Nu har jeg snart boet på bosted i 5 måneder. Det har været 5 blandede måneder. 5 måneder på godt og ondt. Godt takket være stedets udholdenhed og vedholdenhed, ondt fordi jeg, som altid, er min egen værste fjende. Jeg har, når jeg har det skidt, tendens til at få skabt konflikter omkring mig, mest med personalet, ind imellem med andre beboere. Og jeg har ekstremt svært ved at se mig selv i øjnene efter disse konflikter, som jeg er fuldt ud bevidst starter hos mig. Men medarbejderne har en engels tålmodighed. P.t. Slås jeg med, hvad personalet ser som værende en depression. Folk, der står udenfor, har en tendens til at koble det sammen med min kærestes død for to år siden. Selv mener jeg ikke det er det, hvad det så er ved jeg ikke. At mange, når de hører at jeg står midt i en depression, søger en forklaring, det er frustrerende. Den eneste måde at få fred på, er at komme med en forklaring, og det bliver så kærestens død. Uden at det er det.
Nu står jeg så overfor til februar at skulle starte på et regulært forløb hos en psykolog jeg før har gået hos. Jeg glæder mig vanvittig meget til at få lukket op for mølposen. Ydermere ved jeg, at jeg i den nærmeste fremtid står overfor at skulle have kigget på min medicin. En svær ting at forholde sig til, når man er ked af det meget af tiden, ikke orker at tags Telefonica når ens venner ringer, men gør det af pligt, ikke orker socialt samvær, sover dårligt. Ja jeg kunne blive ved. Og så er det en psykiater der dårligt kender en.
Jeg se frem til mit fortsatte ophold på rosenhøj og håber at det bliver præget af færre konflikter efterhånden som kanterne slibes til. For jeg er glad for stedet. Jeg skal bare have gjort op med min værste fjende: MIG!