Sygdommen havde invaderet Anjas krop og taget magten over hendes identitet. Det gjorde hende splittet i forhold til beslutningen om at blive rask eller ej. Diagnosen var blevet mere for Anja end blot en alvorlig sygdom. Den var blevet en trofast ven, en skarpsindig læremester samt et uopnåeligt stilikon. Hun formåede dog i sidste ende at skabe sin egen stil.
Af Anja Lambrecht
Jeg har altid opfattet mig selv som ganske ordinær. Jeg har hverken haltet efter eller løbet i forvejen. Jeg har haft en stabil opvækst spækket med kærlighed, og venner var jeg aldrig foruden, tværtimod. På den front har jeg altid følt mig enormt privilegeret. I en alder af 20 år flyttede jeg fra lille, trygge Bornholm mod det store, oplevelsesrige København.
Jeg var som så mange andre unge stor fan af fest og farver. Det blev mit fristed. Et snævert rum med begrænset plads til dårlige dage. Jeg byggede langsomt en slidstærk facade op om et forholdsvis ubrugt, men ustabilt fundament. Cementen var købt til udsalgspris, hvilket på sigt viste sig at være et flop. Som årene gik begyndte vægge og vinduer så småt at krakelere, og jeg måtte til sidst mure mig inde i ren skam over mit talentløse byggeprojekt.
Halvandet år efter stiftede jeg hermed bekendtskab til psykiatrien med diverse indlæggelser på henholdsvis åbne og lukkede afdelinger med vekslende diagnoser som blandt andet indebar depression, bipolar, angst og til sidst spiseforstyrrelse. Jeg blev proppet med alt fra anti-depressiv til anti-psykotisk, dog uden virkning – eller opfølgning, for den sags skyld. Min spiseforstyrrelse så derfor sit snit og greb hurtigt fat om mig, tog mig til sig, som en krykke til et brækket ben. Den hjalp mig videre på min vej. I juni 2016 blev jeg henvist med diagnosen F50.1, atypisk anoreksi (når alle gængse kriterier for diagnosen ikke opfyldes) til Klinikken for Spiseforstyrrelser, Psykiatrisk Center Gentofte. Diagnosen kom i første omgang bag på mig, da jeg i mange år primært var blevet kategoriseret som normalvægtig bulimiker. Nu havde jeg altså fået ny titel til samlingen, ”anorektiker”. Atypisk, vel at mærke.
I læremesterens magt
Spiseforstyrrelsen er en snu satan. Den er verdensmester i dåseskjul både som fanger og i marken. Den kan slå til, når du mindst venter det, og den giver ikke op, før du er fanget. Samtidig er den en enestående markspiller, idet den har evnen til at kunne kamuflere og tilpasse sig i al slags terræn uanset vind og vejr.
Min spiseforstyrrelse var blandt andet i besiddelse af evnen og ikke mindst magten til at kunne bilde mig de mest mærkværdige ting ind; små banale ting som langsomt blev tilegnet, tolket, og til slut tilbedt som en uopnåelig samling af forskruede trofæer – trofæer i form af diverse straffe/belønninger såsom at springe et måltid over, overspise for derefter at kaste x antal roulader op eller løbe en tur trods smertefulde hælespore.
Spiseforstyrrelsen blev derfor min nye lærermester. Mit forbillede. Mit uopnåelige idol.
Jeg gik derfor all-in i jagten på det perfekte, hvilket hurtigt viste sig at være en fuldstændig umulig mission. Nok voksede min samling af trofæer, men min læremester ville have mere, og pressede mig derfor yderligere.
Et eksempel på det kunne være: Fordi en anden kunne finde ud af at cykle og gå, var det nødvendigvis ikke ensbetydende med, at jeg kunne gøre det samme. Vedkommende havde måske øvet sig over længere tid, og var nu i stand til at mestre dette. Og ja, jeg kan sagtens høre det, det lyder skørt. ”Finde ud af at cykle eller gå? What?” Det gik hurtigt op for mig, at min spiseforstyrrelse stort set havde invaderet min krop og gjort sig til herre over mine livløse lemmer i forhold til udførelsen af diverse fysiske handlinger. Min primære opgave gik nu hovedsageligt ud på at turde være nysgerrig, reflekterende, stoppe op og være opmærksom – opmærksom på alt hvad jeg foretog mig som for eksempel dét at cykle. Var det min spiseforstyrrelse, som higede efter at brænde kalorier af, eller var det Anja, som skulle fra A til B? Det samme gjaldt en uskyldig gåtur, som snildt kunne gå over gevind i form af at gå hurtigere, gå længere, til sidst ja, nærmest løbe.
Om jeg fik følelsen af at blive mere skør i skallen, end jeg allerede i forvejen var? Jo, det tør siges! Tænk, at jeg i en alder af 26 år blandt andet fik stillet til opgave at lære at cykle og gå. Men hey, jeg lærte det sgu.
Jeg er ikke min diagnose
Evnen til at kunne adskille og skelne mellem sin spiseforstyrrelse og sin fornuft spiller en altafgørende rolle i forhold til at komme ud af en spiseforstyrrelse.
Under mit intensiverede behandlingsforløb i Gentofte på Klinikken for Spiseforstyrrelser, hvor jeg dagligt troppede op, blev jeg først og fremmest introduceret for begrebet ”eksternalisering”, hvilket i grove træk gik ud på at kunne adskille sig selv fra sin spiseforstyrrelse. Ved at verbalisere og sætte direkte ord på adskillelsen, fik jeg med hjælp fra et knivskarpt team af professionelle behandlere, hurtigt dannet mig et overblik over egne relevante færdigheder i modsætning til spiseforstyrrelsen rene volapyk. Ligesom jeg lærte, at man ikke er sin diagnose, men man er et menneske, der har en diagnose.
Alt afhængig af graden, aggressiviteten og invalidering af en spiseforstyrrelse, kan man i første omgang formentligt godt blive slået lettere omkuld af ren overvældelse. Jeg husker tydeligt de stærke følelser i form af uoverskuelighed, meningsløshed og sommetider endda håbløshed.
Mit ultimative mantra lød derfor: ”Hvis du går gennem helvede, så bliv ved med at gå”. I overført betydning viste dette sig hurtigt at blive noget af en langvarig vandring, hvor tilvænning og tålmodighed i den grad blev sat på prøve. Tit kunne det føles enormt ensomt, idet jeg var sendt afsted på egen færd, alene, blot i selskab med mine tanker, følelser, handlinger og adfærd. Kun jeg selv stod til ansvar for at holde fanen højt og samtidig nøje følge kompassets retning.
Tit var jeg ved at dejse om af udmattelse, og tilkaldte jeg nødhjælp, stod der på få sekunder fuld bemanding i form af redningsfolk, såsom mit team eller mine pårørende, klar og parat med hjælpende, støttende hænder.
Derfor er det vigtigt at huske på, at man aldrig må tøve i forhold til at bede om hjælp. Det er man nødt til for ikke at miste modet på vejen. Man må tilegne sig andres erfaringer, stjæle ideer og strategier – så længe man blot husker at gøre dem til sine egne.
Det krævede mange indre diskussioner, før jeg måtte krybe til korset og bede om hjælp. Og jeg øver mig skam stadig på det den dag i dag. Husk på, at dine pårørende ikke kan gøre det for dig, men de kan være der for dig.
Handlinger betyder mere end ord
Hvad vil det egentlig sige at handle imod sin spiseforstyrrelse, og hvordan gør man det?
Et eksempel på at handle imod, når spiseforstyrrelsen blandt andet beordrer:
”Du må ikke spise din mad, du skal træne for at brænde kalorier af” eller ”udrens dig selv ved at kaste op.” Handl imod dens beordringer ved at gøre det stik modsatte; Spis din mad, kvit træningen og hold maden i dig.
Følger man ikke de udsagn, man ønsker til dørs via handling, vil intet ske, og man vil dermed altså ingen vegne komme.
Jeg oplevede gang på gang at prædike lange, dybsindige taler, som omhandlede mit ønske om at blive rask med alt, hvad det nu indebar. Jeg svor Amager halshug, højt og helligt. Men jeg var langt fra hellig. Jeg var skide hamrende bange. Inderst inde turde jeg ikke at gøre modstand i frygt for, hvad der så ville ske. Jeg tog heldigvis mod til mig og lærte, at mine indre ønsker kun kunne gå i opfyldelse, hvis jeg turde at springe fra ti-meteren. Om det var grænseoverskridende? Fuck ja. Men jeg gjorde det, og det var hele springet værd.
Livet uden min følgesvend
Jeg lærte ligeledes at være forberedt på de efterfølgende ”konsekvenser” ved at handle imod – dem, som man reelt kalder følelser. Følelser, som spiseforstyrrelsen for mit vedkommende, havde ”hjulpet” mig med at håndtere i svære perioder. Hjulpet på den måde at fremtræde som en loyal, betænksom ven, som gang på gang stod med åbne arme og påtog sig al ansvar for mit indre ubehag og uro. Netop derfor var det så afsindigt svært for mig at skulle give afkald på min nuværende bedste ven. Hvem skulle nu trøste mig, når livet var hårdt?
Jeg måtte derfor opdrages på ny. Læres op i mit eget liv – uden min trofaste følgesvend, spiseforstyrrelsen. Jeg måtte lære at spise, lære at gå, lære at falde, at mærke, at føle og vigtigst af alt; bare lære at være.
For nogen vil dette garanteret lyde ganske simpelt. Men sandheden er, at det for mig føltes helt ualmindeligt og urimeligt hårdt. Alt gjorde ondt, helt afsindigt ondt. Det voldte så stor en smerte at ordet ”pinefuldt” var blevet blandt top tre i mit ordforråd. I kender formentlig ordsproget: ”Det kræver blod, sved og tårer”, men har I nogensinde oplevet det på egen krop? Det har jeg. Big time.
Dette var blot starten, på mit livs hidtil hårdeste udfordring. Når det er sagt, så knokler jeg stadig. Husk på, at dette er et fuldtidsarbejde. Somme tider er der trængsel og alarm, andre gange liv og glade dage. Somme tider fejler jeg, men hvem gør ikke det? Det er en del af livet.
Mit råd til dig, der har truffet en beslutning om at tage kampen op: Vent ikke – tidspunktet vil aldrig være perfekt. Uanset, hvor ondt det gør, og hvor ulideligt det kan føles, så handl imod. Du dør ikke af det. Tværtimod, du redder dit eget liv. Dit liv er ikke til for at overleve. Dit liv er til for at leve.