Jeg prøver at komme ovenpå igen. Jeg prøver virkelig at være glad og kæmpe op igen, men nogen gange virker alt bare så håbløst.
De her nedture jeg får, de er jo ret normale for mig. Det er næsten mere normalt for mig at have en nedtur, end bare at være glad hele tiden. Ja vi får alle sammen nedture, men mine nedture.. De er slemme. Jeg kan hverken spise, drikke, stå ud af sengen eller gå ud af døren.. Hvis jeg tænker over det, sådan helt dybt indeni.. Kan jeg godt se at de her nedture er som en slags tryghed for mig. For det er det eneste jeg har prøvet! Jeg har ALDRIG prøvet at have 1 helt år uden nedture og modgang. Et eller andet sted skræmmer det mig rigtig meget, tanken om at skulle have det godt hele tiden. For hvordan gør man det?? Hvordan skal jeg kunne lægge frygten til side og bare nyde at jeg har det godt?
Jeg har rigtig meget angst pt. Jeg er blevet tilbudt medicin for mit angst. Men er i samarbejde med min behandler/psykolog blevet enig om at vi venter 1 måned til, før der bliver sat noget igang. Har jo trods alt været medicin fri fra fast medicin siden August sidste år..
Så hver evig eneste dag rykker jeg grænser! Jeg udfordre min angst minimum 2 gange dagligt. Små som store opgaver, der kan trigge min angst. Det går faktisk rigtig godt. Jeg lære en masse om mig selv, og hvordan jeg bedst kan håndtere min angst. For mig handler det hele om vejrtrækning og tryghed.
Udover angst, gør livet bare ondt lige nu. Kæreste sorger, sygdom, bekymringer om fremtiden, bekymringer om ikke at være god nok og så prøver jeg bare at være Manja på snart 22 år. Hvordan gør man så lige det? Hvordan er man ung? Det har jeg heller aldrig prøvet! Jeg måtte i en meget ung alder i forbindelse med anoreksi og behandling for dette, tage ansvar for mit liv og vælge at spise igen. Selvom det ikke lyder som et stort ansvar, så var det et stort ansvar for en 14 årig pige. Jeg skulle vælge livet, jeg skulle vælge at spise alt det her mad 6 gange om dagen, jeg skulle vælge at drikke min sødmælk til hvert måltid og jeg skulle vælge ikke at snyde til vejning. Der var ingen andre der kunne gøre det for mig. Min familie kunne støtte mig og hjælpe mig igennem måltiderne, men de kunne ikke spise dem for mig. Så alt i alt tror jeg det har været det, som har gjort jeg er vokset op på nul-komma-fem.
Men ligemeget hvad er livet jo fyldt med op og nedture. Det er en del af det. Man får ikke bare gode ting og succes oplevelser foræret, gode ting bliver ikke bare kastet i hovedet på os. Der skal kæmpes, hver evig eneste dag, for en dag at kunne stå op og sige ”JEG GJORDE DET!”
Hvis der ikke er noget at kæmpe for,
er der ikke noget at leve for.