– Det har virkelig sat sine spor, ikke kun de dårlige fikseringer, men også de gode…
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 83 – Sabine Nielsen, 19 år, skriver om sit unge livs oplevelser med at blive lagt i bælte.
Min første bæltefiksering fandt sted på en børne- og ungdoms afdeling i Jylland, hvor
Jeg var blevet indlagt, fordi jeg var meget langt ude, deprimeret, psykotisk og selvskadende.
Bæltefikseringen husker jeg, men det var som jeg så det hele udefra, ikke som værende med mig selv i hovedrollen i de øjeblikke.
Jeg skar meget i mig selv dengang og jeg husker, at det eskalerede i mit hoved. Jeg kunne ikke rumme mine følelser og min psykose, så jeg begyndte at rive mit eget hår og kradse mig selv. Personalet var der med det samme, snakkede til mig, prøvede at få mig til at lade være og få mig til at forklare, hvordan jeg havde det.
Til sidst, da de prøvede at stoppe mig, gik jeg ”amok” og begyndte at hive håret ud med mange kræfter, nægtede at tage imod medicin, ville bare væk. Mere personale blev tilkaldt, og de holdte mig fast, kaldte alarm til de øvrige afdelinger, og pludselig stod der 20 personaler inde på min stue. Efter lang tids kæmpen med mig blev de enige om at bæltefiksere mig De havde aldrig prøvet at bæltefiksere før.
Jeg blev lagt i en seng og de spændte mine arme fast, men da jeg faldt ikke til ro, blev mine ben også fastspændte. Jeg ville stadig ikke tage imod medicin frivilligt, så en læge blev tilkaldt.
De tvang Zyprexa ind i munden på mig og bagefter en sprøjte i låret med Alopam (beroligende medicin).
Jeg lå i sengen hele natten til om morgen, hvor jeg vågnede i sengen, stadig spændt fast.
Senere på dagen kom en patientrådgiver og snakkede mig. På intet tidspunkt var jeg efterladt til mig selv, hele tiden prøvede personalet og snakke til mig.
Gode til at være sure
Forskellen var bare,
at der i Jylland havde været
en vis forståelse for ens måde at reagere på
Min sidste bæltefiksering var på en børne- og ungdoms afdeling på Sjælland.
Jeg var blevet indlagt, da jeg havde selvmordstanker og stadig var selvskadende. Jeg var lige flyttet fra Jylland til Sjælland. I min sidste periode i Jylland havde jeg været dagspatient, men nu blev jeg altså indlagt døgnet rundt på Sjælland.
Jeg husker afdelingen som dårlig, der var mange regler, ingen mobiltelefon på visse tidsrum, intet TV på visse tidspunkter, man skulle selv lave sin mad, man blev tvunget i skole, ingen computer eller internet.
Afdelingen i Jylland var det rene ”luksus” i forhold til denne her.
Personalet var heller ikke noget at råbe hurra over, de brugte deres arbejdsdage i personalerummet, hvor patienter ikke måtte komme ind. Ingen kontakt med de unge, ingen forståelse for de unges behov. Men at skælde ud for en, i deres øjne, nedringet trøje, det kunne de godt, ja, i det hele taget var de ret gode til at være sure.
På andendagen fik jeg det meget dårligt. Ligesom i Jylland begyndte jeg at rive hår ud, og blive en smule udad reagerende, når personalet kom for tæt på. Jeg husker, de holdt mig i politigreb, så jeg fik meget ondt i mine arme og skuldre, hvilket jeg også råbte til dem. Jeg skubbede den ene personale ind i væggen, sådan at jeg kom fri, fik lidt skæld ud over det, blev igen lagt på en seng og spændt fast, altså samme procedure som i Jylland.
Forskellen var bare, at der i Jylland havde været en vis forståelse for ens måde at reagere på. På Sjælland fik jeg at vide, at det var min egen skyld, at jeg var syg og at jeg bare kunne lade være med at være så selvskadende.
Jeg vågnede op i sengen, blev ”sluppet” fri, mens en fast vagt sad uden for døren. Ingen kom og snakkede med mig om episoden, ingen havde forståelse for det. De sad stadig inde i deres personalerum, undtagen den faste vagt, som heller ikke snakkede til mig.
Efter den episode udskrev min mor mig næste dag. Jeg vidste, at den afdeling ikke var stedet, hvor de skulle hjælpe mig. Jeg havde det meget skidt efter de tre dage på afdelingen.
Det værste var, da jeg fik at vide, det var min egen skyld, det ramte mig virkelig. Hvad får et andet menneske til at sige sådan? Jeg havde jo aldrig selv bedt om at blive syg, og blive psykotisk. Det er ikke noget, man selv er herre over.
Fiksering med omsorg
Kommunikation,
kommunikation
og atter kommunikation!
Mine tanker omkring bæltefiksering er meget blandede.
Hvis oplevelsen har været dårlig, så synes jeg, det kan være lidt traumatiserende, og at det kan gøre ondt værre. Man skal passe på med bæltefiksering, fordi det kan let føles som et overgreb for patienten. Man er lidt som en mus i en fælde.
Jeg synes, det er vigtigt, at hvis man bæltefikserer patienter, så skal man hele tiden være opmærksom på patienten, og hele tiden prøve at kommunikere med patienten. Så man hele tiden ved, hvad der sker.
Kommunikation, kommunikation og atter kommunikation!
Bæltefikseringer kan også være ”gode”, i det omfang at det bliver gjort i en god hensigt, og at personalet ser det som en sidste udvej, og at der bagefter er opfølgning eller samtale. Hvis bæltefikseringen bliver foretaget, når man vil skade sig selv, så stopper den jo selvfølgelig ens handlinger, og så gør man jo ikke noget, man måske vil fortryde senere. På den måde kan en bæltefiksering også være god.
Hvis jeg skal sammenligne de to bæltefikseringer, så er der tydelige forskelle på, hvordan afdelinger rundt om i landet gør det og hvordan de reagere bagefter.
Patient-kontakt må simpelthen være et must på afdelinger, især når man har med psykisk sårbare at gøre. Og det manglede virkelig på den sidste afdeling, ikke kun under bæltefikseringen, men i det hele taget generelt.
Jeg er meget øv over at afdelingen på Sjælland var så dårlig, og jeg tænker stadig, om den fortsat er sådan. Jeg ønsker ikke, at andre unge får de samme nedladende kommentarer som mig, og jeg håber virkelig, at personalet er skiftet ud med noget mere kommunikativt personale.
Selvom jeg 19 år nu og det her skete for tre år siden, så har det virkelig sat sine spor, ikke kun den dårlige bæltefiksering, men også de gode bæltefikseringer. Det er noget, jeg aldrig vil glemme.
Sabine Nielsen er 19 år, bor i Næstved og er lige begyndt i 1.g på Næstved gymnasium
——————-
Outsideren skriver om bæltefiksering:
I Danmark rimer psykiatri på tvang. Hvert år bliver over 5000 patienter lagt i bælte på de psykiatriske sygehuse herhjemme. Det svarer til at hver femte person, der indlægges på en lukket afdeling i Danmark, udsættes for dette dybtgående indgreb.
Det er ikke bare voldsomt mange. Det er også en gruppe mennesker, der ofte tales om – men som alt for sjældent selv tager ordet.
Tidsskriftet Outsideren har i flere år samlet på historier om tvang på de psykiatriske afdelinger i Danmark, fortalt af de, der har prøvet det på egen krop. Vi ønsker kun at skildre virkeligheden som den er. Uden fordomme. Vi ved, at der er mennesker, der synes, at de har haft brug for at ligge i bælte. Mens andre har oplevet det som et brutalt og yderst krænkende overgreb.
Det har ført til en diskussion på vores Facebook side, om tvang, mennesker og arbejde. En diskussion der viser, at tidligere patienter, pårørende og medarbejdere i psykiatrien, sagtens kan tale fornuftigt sammen om det at ligge i bælte.
Derfor denne opfordring til alle jer, der har ligget i bælte, jer der er pårørende til en der har ligget i bælte, eller dig der har lagt nogen i bælte:
Send din beretning til os. Fortæl hvad der skete. Om det hjalp. Hvordan det påvirkede dig.
Vores mailadresse er: baelte@outsideren.dk
Historierne vil blive offentliggjort i Outsideren, og på et tidspunkt samler vi alle beretningerne i et særnummer.
Vi foretrækker, at der skrives med navn, men garanterer anonymitet, hvis det ønskes. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at sende en mail eller ringe på tlf: 35 39 71 24. Vi har åbent mandag-torsdag 10-15.