derfor gå efter to klavernumre. Først forklarede jeg for mig selv, at det var på grund af et bål, der var blevet tændt udenfor rummet, hvor vi var samlet for at lytte til musikken. På grund af vindens retning steg røgen ind i rummet, og jeg var bange for at få hovedpine.

 

På cyklen hjem kunne jeg imidlertid mærke, hvordan det var begyndt at køre hurtigere for mig i min opmærksomhed. Med afsæt i en følelse af ensomhed og længsel begyndte jeg at forbinde, hvad jeg havde talt med de andre om, til nogle tidligere erfaringer, som jeg havde gjort mig, når jeg havde været bange og paranoid.

 

Min ven og jeg skrev sammen den aften:

 

En kamp jeg skal tage med mig selv

Min ven: ”Jeg forstår, er du sikker på, at du ikke er kommet for tæt på grænsen, hvor du, selvom du er klar og bevidst også lige pludselig kan blive trukket ind i noget, som er ’riski’? Det glæder mig, at du ikke føler skam som tidligere og, at du håndterer sociale relationer anderledes, bedre, mindre ’idemæssigt’. Hvorfor vil du ikke hjem til mig? Er det ikke fint at lande i en virkelig velkendt virkelighed for at afbalancere? Jeg skal lige lave kaffe.”

 

Mig: ”Tak min ven, jeg forstår, at du læser mine sms og tekst med frygt for, hvad der tidligere er hændt. Jeg kan berolige dig med, at jeg er anderledes forankret i, hvad der er virkelighed, og hvad der er min egen smerte, for det er i smerten, at ideerne tager fart. Jeg er nødt til at blive her hos mig selv.”

 

Det endte med, at jeg tog hjem til min ven og red bølgen af gemt væk under dynen og med trygge forhold omkring mig.

 

”Larger than life”

Jeg vil så gerne være en del af noget større. Jeg har gamle drømme, som ikke gik i opfyldelse, og de har det med at slå igennem og feje benene væk under mig i mødet med andre. Min paranoia opstår ikke bare overfor hvad og hvem som helst. Der er nogle særlige kendetegn tilstede i sammenhængen, som er betydningsfulde for mig, og det liv jeg har levet.

 

Forvandlingen til en drømmelignende tilstand føles som en besættelse, som en tåge, der smyger sig langsomt om min krop og bevidsthed, hvor jeg til sidst svæver ud i ideernes verden som i en slags hypnose. Forestillingerne forvandler min verden fra ensomhed og tilintetgørelses-følelser til et fortroligt nærvær med omgivelserne.

 

Det er som at hvile i en totalanskuelse, en totaloplevelse af mig selv og omverdenen. Som en fugl, der flyver vildt i en sovende ekstase.

 

Men jeg er i fuld gang med at fiske mig selv og min sårbarhed tilbage fra drømmene. Jeg er i gang med at finde ud af, hvordan jeg kan leve et godt liv med, hvad der er på færde helt specifikt for min skizofreni.

 

Mig: ”faktisk vil jeg mene, at jeg kan få sådan noget hypomani”

Min ven: ”hvad er hypomani?”

Mig: ”jeg går ud fra, at det er, når energien i kroppen buldrer løs og mine handlinger, bevægelser, følelser og tanker overgøres. Et billede på det for mig er Geena Davies i filmen ”the long kiss goodnight”, da hun efter lang tid pludselig indhentes af sin skjulte fortid som specialagent. Hun skærer agurker, som var hun en maskine og får uanede kræfter, det er som et energivæld, der rejser sig i kroppen af næsten guddommelig karakter. Det er ikke sådan, jeg har det i dag, men det er sådan, det har føltes, når psykoserne stod på, det hele spillede bare sammen, jeg svømmede som en vild fisk i svømmehallen, kørte på cykel som red jeg en vild hest, det er sådanne kræfter jeg er oppe imod i psykosen. Dermed ikke sagt, at psykosen ikke også viser sig på andre også modsatrettede måder.”

Min ven: ”Gisp :-0”

Mig: ”Ja, det er noget lort, når det kommer dertil, jeg er derfor yderst opmærksom på mit tempo i dag, det er energikrævende hele tiden at holde balancen for øje.”

 

Jeg er landet i min skizofreni

Jeg er en betydningsfuld erfaring rigere efter højskolen. Det gør lidt ondt at skrive, men det er også en lettelse. Jeg håber, at jeg fortsat kan klare at åbne op for, hvad min skizofreni er for en størrelse for mig. Denne gang har jeg i hvert fald bevist, at det kan lade sig gøre.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.