Det føles ikke rigtigt det her. Det føles som om jeg bliver ædt op indefra af mit lille grønne monster. Min egen private ven, som altid er der til at styre mig, når jeg ikke selv kan. Jeg ved at dens vej er forkert. At den går væk fra livet, ind i mørket. Og jeg vil gerne lyset, men lyset er så forbandet svært Det ville være så nemt at falde tilbage i selvskadens mørke havn. At føre barberbladet bare en gang mere og en gang og en gang.
Jeg havde tegnet en streg i sandet, sagt det skal være slut nu. Lovet mig selv og folk omkring mig at det kun skal gå fremad. Og nu sidder jeg alligevel her i mit sorte hul med mit lille grønne monster, der æder og æder. Jeg bliver ædt op af smerte, af flashbacks, af skygger og af tanker. Alligevel smiler jeg pænt. Giver det gode indtryk om man vil. Bare op på hesten og videre som man siger. Jeg kæmper i sirup, hvert eneste armtag bringer mig næsten ingen steder. Så langsomt, så langsomt. Kan jeg holde det ud? Bare rendyrket smerte i min sjæl. Mosteret der æder sig ind på mig. Selvskaden kommer tættere og tættere på. Bare et øjebliks fred, bare et lillebitte minut. Et lillebitte sår. Og dog stop op, et øjeblik. Du ved at du ikke kan styre det min ven. Fornuften kommer indover. Så tæt på målet, så tæt på. Og så alligevel så ufattelig langt fra.
Jeg ved at jeg kan, jeg klatre op af det stejleste bjerg. Der står folk langs vejen og hepper og så stopper jeg op, får pusten. Træder et lille skridt tilbage, bare et lillebitte et. Men det nok, den sikre havn, det kendte og smertefulde venter på mig. Roen ved at mærke blodet løbe ned ad min arm, min hals, mit lår. Fremad igen, folk hepper. Jeg kan godt. Siruppen bliver forhåbentlig til vand en dag og så bliver det nemmere at kæmpe, måske bliver vandet en dag til luft og så kan jeg sejle af sted. Ud i det blå på fantasiens vinger, rejse med eventyr i bagagen. Eventyr så smukke og rene, der slet ikke er besmittet at mine ar, af min fortid af min adfærd.
Bare smukt og rent. Igennem luften på et flyvende tæppe.