Jeg har valgt at blive blogger, for at dele mine erfaringer og historie med andre. Der kunne sagtens sidde nogen derude som havde det på samme måde, og som kunne bruge lidt inspiration. Samtidig er det en slags dagbog eller refleksion for mig selv. Denne blog vil hovedsageligt komme til at handle om min spiseforstyrrelse BED (Binge Eating Disorder), da jeg på mandag den 29. februar 2016 skal starte i en terapigruppe. Jeg har ventet rigtig rigtig længe, så jeg er meget spændt på at komme igang.
Hvis jeg skal komme med lidt kort information om mit liv med min spiseforstyrrelse som følgesvend, kan jeg fortælle at den faktisk har fulgt mig det meste af mit liv. Den startede da jeg var ret lille, hvor jeg begyndte at fokusere unaturligt meget på mad. Som barn kom den ikke for alvor til at tage overhånd, da min mor var der til at kontrollere min spisning. Men da jeg blev omkring de 11 år, begyndte jeg at købe slik for mine lommepenge og spise det i smug. Det resulterede i løgne, dårlig samvittighed, vægtøgning og endnu dårligere selvværd end jeg havde i forvejen. For ja, jeg har ikke haft en nem barndom. Den har været præget af svigt, mobning og angst. Men alt dette vil jeg ikke komme ind på her, da det vil blive alt for omfattende. Desuden er det jo mit kommende terapiforløb jeg vil fokusere på her.
Læs endelig med hvis du føler for det, og stil gerne spørgsmål. Jeg skal gå i gruppen hver mandag, og jeg vil derfor bestræbe mig på at lave et indlæg om ugen.