Interview:
Det er sket før – og vil ske igen
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 61 / Af Klavs Serup Rasmussen
Der eksisterer i dag en underskov af recoveryaktiviteter. Et af de afgørende punkter i diskussionerne om recovery handler om, hvorvidt brugere og behandlere kan deltage på lige fod.
Sociolog Allan Madsen har fulgt brugerbevægelser i flere forskellige sammenhænge, og advarer mod at diskussionen bliver for principiel. Alt for mange sociale bevægelser er blevet splittet af principielle spørgsmål og løbet ud i sandet.
– Selv andelsboligforeninger ender i slagsmål, hvor den hårde kerne vil ét og resten noget andet, når diskussionen bliver for principiel, siger Allan Madsen.
Det gælder enhver form for bevægelse eller frivillig organisation.
Hvis der går for meget principiel diskussion i en sag, kan det splitte
hele grundlaget, og hvad får man så ud af det?
siger Allan Madsen
Allan Madsen er kultursociolog og underviser på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet og har gennem mange år været tilknyttet Fountain House i København. Han oplever, at de projekter, der arbejdes med udenfor den formelle psykiatri, i stigende grad er recovery-orienterede.
Også i Fountain House tænker man indsatsen som en bestræbelse mod recovery. Fremkomsten af de mange brugeriværksatte aktiviteter, skal imidlertid ses i lyset af en generel tendens.
– Brugerinddragelse er oppe i tiden på så at sige alle fronter. Det gælder også indenfor det sociale system, hvad enten man taler om sindslidende, folk i aktivering eller udlændingeintegration, siger Allan Madsen.
Denne inddragelse fører ofte til et formelt samarbejde, for eksempel gennem Socialministeriets støttemidler. Der er en tilsyneladende reel interesse for, at lade brugerne komme til orde.
– Men specielt hvad angår folk med sindslidelser, er det brugerne selv, der har tilkæmpet sig retten til at blive hørt, siger Allan Madsen.
Han nævner Galebevægelsen som en af de vigtigste årsager til, at der er en generel accept af, at sindslidende selv kan formulere sig omkring sine ønsker og behov.
En Græsrodsbevægelses Liv
Danmark er kendt for sine mange græsrodsbevægelser. En af dem er Galebevægelsen, der blev stiftet i 1979.
– Alle græsrodsbevægelsers grundlag er, at dem der engagerer sig, bliver fortalere for at der er et problem, og argumenterer for bevægelsens løsninger, siger Allan Madsen.
Alle kunne i begyndelsen deltage i Galebevægelsen, blot man var enig i, at sindssygdom var symptom på et sygt samfund og ikke et sygt menneske. Der er imidlertid ofte et bestemt udviklingsmønster som græsrodsbevægelser følger. Den rummelighed, der er en del af bevægelsens udgangspunkt, snævrer sig med tiden ind, og der begynder at komme interne opgør.
– Galebevægelsen var en fabelagtig brugerbevægelse. Men den endte ligesom hos mange små politiske partier, i principielle kampe, der næsten slog både medlemmerne og bevægelsen ihjel, siger Allan Madsen.
Der er mange historiske eksempler på, at bevægelser der var dynamiske, omfavnende og frugtbare, ender med at gå til i interne fraktionsstridigheder.
– Det gælder enhver form for bevægelse eller frivillig organisation. Hvis der går for meget principiel diskussion i en sag, kan det splitte hele grundlaget, og hvad får man så ud af det? Spørger Allan Madsen retorisk.
Galebevægelsen har opnået mange af sine mål. Den har fået mennesker ud af anstalterne, givet sindslidende en stemme og er en del af grundlaget for de initiativer folk tager i dag.
Yderfløjene
Den for tiden største principielle diskussion i recovery-kredse, handler om behandleres deltagelse. Altså om psykiatere, plejere, terapeuter og alle andre der lever af, at der findes sindslidende.
Den ene yderfløj mener, at det er direkte skadeligt at lade disse behandlere blande sig. At der er tydelige forsøg på at overtage idéen om recovery, og for hindre at sindslidende får det bedre. At den proces der begyndte hos brugerne, er i fare for at blive ødelagt.
Den anden fløj holder fast i, at man godt kan lave recovery i mere formelle rammer. For eksempel på bosteder med lønnede og uddannede recovery-terapeuter.
Der er stor afstand mellem de to fløje, og meget tyder på, at diskussionen vil fortsætte i lang tid endnu. Derfor er det vigtigt, at den enkelte sindslidende forsøger, at holde fast i det` der fungerer for vedkommende. Yderpunkterne i diskussionen er trods alt kun yderpunkter, og siger mest om de forskelligheder der er i forståelsen af recovery.
Diskussionen viser også, at der til stadighed er mange blandede følelser mellem brugere og behandlere.
– Men man skal nuancere, hvad psykiatrien og psykiatere er. Der er en enorm forskel på hvordan psykiatere går til det her. Der er meget biologisk orienterede psykiatere, der kun spekulerer i medicin, og andre anerkender fuldt ud den sociale dimension. Der er da også psykiatere, der nærer fuld respekt for, hvad der foregår i Fountain house, siger Allan Madsen.
Hvordan denne diskussion vil påvirke udviklingen af de forskellige recovery-projekter er ikke til at vide. Om man har lært noget af tidligere græsrodsbevægelser?
Skrøbelige projekter
Intet ministerium og ingen kommunal bestyrelse har fuldstændigt indblik i, hvad der sker i psykiatrien, og derfor er det vigtigt at brugerne fortæller om de behov og problemer der er. Denne udveksling tager ofte form af ansøgninger til projekter, og det betyder at langt de fleste brugeriværksatte projekter er afhængige af offentlige tilskud. Det giver en sårbarhed, og mange projekter lever en usikker tilværelse.
– Der er mange glimrende initiativer, som klarer sig på en eller anden form for offentlig støtte i en periode. Men så sker der det, at der går kassetænkning i det, eller politik i sagen, og så risikerer projektet at blive lukket ned, siger Allan Madsen.
Han fortæller, at også de danske Fountain Houses har måttet slås for deres eksistensberettigelse, men at de nu alle drives med en eller anden form for offentligt tilskud.